"Takes you everywhere. Gets you nowhere."
5.0
Bob Fosses eksplosivt klippede, rasende arbejdsomme og dybt introspektive musical er lige til at få hjertebanken af. Den presser sig ud gennem skærmen og insisterer på at være vedkommende ved at råbe og gestikulere en masse ting om relationer, arbejdsnarkomani og skyggesiden af showbusiness – en branche, der som bekendt allerhelst kommunikerer med udråbstegn og blokbogstaver.
Men når spændstigheden og direktheden i ”All That Jazz” ikke ender med at irritere, men i stedet opsluge og overtage seeren, skyldes det først og fremmest Roy Scheider.
Scheider har hele klaveret at spille på i hovedrollen som selvdestruktiv midaldrende musicalinstruktør med farrolle på deltid og skørtejægeri på fuldtid (snak om en drømmerolle for en mandlig skuespiller), men det kammer aldrig over og er aldrig tæt på at gøre det. Hans flamboyante rolle turneres perfekt, så det snarere end ordene, der selvsikkert og morbidt forlader hans kæderygende kæft, bliver matheden i hans blik, det drejer sig om. Han ligner og lyder vitterligt som en mand, der er slidt i både sjæl og krop, og man mærker hans smerte og ser hans fortvivlende fravær af rygrad i langt højere grad, end man aktivt bevidner en stor skuespillerpræstation.
Fosses’ film forener kreativitet og banaliteter på smuk vis. Der kastes om sig med vilde indslag og ud-af-boksen-tænkende små segmenter, der selvfølgelig leder tankerne hen på Fellinis lige så grænseløse og lige så stilistisk gennemførte navlepilleri i ”8 ½” og til dels ”La Dolce Vita”. Som sådan er filmen et stort show fuld af fagter og følelser. Men det er lige så meget synet af et kys på en gammel dames pande og lyden af en lynlås, man tager med sig fra det store show. Saltomortalen gik galt, og akrobaten endte på nakken. ”All That Jazz” føles som en nødvendig og meget dybtfølt reminder om, at den slags jo kan ske.
Men når spændstigheden og direktheden i ”All That Jazz” ikke ender med at irritere, men i stedet opsluge og overtage seeren, skyldes det først og fremmest Roy Scheider.
Scheider har hele klaveret at spille på i hovedrollen som selvdestruktiv midaldrende musicalinstruktør med farrolle på deltid og skørtejægeri på fuldtid (snak om en drømmerolle for en mandlig skuespiller), men det kammer aldrig over og er aldrig tæt på at gøre det. Hans flamboyante rolle turneres perfekt, så det snarere end ordene, der selvsikkert og morbidt forlader hans kæderygende kæft, bliver matheden i hans blik, det drejer sig om. Han ligner og lyder vitterligt som en mand, der er slidt i både sjæl og krop, og man mærker hans smerte og ser hans fortvivlende fravær af rygrad i langt højere grad, end man aktivt bevidner en stor skuespillerpræstation.
Fosses’ film forener kreativitet og banaliteter på smuk vis. Der kastes om sig med vilde indslag og ud-af-boksen-tænkende små segmenter, der selvfølgelig leder tankerne hen på Fellinis lige så grænseløse og lige så stilistisk gennemførte navlepilleri i ”8 ½” og til dels ”La Dolce Vita”. Som sådan er filmen et stort show fuld af fagter og følelser. Men det er lige så meget synet af et kys på en gammel dames pande og lyden af en lynlås, man tager med sig fra det store show. Saltomortalen gik galt, og akrobaten endte på nakken. ”All That Jazz” føles som en nødvendig og meget dybtfølt reminder om, at den slags jo kan ske.
12/04-2018
