Sindssygt vellavet. Vellavet sindssyge.

Krigsveteranen Joe bor i New York, hvor han passer sin gamle mor og lever af at opspore forsvundne mennesker for lyssky klienter. Han bliver hyret til at finde en politikers forsvundne datter, men det viser sig, at særdeles magtfulde mænd ikke vil af med hende igen.

Med "You Were Never Really Here" tager forfatter-instruktør Lynne Ramsay os med ned i storbyens beskidte undergrund i en historie, som har mange forgængere på film. Fortællingen om den ensomme helt, der skal redde piger eller unge kvinder fra misbrug, findes i vidt forskellige udgaver fra fx George C. Scott i "Hardcore" over Nicolas Cage i "8mm" til Liam Neeson i "Taken". Her er det med et moderne take på helten som en slags agent uden for samfundet, der også mindede mig om Andrew Vachss' bøger - selv om den her egentlig er baseret på en nyere roman af Jonathan Ames.

Ames' plot er derudover baseret på en ganske populær konspirationsteori, nemlig den om magtfulde mænd, der driver hemmelige pædofiliringe. Så på den led er der ikke meget nyt i selve plotstrukturen, men det er der til gengæld i Ramsays fokus på heltens indre kamp frem for kun den ydre ondskab. Som i øvrigt er usminket ond - sammenlignet med de ovennævnte film har "You Were Never Really Here" klart mest til fælles med "8mm", både i det nådesløse baggrundsplot, men også i den mere filosofiske behandling af reaktionerne på ondskaben.

Det er en klassisk trope i antiheltefortællinger, at antihelten bliver psykisk skadet af de rædsler, man møder. Men her starter knækket tidligere, for helten er allerede en nedbrudt mand ved filmens start. Han bærer rundt på store traumer fra både krig og sin egen opvækst, som egentlig er det, der giver ham den ekstra motivation, når det handler om at finde misbrugte børn. Det bliver bare også hans akilleshæl, når han pludselig møder så voldsomme oplevelser, at det sender ham direkte tilbage i traumerne og en tilstand, hvor han vandrer mellem hallucinationer og realiteter, mens han forfølger sporene, og folk dør omkring ham.

Den udvikling iscenesætter Ramsay fremragende med Joaquin Phoenix i en stærk og intens hovedrolle, hvis indre kampe bliver understreget af en billedside og et lydtapet i ekspressionistisk stil. Der netop understreger, at Joe aldrig er helt klar i hovedet, mens han brutalt forfølger sin valgte mission (hans foretrukne våben er en almindelig hammer).

Jeg forstår godt, at nogle anmeldere sammenligner den her med "Taxi Driver", fordi de to hovedpersoner minder en del om hinanden. Men hvor "Taxi Driver" for mig mest var en kommentar til en verden, der var gået amok og trak sin hovedperson med sig, er "You Were Never Really Here" i mine øjne mere en bidsk modsigelse af forestillingen om den rensende heltegerning. Joe er ubehjælpeligt mærket af fortiden og fortabt i sin posttraumatiske stress - i en sådan grad, at filmens slutscene virker som en sarkastisk kommentar, hvor man som tilskuer heller ikke længere er sikker på, hvad der er virkeligt, og hvad der er vrangforestillinger.

"You Were Never Really Here" er en teknisk tour-de-force fra Lynne Ramsay, der især med hjælp fra en storspillende Joaquin Phoenix leverer en moderne noirfilm, der går lige efter struben. På nogle punkter synes jeg egentlig, at hendes forrige, den ligeledes hårdtslående "We Need to Talk About Kevin", havde mere interessant at sige. Men den her tur ned i mørket er bare sindssygt vellavet.