En ydmyg form for storhedsvanvid
6.0
Hvad har Alexander Payne tænkt på? Hvad har Paramount Pictures tænkt på?
”Downsizing” er en film med kæmpe ambitioner. Præmissen er absurd, tankevækkende, genial, plat… Alle de ting på én gang. Den åbner døren på klem til et univers, der snildt kunne bære en film eller to eller tre, ja sgu gerne en hel tv-serie, fordi de visuelle tryllerier, der skal sælge illusionen, snyder seeren til at tro det utrolige.
Så ja, det her er en film, hvor filmens hovedrolle, en helt almindelig amerikansk average joe, pludselig er på størrelse med en cocktailpølse og skal navigere i en verden, hvor en container kan huse en landsby. En film, hvor selveste Matt Damon – kronraget og nøgen – transporteres på en grillspatel af en kolossal kittelklædt sygeplejerske, inden han tippes over på rullebordets tinbakke med en pegefinger. Det er det stof, internet-memes er gjort af, og til tider kan man næsten høre ”Team America”-bagmændene Trey Parker og Matt Stone gnægge i kulissen, som var det dem, der trak i Damons dukketråde.
Men det er også en film, hvor Alexander Payne tør fortælle en historie. Dvæle ved følelser. Være banal. Være menneskelig. Egentlig er vi langt ude i et teknisk kompliceret science-fiction-tankespind, hvor Søren Pilmarks optræden som norsk videnskabsmand er et af mange overrumplende, underlige indfald (Neil Patrick Harris’ herlige ”one scene performance” er et andet). I kernen af det hele er det her dog en film med samme naturlige, troværdige og til tider gribende tilgang til den menneskelige tilværelses tragikomiske kompleksitet som instruktørens tidligere film, særligt ”Sideways” og ”Nebraska”. Og det tog virkelig røven på mig.
Payne og hans filmhold, hans distributører og hans investorer skal have den dybeste respekt for at gå linen ud, for at vise os noget, vi ikke har set før, og for at turde formidle en så storhedsvanvittig præmis på så ydmyg og menneskelig en måde. Og thailandske Hong Chau skal vide, at hun er guld, guld, guld værd i denne film.
En slags ”Oslo 31. August” møder ”Meet Dave”. Eller en slags ”Sideways” møder ”South Park”. Faktisk er det småt med sammenligninger, der kan stå mål med det her modige og mærkelige mini-mesterværk. ”Downsizing” skal bare opleves.
”Downsizing” er en film med kæmpe ambitioner. Præmissen er absurd, tankevækkende, genial, plat… Alle de ting på én gang. Den åbner døren på klem til et univers, der snildt kunne bære en film eller to eller tre, ja sgu gerne en hel tv-serie, fordi de visuelle tryllerier, der skal sælge illusionen, snyder seeren til at tro det utrolige.
Så ja, det her er en film, hvor filmens hovedrolle, en helt almindelig amerikansk average joe, pludselig er på størrelse med en cocktailpølse og skal navigere i en verden, hvor en container kan huse en landsby. En film, hvor selveste Matt Damon – kronraget og nøgen – transporteres på en grillspatel af en kolossal kittelklædt sygeplejerske, inden han tippes over på rullebordets tinbakke med en pegefinger. Det er det stof, internet-memes er gjort af, og til tider kan man næsten høre ”Team America”-bagmændene Trey Parker og Matt Stone gnægge i kulissen, som var det dem, der trak i Damons dukketråde.
Men det er også en film, hvor Alexander Payne tør fortælle en historie. Dvæle ved følelser. Være banal. Være menneskelig. Egentlig er vi langt ude i et teknisk kompliceret science-fiction-tankespind, hvor Søren Pilmarks optræden som norsk videnskabsmand er et af mange overrumplende, underlige indfald (Neil Patrick Harris’ herlige ”one scene performance” er et andet). I kernen af det hele er det her dog en film med samme naturlige, troværdige og til tider gribende tilgang til den menneskelige tilværelses tragikomiske kompleksitet som instruktørens tidligere film, særligt ”Sideways” og ”Nebraska”. Og det tog virkelig røven på mig.
Payne og hans filmhold, hans distributører og hans investorer skal have den dybeste respekt for at gå linen ud, for at vise os noget, vi ikke har set før, og for at turde formidle en så storhedsvanvittig præmis på så ydmyg og menneskelig en måde. Og thailandske Hong Chau skal vide, at hun er guld, guld, guld værd i denne film.
En slags ”Oslo 31. August” møder ”Meet Dave”. Eller en slags ”Sideways” møder ”South Park”. Faktisk er det småt med sammenligninger, der kan stå mål med det her modige og mærkelige mini-mesterværk. ”Downsizing” skal bare opleves.
20/07-2018
