Helt fucked med Joaquin Phoenix
3.0
Det er sjældent, at jeg ligefrem sidder og ønsker mig at få lov at se en fyr få slået tænderne ind med en hammer. Trods alt.
Men når instruktøren Lynne Ramsay i 90 minutter teaser en bister Joaquin Phoenix gå rundt med netop en hammer i hånden og som en ravn lede efter sit næste, skinnende bytte, trænger hun sig selv op i en krog.
Phoenix spiller en mærket mand, en fuldskægget lejemorder ved navn Joe, der har brændt sig på alverdens traumer. I virkningsfulde close-ups klippet i klaustrofobiske, arytmiske små stød vises vi skår af traumerne, der dog aldrig samles til et helt billede. Alt er splintret i et poetisk kaos, malet med omhyggelige billeder af Ramsay og tilsat flimrende, paranoide toner fra Johnny Greenwood.
Imens er Joe ret så fucked inden i, hvorfor hans suicidale leg med plastikposer og hobbyknive bliver det tætteste, han synes at kunne komme på stimulerende adspredelse. Lige indtil en ung pige kommer ind i billedet og repræsenterer samme tematik, som Martin Scorsese (desværre) satte sig tungt på i sin stadig rystende og overvældende ”Taxi Driver”.
Som skildring af traumets indvirkning på sindet er ”You Were Never Really Here” både beundringsværdigt konsekvent og decideret effektiv. Ubehaget melder sig prompte, når Joe genoplever fortiden i de førnævnte stød, og når det sker, ligner Joaquin Phoenix en mand, hvis hud er ved at revne af ren utilpashed i egen krop.
Men selvom Phoenix på papiret er fremragende, tynger hans tilstedeværelse også filmen en smule, fordi han så ofte før har spillet utilregnelige og mentalt mørbankede karakterer. Efter at have brilleret som svedigt menneskedyr i ”The Master”, pjusket stoner-detektiv i ”Inherent Vice” og åleglat kejsergalning i ”Gladiator” (for nu at nævne et udpluk) virker hans rolle i ”You Were Never Really Here” lidt som en oplagt ”full-retard”-præstation udi sjælelig formørkelse.
Tilbage står et karakterstudie af halvanden times varighed, der dog faktisk føles langt. Billederne dvæler tålmodigt ved de gerningssteder, hvor Joe har ladet hammeren falde, men ofte uden at vise handlingerne. ”You Were Never Really Here” er en kunstnerisk filmmagers take på voldsfilmen, der i sin kalkulerede mangel på deciderede voldsscener og karaktermæssig dybde ender et meta-agtigt sted i Michael Haneke-land. Til sidst ville jeg nemlig bare gerne se et tandsæt forsvinde ind i munden på en af de slemme drenge. Måske jeg har mere tilfælles med Joe, end jeg lige gik og troede.
Men når instruktøren Lynne Ramsay i 90 minutter teaser en bister Joaquin Phoenix gå rundt med netop en hammer i hånden og som en ravn lede efter sit næste, skinnende bytte, trænger hun sig selv op i en krog.
Phoenix spiller en mærket mand, en fuldskægget lejemorder ved navn Joe, der har brændt sig på alverdens traumer. I virkningsfulde close-ups klippet i klaustrofobiske, arytmiske små stød vises vi skår af traumerne, der dog aldrig samles til et helt billede. Alt er splintret i et poetisk kaos, malet med omhyggelige billeder af Ramsay og tilsat flimrende, paranoide toner fra Johnny Greenwood.
Imens er Joe ret så fucked inden i, hvorfor hans suicidale leg med plastikposer og hobbyknive bliver det tætteste, han synes at kunne komme på stimulerende adspredelse. Lige indtil en ung pige kommer ind i billedet og repræsenterer samme tematik, som Martin Scorsese (desværre) satte sig tungt på i sin stadig rystende og overvældende ”Taxi Driver”.
Som skildring af traumets indvirkning på sindet er ”You Were Never Really Here” både beundringsværdigt konsekvent og decideret effektiv. Ubehaget melder sig prompte, når Joe genoplever fortiden i de førnævnte stød, og når det sker, ligner Joaquin Phoenix en mand, hvis hud er ved at revne af ren utilpashed i egen krop.
Men selvom Phoenix på papiret er fremragende, tynger hans tilstedeværelse også filmen en smule, fordi han så ofte før har spillet utilregnelige og mentalt mørbankede karakterer. Efter at have brilleret som svedigt menneskedyr i ”The Master”, pjusket stoner-detektiv i ”Inherent Vice” og åleglat kejsergalning i ”Gladiator” (for nu at nævne et udpluk) virker hans rolle i ”You Were Never Really Here” lidt som en oplagt ”full-retard”-præstation udi sjælelig formørkelse.
Tilbage står et karakterstudie af halvanden times varighed, der dog faktisk føles langt. Billederne dvæler tålmodigt ved de gerningssteder, hvor Joe har ladet hammeren falde, men ofte uden at vise handlingerne. ”You Were Never Really Here” er en kunstnerisk filmmagers take på voldsfilmen, der i sin kalkulerede mangel på deciderede voldsscener og karaktermæssig dybde ender et meta-agtigt sted i Michael Haneke-land. Til sidst ville jeg nemlig bare gerne se et tandsæt forsvinde ind i munden på en af de slemme drenge. Måske jeg har mere tilfælles med Joe, end jeg lige gik og troede.
01/05-2018
