Ung kvinde i opbrud
4.0
Paula er 28 år gammel. Eller måske er hun egentlig 31. I hvert fald er hun bogstaveligt talt blevet smidt på porten af sin noget ældre fotografkæreste. Så nu må hun prøve at finde en måde at overleve på i Paris - hvilket ikke er så nemt, for det viser sig, at hun allerede har brændt mange broer af.
"Montparnasse Bienvenüe" er historien om en ung kvinde, der fuldstændig må omdefinere sit liv. En slags forsinket coming-of-age-fortælling, hvor det aldrig helt står klart, hvad Paula egentlig har foretaget sig før, ud over at der er en fortid med virkelig dårlige relationer til forældrene og et forsøg på at studere i Paris. Men nu er Paula altså nået til det punkt, hvor hun ikke rigtig har nogen at læne sig op ad og derfor må lære at stole på sig selv.
Den rejse skildrer den debuterende forfatter-instruktør Léonor Serraille medrivende i en film, der starter på ekstremt højt energiniveau - Paula, der ophidset banker panden til blods mod kærestens lukkede dør, er én af de bedste åbningsscener, jeg har set for nylig.
Derfra går det rundt på en tur igennem meget forskellige parisiske miljøer. Fra de anonyme mennesker, der får hverdagen til at hænge sammen med lavtlønsjob, til de smarte kunstnermiljøer, som Paula hidtil har hængt ud i. Og som Serraille bestemt ikke giver noget positivt billede af - det virker virkelig ikke særlig rart at være en søgende ung kvinde i det selskab.
Paula fremstår egentlig heller ikke som noget udpræget godt menneske selv. Hun har ikke styr på en skid, er provokerende og grænseoverskridende, når det passer hende, og man forstår egentlig godt, at nogle af hendes venner har fået nok. Men Laetitia Dosch spiller hende med en overbevisning og friskhed, der får én til at leve med og heppe på Paula på trods af alle hendes tosserier. For Serraille er helt klart fokuseret på det medmenneskelige portræt af, hvor forvirrende det kan være at være på det sted i sit liv (som det også antydes af filmens mere generaliserende originaltitel, "Jeune femme").
Der er mange gode ting i "Montparnasse Bienvenüe". Den starter som nævnt fremragende, Dosch er god i hovedrollen, og jeg er fx også vild med Serrailles brug af ekskærestens kat som en slags selvstændig symbolsk karakter. Den holder dog ikke helt kadencen efter den imponerende start, og overordnet er "Montparnasse Bienvenüe" en smule ujævn. Men det er også en mere end solid debutfilm, som bestemt har noget på hjerte som samtidsportræt med sin finally-coming-of-age-historie - der samtidig er halvanden times skildring af et smerteligt brud med et forhold, som Paula nok får det bedre foruden.
"Montparnasse Bienvenüe" er historien om en ung kvinde, der fuldstændig må omdefinere sit liv. En slags forsinket coming-of-age-fortælling, hvor det aldrig helt står klart, hvad Paula egentlig har foretaget sig før, ud over at der er en fortid med virkelig dårlige relationer til forældrene og et forsøg på at studere i Paris. Men nu er Paula altså nået til det punkt, hvor hun ikke rigtig har nogen at læne sig op ad og derfor må lære at stole på sig selv.
Den rejse skildrer den debuterende forfatter-instruktør Léonor Serraille medrivende i en film, der starter på ekstremt højt energiniveau - Paula, der ophidset banker panden til blods mod kærestens lukkede dør, er én af de bedste åbningsscener, jeg har set for nylig.
Derfra går det rundt på en tur igennem meget forskellige parisiske miljøer. Fra de anonyme mennesker, der får hverdagen til at hænge sammen med lavtlønsjob, til de smarte kunstnermiljøer, som Paula hidtil har hængt ud i. Og som Serraille bestemt ikke giver noget positivt billede af - det virker virkelig ikke særlig rart at være en søgende ung kvinde i det selskab.
Paula fremstår egentlig heller ikke som noget udpræget godt menneske selv. Hun har ikke styr på en skid, er provokerende og grænseoverskridende, når det passer hende, og man forstår egentlig godt, at nogle af hendes venner har fået nok. Men Laetitia Dosch spiller hende med en overbevisning og friskhed, der får én til at leve med og heppe på Paula på trods af alle hendes tosserier. For Serraille er helt klart fokuseret på det medmenneskelige portræt af, hvor forvirrende det kan være at være på det sted i sit liv (som det også antydes af filmens mere generaliserende originaltitel, "Jeune femme").
Der er mange gode ting i "Montparnasse Bienvenüe". Den starter som nævnt fremragende, Dosch er god i hovedrollen, og jeg er fx også vild med Serrailles brug af ekskærestens kat som en slags selvstændig symbolsk karakter. Den holder dog ikke helt kadencen efter den imponerende start, og overordnet er "Montparnasse Bienvenüe" en smule ujævn. Men det er også en mere end solid debutfilm, som bestemt har noget på hjerte som samtidsportræt med sin finally-coming-of-age-historie - der samtidig er halvanden times skildring af et smerteligt brud med et forhold, som Paula nok får det bedre foruden.
19/04-2018
