Ikke rigtig fut i fejemøget
3.0
Efter Four Jacks går i opløsning, er John Mogensens karriere ved at gå i stå, men et tilfældigt møde på en svensk landevej sporer ham ind på den bramfrie folkelige stil, der gør ham til en kæmpesucces i 70'erne.
Ole Bornedal har lavet en biopic i helt klassisk stil om den store dansktopsanger. "Så længe jeg lever" er nemlig bygget op om de to klassiske temaer i musiker-biopics, nemlig kampen for at balancere kunstneriske ambitioner og kommerciel succes, og så de personlige dæmoner, som i John Mogensens tilfælde først og fremmest kom til udtryk i et galoperende alkoholmisbrug. De foldes ud i nogenlunde kronologisk fortælling fra den populære Four Jacks-kvartet til senere solosucces, med flashback tilbage til Mogensens barndom.
Flashbackene bruges især til at skildre hovedpersonen som den perfektionistiske kunstner, der allerede som barn havde et tydeligt talent. Og det mest interessante spor i filmen er fortællingen om, hvordan den idealistiske ambition blev forvandlet til den provokerende populistiske stil, som Mogensen stadig huskes for i dag. Selvfølgelig med en påmindelse, om at sange som "Der er noget galt i Danmark" faktisk var ganske grænseoverskridende dengang.
Det er mere end tydeligt, at hovedpersonen aldrig rigtig er i balance, og Rasmus Bjerg gør det virkelig godt som John Mogensen, der altid har store armbevægelser og høje krav, men efterhånden bliver ædt af en gusten kombination af alkoholisme og sceneskræk. Bjerg er et stærkt valg til rollen, også fordi han har den nødvendige fysiske pondus, og det klæder ham at spille mere alvorligt end sædvanligt. Helle Fagralid er også fin som Mogensens mest menneskelige dimension i form af konen Ruth, som trods et temmelig stormfuldt forhold helt åbenlyst er sangerens store kærlighed og helt uundværlig i hans liv.
Bornedal har som vanligt også skruet en teknisk nydelig produktion sammen. "Så længe jeg lever" leverer en flot og overbevisende iscenesættelse af 60'erne og 70'erne, hvor hovedpersonen optræder på alt fra Radiohuset i København til blokvogne på jyske markeder.
Men det er så også det. Bornedal kredser rundt om sine typiske biopic-temaer, men får aldrig for alvor fat i noget med bid, og filmen fortaber sig i gentagelser af John Mogensen, der drikker og er sin egen værste fjende, men hey, så skrev han også lige den her berømte sang. Og det virker nærmest småpinligt, når Bornedal vil bruge Erhard Jakobsens Aktive Lyttere og Seere til at illustrere den kreative ildsjæls kamp mod politisk korrekthed.
Det er muligt, at der ikke er mere at fortælle fra John Mogensens liv, men "Så længe jeg lever" har altså ikke så meget andet at byde på end en historie om en mand, der drak for meget, men også var god til at skrive sange og elskede sin kone. For mig virkede det næsten som for lidt til at fylde en spillefilm ud, så jeg kan kun komme op på tre små stjerner.
Ole Bornedal har lavet en biopic i helt klassisk stil om den store dansktopsanger. "Så længe jeg lever" er nemlig bygget op om de to klassiske temaer i musiker-biopics, nemlig kampen for at balancere kunstneriske ambitioner og kommerciel succes, og så de personlige dæmoner, som i John Mogensens tilfælde først og fremmest kom til udtryk i et galoperende alkoholmisbrug. De foldes ud i nogenlunde kronologisk fortælling fra den populære Four Jacks-kvartet til senere solosucces, med flashback tilbage til Mogensens barndom.
Flashbackene bruges især til at skildre hovedpersonen som den perfektionistiske kunstner, der allerede som barn havde et tydeligt talent. Og det mest interessante spor i filmen er fortællingen om, hvordan den idealistiske ambition blev forvandlet til den provokerende populistiske stil, som Mogensen stadig huskes for i dag. Selvfølgelig med en påmindelse, om at sange som "Der er noget galt i Danmark" faktisk var ganske grænseoverskridende dengang.
Det er mere end tydeligt, at hovedpersonen aldrig rigtig er i balance, og Rasmus Bjerg gør det virkelig godt som John Mogensen, der altid har store armbevægelser og høje krav, men efterhånden bliver ædt af en gusten kombination af alkoholisme og sceneskræk. Bjerg er et stærkt valg til rollen, også fordi han har den nødvendige fysiske pondus, og det klæder ham at spille mere alvorligt end sædvanligt. Helle Fagralid er også fin som Mogensens mest menneskelige dimension i form af konen Ruth, som trods et temmelig stormfuldt forhold helt åbenlyst er sangerens store kærlighed og helt uundværlig i hans liv.
Bornedal har som vanligt også skruet en teknisk nydelig produktion sammen. "Så længe jeg lever" leverer en flot og overbevisende iscenesættelse af 60'erne og 70'erne, hvor hovedpersonen optræder på alt fra Radiohuset i København til blokvogne på jyske markeder.
Men det er så også det. Bornedal kredser rundt om sine typiske biopic-temaer, men får aldrig for alvor fat i noget med bid, og filmen fortaber sig i gentagelser af John Mogensen, der drikker og er sin egen værste fjende, men hey, så skrev han også lige den her berømte sang. Og det virker nærmest småpinligt, når Bornedal vil bruge Erhard Jakobsens Aktive Lyttere og Seere til at illustrere den kreative ildsjæls kamp mod politisk korrekthed.
Det er muligt, at der ikke er mere at fortælle fra John Mogensens liv, men "Så længe jeg lever" har altså ikke så meget andet at byde på end en historie om en mand, der drak for meget, men også var god til at skrive sange og elskede sin kone. For mig virkede det næsten som for lidt til at fylde en spillefilm ud, så jeg kan kun komme op på tre små stjerner.
04/04-2018
