Gal kunst, genial kærlighed
6.0
England i 50'erne. En berømt modedesigner falder for en tjener på en restaurant, hvor han spiser frokost. Det udvikler sig til et usædvanligt forhold, hvor hun både bliver hans muse, hustru og levende mannequin.
Paul Thomas Anderson har lavet en blændende film om et besværligt, fascinerende og skræmmende kærlighedsforhold. Den ene part er den rendyrkede kunstner, der lever op til alle klicheerne om perfektionisme grænsende til vanvid. Den anden en mere gådefuld kvinde, der åbenlyst bliver valgt på sit udseende, men vokser til at være mere end blot et tøjstativ.
Daniel Day-Lewis er fuldstændig fantastisk som en mand, der har fået alt omkring sig bygget op 100% efter sit hoved og sine luner, fordi han har undskyldningen i at være det særlige geni, som man skal give plads til. Vicky Krieps er det strålende modspil som den langt yngre kvinde, der forsøger at acceptere og finde sin rolle, men også viser sig at have sine egne styrker.
For tag ikke fejl - "Phantom Thread" lyder som en fortælling om en dominerende, urimelig mand og en ung kvinde, som kun kan være i hans liv på hans betingelser. Og det er den til dels også. Der er bestemt noget "Pygmalion" over den her. Men det er en langt mere sofistikeret fortælling end som så, og det er der, Anderson i en afdæmpet, æstetisk blændende stil hæver sig til det mesterlige. Inklusive nogle virkelig udfordrende undertemaer om skæringspunktet mellem kunst og kærlighed.
Fascinerende er det også, at "Phantom Thread" som værk nærmest afspejler sine egne temaer, for det er en sjældent gennemført film, hvor alle aspekter af produktionen synes at være tænkt igennem og kontrolleret helt ned i detaljen. Anderson fungerer for første gang selv som cheffotograf og skaber en smuk, lys billedside. Men også ting som kostumer, production design, klipning og musik er på imponerende højt niveau – og igen meget subtilt og bevidst anvendt. Og sådan får man altså en film om en perfektionistisk modekunstner fra en perfektionistisk forfatter-instruktør-fotograf.
Der går igen rygter, om at dette bliver Day-Lewis' sidste film, og hvis det viser sig at være korrekt, er "Phantom Thread" virkelig et værdigt farvel til filmlærredet fra én af de største skuespillere i en generation. Som nævnt giver Krieps ham stærkt modspil, men man skal absolut heller ikke overse Lesley Manville, der er fremragende som designerens søster, der er den skjulte hånd, som binder trådene sammen bag kulisserne i modeforretningen.
"Phantom Thread" er en helt utroligt helstøbt film, der er imponerende opslugende i sin afdæmpede stil. En provokerende fortælling om kærlighed, et fascinerende portræt af kreativitet og galskab – og årets bedste film fra 2017, hvis du spørger mig. Selv om det selvfølgelig er ved at være lidt sent med den slags udnævnelser.
Paul Thomas Anderson har lavet en blændende film om et besværligt, fascinerende og skræmmende kærlighedsforhold. Den ene part er den rendyrkede kunstner, der lever op til alle klicheerne om perfektionisme grænsende til vanvid. Den anden en mere gådefuld kvinde, der åbenlyst bliver valgt på sit udseende, men vokser til at være mere end blot et tøjstativ.
Daniel Day-Lewis er fuldstændig fantastisk som en mand, der har fået alt omkring sig bygget op 100% efter sit hoved og sine luner, fordi han har undskyldningen i at være det særlige geni, som man skal give plads til. Vicky Krieps er det strålende modspil som den langt yngre kvinde, der forsøger at acceptere og finde sin rolle, men også viser sig at have sine egne styrker.
For tag ikke fejl - "Phantom Thread" lyder som en fortælling om en dominerende, urimelig mand og en ung kvinde, som kun kan være i hans liv på hans betingelser. Og det er den til dels også. Der er bestemt noget "Pygmalion" over den her. Men det er en langt mere sofistikeret fortælling end som så, og det er der, Anderson i en afdæmpet, æstetisk blændende stil hæver sig til det mesterlige. Inklusive nogle virkelig udfordrende undertemaer om skæringspunktet mellem kunst og kærlighed.
Fascinerende er det også, at "Phantom Thread" som værk nærmest afspejler sine egne temaer, for det er en sjældent gennemført film, hvor alle aspekter af produktionen synes at være tænkt igennem og kontrolleret helt ned i detaljen. Anderson fungerer for første gang selv som cheffotograf og skaber en smuk, lys billedside. Men også ting som kostumer, production design, klipning og musik er på imponerende højt niveau – og igen meget subtilt og bevidst anvendt. Og sådan får man altså en film om en perfektionistisk modekunstner fra en perfektionistisk forfatter-instruktør-fotograf.
Der går igen rygter, om at dette bliver Day-Lewis' sidste film, og hvis det viser sig at være korrekt, er "Phantom Thread" virkelig et værdigt farvel til filmlærredet fra én af de største skuespillere i en generation. Som nævnt giver Krieps ham stærkt modspil, men man skal absolut heller ikke overse Lesley Manville, der er fremragende som designerens søster, der er den skjulte hånd, som binder trådene sammen bag kulisserne i modeforretningen.
"Phantom Thread" er en helt utroligt helstøbt film, der er imponerende opslugende i sin afdæmpede stil. En provokerende fortælling om kærlighed, et fascinerende portræt af kreativitet og galskab – og årets bedste film fra 2017, hvis du spørger mig. Selv om det selvfølgelig er ved at være lidt sent med den slags udnævnelser.
19/04-2018
