Blockbuster på det mesterlige niveau

Efter et meget langt tilløb skruer Marvel op for alting i "Infinity War" - endnu flere superhelte, højere tempo, vildere action, flere handlingsspor på tværs af kosmos og naturligvis én af alle tiders største superskurke. For det er i høj grad ham, den gale titan Thanos, filmen handler om.

Plottet cirkulerer omkring de Infinity Stones, som er blevet introduceret i flere foregående film. Thanos ønsker at samle de seks sten og bruge deres samlede kraft til at dræbe halvdelen af alt liv i universet. Det kræver blandt andet, at han får fat i de Infinity Stones, som befinder sig hos Jordens superhelte, og da de forstår, hvad der foregår, kaster de sig ud i en desperat kamp for at stoppe massemordet.

"Infinity War" er altså en klassisk superheltehistorie om en mægtig modstander, der vil sætte enorme destruktive kræfter fri - men det virker langtfra så klichéagtigt, som det lyder. Manuskriptforfatterne skal have stor ros, for at det lykkes dem at etablere Thanos som en troværdig og frygtindgydende modstander, hvis motivation om at redde universet fra overbefolkning faktisk giver en form for mening. Gode skurke har ellers været lidt af en mangelvare i Marvels filmunivers, men her lykkes det at lancere en imponerende modstander. Thanos bliver bygget op med en pondus, som matcher den status, han har fra tegneserierne - også med godt spil fra Josh Brolin bag den computeranimerede skikkelse.

Med den forholdsvis simple præmis går det derudad i højt tempo fra allerførste scene. "Infinity War" starter faktisk midt i slutscenen fra "Thor: Ragnarok", hvor Thanos har opbragt asernes rumskib for at bemægtige sig den Infinity Stone, de har med. Så der er action og spænding fra første sekund, og instruktørduoen Anthony og Joe Russo slipper aldrig grebet igen.

Der bliver klippet hastigt frem og tilbage mellem forskellige grupper helte, der med hver deres opgave forsøger at redde verden, konstant krydret med hæsblæsende actionscener og imponerende iscenesættelse. Aldrig har så mange superhelte været samlet i én film, og posen bliver rystet grundigt, så de må arbejde sammen i helt nye konstellationer. Hvilket hjælper med at dryppe små perler af comic relief ud igennem det meste af filmen, når heltene kommer med spydige kommentarer til deres nye allierede. Det er fx herligt at se to virkelig store egoer ramle sammen, når Iron Man og Doctor Strange mødes.

Instruktørerne øvede sig jo på at håndtere en stor samling helte i "Captain America: Civil War", men det var kun en let forret sammenlignet med den her. Der er nærmest dobbelt så mange hovedpersoner med i "Infinity War", og det er virkelig utroligt, så smidigt det bliver løst, ved at de hver især kun har begrænset tid på lærredet, hvor skuespillerne så til gengæld gør alt for at brænde igennem. Der bliver filmmagerne selvfølgelig også hjulpet af, at det her er film nr. 19 i rækken, for jeg gætter på, at det er totalt forvirrende med alle de mennesker, der hopper ind og ud af billedet, hvis man aldrig før har set en Marvel-film. Men det er så også en central del af konceptet, som er kopieret fra Marvels tegneserieunivers, og man vel må sige, at de kan tillade sig at trække på genkendelsens glæde, når de foregående film nu har været så populære.

"Infinity War" er strålende popcornunderholdning med bulder, brag og humor strøet ud over en række flot designede locations på forskellige planeter. Men vi får ikke blot en konstant strøm af højdepunkter, der forsøger at overgå hinanden. Det er en historie, hvor der i høj grad er noget på spil for heltene med et gennemgående tema om opofrelse, og hvad man vil give for det, man tror på. Samtidig med at handlingen er virkelig professionelt skruet sammen med en flot etableret spændingskurve, der aldrig slipper taget (som det ellers nemt kan ske for film af denne type, hvis de lægger for hårdt ud).

Der bliver flot og effektivt bygget på, så man midt i virvarret hele tiden forstår, hvad der er på spil, og hvorfor det næste punkt er vigtigt. Inden man så lander i en slutsekvens, som med garanti har fået millioner af mennesker til at tabe underkæben. Nogle vil måske forsøge at finde huller i suppen, men helt ærligt: Hvor tit ser man en megablockbuster sætte så meget på spil, som det sker her? Der bliver netop ikke spillet på det sikre.

Jeg sad i hvert fald i mit biografsæde og havde lyst til at se den næste Avengers-film lige med det samme.

Og det er det, der er den slet skjulte hemmelighed bag Marvels succes. Det er lykkedes dem at lave en filmserie, der netop fungerer som serie. "Infinity War" er som nævnt nr. 19 i rækken, og jeg sad bagefter og overvejede, om det måske også er den bedste af dem alle. Ikke mindst fordi filmen bygger oven på foregående afsnit, der gør den stærkere - og ikke svagere som de udvandede fortsættelser, der ellers er så almindelige i længere filmserier.

På den led mener jeg, Marvel har præsteret noget unikt i filmhistorien. Aldrig før har nogen formået at lave et så omfattende univers og få det til at fungere på tværs af så mange - og i øvrigt ganske forskellige - film. Hvilket faktisk burde give afsæt til noget filmteori, når der på et tidspunkt er kloge hoveder, der kan se ud over de spraglede kostumer. Nutidens filmfans er opflasket med den franske auteurteori, der ser instruktøren som den ultimative dirigent og kunstner bag en film. Men Marvel-filmene fungerer på et plan, der er større end den enkelte film, og det giver efter min mening grund til at overveje, om de ikke er et bevis på, at auteurrollen også kan ligge et andet sted. Nemlig hos producer Kevin Feige, der er manden med den store vision og planer 10 år frem i tiden, som sikrer, at Marvel-filmuniverset lever som en større helhed, uden at de enkelte film træder hinanden alt for meget over tæerne.

For det er den imponerende pointe, synes jeg: "Infinity War" er et monstrum af en film, som ikke burde kunne fungere så godt, som den gør. Men det gør den altså. Som turbotunet popunderholdning og som et overrumplende klimaks i den mest succesfulde filmserie nogensinde. Det er en blockbuster af allerhøjeste karat.