The Last Temptation of the Passion of the Christ
2.0
Skulle der være en 'Årets skuffelse' tilknyttet min Top 10 for sidste år, ville det uden tvivl være Martin Scorseses "Silence".
Måske jeg ikke forstod den dybere pointe, som Scorsese vil hente frem fra bogforlaget, måske jeg bare forventede for meget af et 'passion project' med årtiers udsættelser. Men faktum er altså, at jeg følte filmen var en drænende ørkenvandring udi storytelling.
Hvis det vitterlig *er* Scorseses hensigt, at vi skal lide med vores portugisiske jesuit-præst fanget i et land, der æder ham og hans tro op indefra – de uendeligt langtrukne ordløse scener, og Andrew Garfields grædefærdige statiske ansigt, og de gentagende "Træd på Jesus!"-seancer – hvis det virkelig er lavet med fuldt overlæg for, at vi som publikum også skal føle os drænet og være i symbiose med vores stædige hovedperson.....ja så er vi måske ude i et mesterværk, jeg bare ikke forstår at sætte pris på.
Men nej, jeg synes altså filmen er grotesk ringe på nogle punkter, ikke alle (åbningssekvensen er eksempelvis grum og god). Såsom hele Jesus-personificeringen de hiver ned over vores hovedperson. Med en irriterende Garfield der som sagt kun har én tangent at spille på, dog med længere og længere hår i processen. Var det virkelig nødvendigt med en genindspilning af "The Passion of the Christ"? Det er så tykt og klodset udført, at man alvorligt må undres over, hvorfor subtilitet og Scorsese har søgt om skilsmisse.
Og det sidste billede i filmens afslutning – og dermed hele ørkenvandringens budskab - er lige så banalt, som det er vammelt i sin æstetik. Med "The Wolf of Wall Street" inden, så er det trist, at en af Scorseses bedste film efterfølges af en af hans dårligste.
Måske jeg ikke forstod den dybere pointe, som Scorsese vil hente frem fra bogforlaget, måske jeg bare forventede for meget af et 'passion project' med årtiers udsættelser. Men faktum er altså, at jeg følte filmen var en drænende ørkenvandring udi storytelling.
Hvis det vitterlig *er* Scorseses hensigt, at vi skal lide med vores portugisiske jesuit-præst fanget i et land, der æder ham og hans tro op indefra – de uendeligt langtrukne ordløse scener, og Andrew Garfields grædefærdige statiske ansigt, og de gentagende "Træd på Jesus!"-seancer – hvis det virkelig er lavet med fuldt overlæg for, at vi som publikum også skal føle os drænet og være i symbiose med vores stædige hovedperson.....ja så er vi måske ude i et mesterværk, jeg bare ikke forstår at sætte pris på.
Men nej, jeg synes altså filmen er grotesk ringe på nogle punkter, ikke alle (åbningssekvensen er eksempelvis grum og god). Såsom hele Jesus-personificeringen de hiver ned over vores hovedperson. Med en irriterende Garfield der som sagt kun har én tangent at spille på, dog med længere og længere hår i processen. Var det virkelig nødvendigt med en genindspilning af "The Passion of the Christ"? Det er så tykt og klodset udført, at man alvorligt må undres over, hvorfor subtilitet og Scorsese har søgt om skilsmisse.
Og det sidste billede i filmens afslutning – og dermed hele ørkenvandringens budskab - er lige så banalt, som det er vammelt i sin æstetik. Med "The Wolf of Wall Street" inden, så er det trist, at en af Scorseses bedste film efterfølges af en af hans dårligste.
09/05-2018
