Spil for spillets skyld
3.0
I 2045 er Jorden overbefolket, og størstedelen af menneskeheden søger tilflugt i en virtual reality-spilverden. Derinde finder en ung fyr den første af tre hemmelige nøgler, som den afdøde skaber har efterladt til sine fans. Sammen med en håndfuld virtuelle venner kaster han sig nu ud i kapløbet om at blive de første, der knækker alle koderne og dermed arver rettighederne til onlineverdenen.
Steven Spielberg er tilbage i sit mere kommercielle hjørne med denne filmatisering af Ernest Clines prisvindende ungdomsroman, der først og fremmest er en hyldest til gaming og gamerkultur. I den virkelig positive forståelse, hvor spil er værdifuldt tidsfordriv, og hvor det at spille har mening i sig selv, fordi det giver folk mulighed for at drømme og interagere konstruktivt om fx problemløsning. I hvert fald det meste af tiden, for der er naturligvis også skurke i "Ready Player One".
Modstanderne er først og fremmest et skummelt firma, der forsøger at købe sig til sejren i kampen om spilrettighederne, som de naturligvis har tænkt sig at udnytte på væmmelig kommerciel vis. Det er en ret banal konflikt, man på den måde får ridset op mellem de onde udbyttere og de idealistiske unge helte, som bare gerne vil lade almindelige mennesker lege sig ud af deres dystopiske omgivelser. Det bliver serveret præcis lige så sort-hvidt, som det lyder, og selv om "Ready Player One" er sympatisk i sin utilslørede glæde ved leg, bliver det lidt for naivt for min smag.
Der mangler noget bund, og det gør der også i selve handlingen, der basalt set hopper fra spilsekvens til spilsekvens med lidt fyld imellem. De mange forskellige miljøer i spillet er virkelig flot lavet med nydelig grafik og masser af referencer til computerspil og kulturen omkring dem, som helt sikkert gør mange ting genkendelige for gamere. Men igen er det altså en smule overfladisk, med udfordringer og gådeløsning, der ikke helt overbeviser, men faktisk virker ret nemt for heltene at komme videre i. Jeg synes kun, der var én virkelig fed sekvens, nemlig det stykke, der foregår i en interaktiv kopi af "The Shining" – der kan man afgjort se, at Spielberg er stor fan af Kubrick. Resten er flot, men ikke overvældende godt.
Det begrænser også skuespillerne noget, at så meget foregår i computeranimationerne, så Tye Sheridan og Olivia Cooke brænder ikke igennem i de to hovedroller – jeg har klart set større prøver på begges talent i tidligere film. Mark Rylance har fortjent fået ros for sit portræt af den meganørdede spilskaber, der står bag hele plottet, og Ben Mendelsohn er da en jævnt okay generisk jakkesætsskurk. Men generelt virkede samtlige roller en smule ligegyldige for mig.
Spielberg har udtalt, at "Ready Player One" var én af de hårdeste opgaver, han nogensinde har været på som instruktør, og måske skinner det besvær også igennem i den færdige film, der simpelt hen mangler noget spark. Det er letfordøjelig popcornunderholdning, der stort set kun lever på sine referencer til anden popcornunderholdning. Men bagefter er den også hurtigt glemt igen. Det er kun den flotte produktion, som sender mig op på tre små stjerner her.
Steven Spielberg er tilbage i sit mere kommercielle hjørne med denne filmatisering af Ernest Clines prisvindende ungdomsroman, der først og fremmest er en hyldest til gaming og gamerkultur. I den virkelig positive forståelse, hvor spil er værdifuldt tidsfordriv, og hvor det at spille har mening i sig selv, fordi det giver folk mulighed for at drømme og interagere konstruktivt om fx problemløsning. I hvert fald det meste af tiden, for der er naturligvis også skurke i "Ready Player One".
Modstanderne er først og fremmest et skummelt firma, der forsøger at købe sig til sejren i kampen om spilrettighederne, som de naturligvis har tænkt sig at udnytte på væmmelig kommerciel vis. Det er en ret banal konflikt, man på den måde får ridset op mellem de onde udbyttere og de idealistiske unge helte, som bare gerne vil lade almindelige mennesker lege sig ud af deres dystopiske omgivelser. Det bliver serveret præcis lige så sort-hvidt, som det lyder, og selv om "Ready Player One" er sympatisk i sin utilslørede glæde ved leg, bliver det lidt for naivt for min smag.
Der mangler noget bund, og det gør der også i selve handlingen, der basalt set hopper fra spilsekvens til spilsekvens med lidt fyld imellem. De mange forskellige miljøer i spillet er virkelig flot lavet med nydelig grafik og masser af referencer til computerspil og kulturen omkring dem, som helt sikkert gør mange ting genkendelige for gamere. Men igen er det altså en smule overfladisk, med udfordringer og gådeløsning, der ikke helt overbeviser, men faktisk virker ret nemt for heltene at komme videre i. Jeg synes kun, der var én virkelig fed sekvens, nemlig det stykke, der foregår i en interaktiv kopi af "The Shining" – der kan man afgjort se, at Spielberg er stor fan af Kubrick. Resten er flot, men ikke overvældende godt.
Det begrænser også skuespillerne noget, at så meget foregår i computeranimationerne, så Tye Sheridan og Olivia Cooke brænder ikke igennem i de to hovedroller – jeg har klart set større prøver på begges talent i tidligere film. Mark Rylance har fortjent fået ros for sit portræt af den meganørdede spilskaber, der står bag hele plottet, og Ben Mendelsohn er da en jævnt okay generisk jakkesætsskurk. Men generelt virkede samtlige roller en smule ligegyldige for mig.
Spielberg har udtalt, at "Ready Player One" var én af de hårdeste opgaver, han nogensinde har været på som instruktør, og måske skinner det besvær også igennem i den færdige film, der simpelt hen mangler noget spark. Det er letfordøjelig popcornunderholdning, der stort set kun lever på sine referencer til anden popcornunderholdning. Men bagefter er den også hurtigt glemt igen. Det er kun den flotte produktion, som sender mig op på tre små stjerner her.
02/05-2018
