der var engang en leone, som død og pine ville lave en stor film

Lysten og trangen til at lave det store, amerikanske epos siver ud af alle porre i Sergio Leones Der Var Engang i Amerika. Og filmen er på mange måder da også et imponerende værk, ikke mindst i iscenesættelsen, hvor noget nær hver scene har en mesterinstruktørs unikke vision i sig (åbningen er i særdeleshed forrygende). Men på trods af storheden i Der Var Engang i Amerika, så fik jeg kun sjældent et reel og intimt bånd med den dødsenslange film (Leones version på knap fire timer). Måske var det de halvinfame karakterer, der ikke vakte min interesse, måske den svingende fortællertone, og måske og højst sandsynligt er min intellektuelle formåen for begrænset til Leones eksploration af tid og minder. Men den opbrudte tidsstruktur var mig mere lumsk end spændende, og i noget nær tre timer så jeg filmen med en distance til de talrige begivenheder. Mestendels lå min oplevelse af Der Var Engang i Amerika kun på de tre stjerner, men den sidste stræknings rolige tempo og klare melankoli gav mig så endelig et bånd. Og slutningens mystik omkring virkelighed og selvindbildning, dens symbolik, som jeg ikke helt kunne få hovedet omkring, men som fascinerede mig på en måde, som resten af filmen ikke formåede, den løftede Leones amerikanske epos op på de fire stjerner for mit vedkommende.