Stille indadvendt brydekamp

Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev noget skuffet da jeg forleden dag så "Foxcatcher" for første gang. Det har ikke skortet på meget positive anmeldelser, så jeg havde ret høje forventinger til filmen. Desværre kunne jeg ikke tilslutte mig begejstringen herinde.

Noget som slog mig ved "Foxcatcher" var, at den er så forbandet stille. Nu ved jeg ikke, om jeg ikke havde skruet højt nok op på mit tv, men i lange perioder oplevede jeg, at lyden var nærmest helt fraværende, hvilket blev brudt af, når skuespillerne talte. Jeg siger ikke, at jeg hellere ville have vamle strygere til at køre henover lydsporet, men det er sgu tæt på, når filmens lydtæppe er så kedeligt og nærved ikke eksisterende. En films lydsport behøver ikke være fyldt med musik eller replikker. Men man må sgu gerne opbygge et mere interessant collage af lyde.

Måske oplevede jeg filmens lydside som værende meget kedelig, fordi jeg synes filmens handling også virker meget træg. Jeg oplevede filmen som at snegle sig afsted og ofte husker jeg, at en karakter stod og gloede på en anden eller de foretog sig noget, som ikke drev handlingen fremad, men i højere grad var med til at beskrive en given karakter.

Filmen er i høj grad et karakterstudie, og skuespillerne, herunder Channing Tatum skal have ros for deres skuespilspræstationer. Men det er særdeles Steve Carrell, som mange nok mest forbinder med komediegenren, som man husker. Både fordi det er så et markant skifte fra ens normale billede af skuespilleren, herunder også den protesenæse, som gør ham nærtved uigenkendelig, men også fordi karakteren er så særpræget. Carrell gør det fantastisk. Men jeg synes altså ikke, at historien havde megen nerve og fremdrift og i kombination med et, for mig, irriterende kedeligt lydtapet, gør det altså jeg ikke var særligt begejstret for filmen. Filmens karaktertegninger og skuespilspræstationer er dog fremragende, så jeg ender på tre stjerner ud af seks.