Stand Your Ground: The Movie
1.0
Efter hans kone og datter bliver overfaldet af hjemmerøvere, beslutter en læge fra Chicago sig for at tage loven i egne hænder.
Michael Winners "Death Wish" fra 1974 er formentlig den mest berømte selvtægtsfilm nogensinde og en klassiker inden for denne specielle subgenre, der bl.a. gjorde Charles Bronson til superstjerne. Bronson vendte tilbage i fire fortsættelser, og i 2007 spillede Kevin Bacon med i en selvstændig filmatisering af fortsættelsen til romanen bag filmene. Men nu starter vi altså forfra med Eli Roth bag kameraet og Bruce Willis i den ikoniske rolle som den almindelige mand, der føler sig nødt til at søge retfærdighed med en pistol.
Eller er det retfærdighed? Er det måske bare brutal hævntørst? Det var faktisk spørgsmålet i den oprindelige film og endnu mere i Brian Garfields romaner. Men "Death Wish" anno 2018 illustrerer måske meget godt et skift i det amerikanske samfund siden dengang, for Roths film er til sammenligning skræmmende sort-hvid.
Det starter ellers jævnt okay med den genreklassiske opbygning af den lykkelige lille familie, hvor far bliver kaldt på vagt, og mor og datter derfor er alene hjemme, da røverne kommer. Og overfaldet på de to er overraskende lidt udpenslet af denne type film at være.
Men derfra mister denne udgave af "Death Wish" hurtigt sit kompas – både fortælleteknisk og moralsk. Der bliver ikke leveret en overbevisende argumentation, for at hovedpersonen bliver drevet til selvtægt – tilsyneladende er det nok, at politiet er ærlige, omkring at de ikke rigtig har nogen spor at gå efter. Til gengæld finder selvtægtshelten skurkene på ca. fem minutter, for det er åbenbart sådan noget, hævngerrige læger kan. Og så går filmen hurtigt fra gritty skudopgør til slapstick-agtig voldshumor og et fuldstændig overdrevet torturdrab. Faktisk har hovedpersonen tilsyneladende skiftet profession fra arkitekt i originaludgaven til læge her, fordi det giver en undskyldning, for at han kan finde på en særligt led torturmetode.
Man skulle næsten tro, at Roth lige et øjeblik glemmer, at han er i gang med en selvtægtsfilm og ikke én af de brutale horrorfilm, han tidligere har lavet.
Oven i det er "Death Wish" en film, der understreger, at Bruce Willis vist har forlagt sit skuespiltalent ét eller andet sted. Jeg har efterhånden set en del sørgelige film med ham i de senere år. Det var omvendt meget fint at få et gensyn med Elisabeth Shue, som jeg ikke har set i årevis – men hun bliver så også hurtigt ekspederet ud af filmen. Og Vincent D'Onofrio, som ellers ofte er stærk, gør hverken fra eller til som Willis' bror.
En genindspilning af "Death Wish" kunne godt have haft sin berettigelse, men Roths udgave er bare en tarvelig og forudsigelig omgang selvtægt uden større filmiske kvaliteter. Og så er den tilmed fuldstændig debil i sin utilslørede hyldest af heltens handlinger.
Michael Winners "Death Wish" fra 1974 er formentlig den mest berømte selvtægtsfilm nogensinde og en klassiker inden for denne specielle subgenre, der bl.a. gjorde Charles Bronson til superstjerne. Bronson vendte tilbage i fire fortsættelser, og i 2007 spillede Kevin Bacon med i en selvstændig filmatisering af fortsættelsen til romanen bag filmene. Men nu starter vi altså forfra med Eli Roth bag kameraet og Bruce Willis i den ikoniske rolle som den almindelige mand, der føler sig nødt til at søge retfærdighed med en pistol.
Eller er det retfærdighed? Er det måske bare brutal hævntørst? Det var faktisk spørgsmålet i den oprindelige film og endnu mere i Brian Garfields romaner. Men "Death Wish" anno 2018 illustrerer måske meget godt et skift i det amerikanske samfund siden dengang, for Roths film er til sammenligning skræmmende sort-hvid.
Det starter ellers jævnt okay med den genreklassiske opbygning af den lykkelige lille familie, hvor far bliver kaldt på vagt, og mor og datter derfor er alene hjemme, da røverne kommer. Og overfaldet på de to er overraskende lidt udpenslet af denne type film at være.
Men derfra mister denne udgave af "Death Wish" hurtigt sit kompas – både fortælleteknisk og moralsk. Der bliver ikke leveret en overbevisende argumentation, for at hovedpersonen bliver drevet til selvtægt – tilsyneladende er det nok, at politiet er ærlige, omkring at de ikke rigtig har nogen spor at gå efter. Til gengæld finder selvtægtshelten skurkene på ca. fem minutter, for det er åbenbart sådan noget, hævngerrige læger kan. Og så går filmen hurtigt fra gritty skudopgør til slapstick-agtig voldshumor og et fuldstændig overdrevet torturdrab. Faktisk har hovedpersonen tilsyneladende skiftet profession fra arkitekt i originaludgaven til læge her, fordi det giver en undskyldning, for at han kan finde på en særligt led torturmetode.
Man skulle næsten tro, at Roth lige et øjeblik glemmer, at han er i gang med en selvtægtsfilm og ikke én af de brutale horrorfilm, han tidligere har lavet.
Oven i det er "Death Wish" en film, der understreger, at Bruce Willis vist har forlagt sit skuespiltalent ét eller andet sted. Jeg har efterhånden set en del sørgelige film med ham i de senere år. Det var omvendt meget fint at få et gensyn med Elisabeth Shue, som jeg ikke har set i årevis – men hun bliver så også hurtigt ekspederet ud af filmen. Og Vincent D'Onofrio, som ellers ofte er stærk, gør hverken fra eller til som Willis' bror.
En genindspilning af "Death Wish" kunne godt have haft sin berettigelse, men Roths udgave er bare en tarvelig og forudsigelig omgang selvtægt uden større filmiske kvaliteter. Og så er den tilmed fuldstændig debil i sin utilslørede hyldest af heltens handlinger.
26/04-2018
