Fiktiv rejse mod freden
3.0
I 2006 har den britiske regering indkaldt de stridende parter fra konflikten i Nordirland til fredsforhandlinger. Efter en uproduktiv start bliver forhandlingerne afbrudt, fordi Ulster-loyalisternes leder, Ian Paisley, skal hjem til sit guldbryllup, og dårligt vejr truer med at lukke alle lufthavne. For at kunne godkende de ændrede planer kræver republikanerne, at deres leder, Martin McGuinness, får lov til at køre med til flyet. Og den lange biltur giver de to mænd lejlighed til at tale sammen for første gang.
"The Journey" handler om de afgørende momenter i den fredsforhandling, der resulterede i en ny aftale, efter at den nordirske konflikt igen var blusset op efter årtusindskiftet. Det er så en fiktiv udgave af historien, for bilturen til lufthavnen har aldrig fundet sted - men her bliver den brugt som altdominerende dramatisk metafor for den tilnærmelse, der var nødt til at ske mellem McGuinness og Paisley.
Det ruller instruktør Nick Hamm - der selv er nordirer - ud som et politisk kammerspil med masser af plads til de to hovedroller. Timothy Spall er den hadske prædikant Paisley, der i starten lodret nægter at tale med modparten og gemmer sig bag tyk selvretfærdighed. Omvendt bliver McGuinness portrætteret som en større realist af en velspillende Colm Meaney, der virker noget mere troværdig som den tidligere IRA-terrorist, der nu søger fred. Deres samspil giver mange gode scener, men for mig virkede Spalls rolle alligevel næsten som en parodi nogle gange, fordi han er så umanerligt selvretfærdig.
Den meget låste ramme med to mænd og deres chauffør i en bil giver filmen et meget teatralsk præg, som kun bliver forsøgt brudt med krydsklipning tilbage til udgangspunktet i St. Andrews, hvor MI5 følger med via overvågningsudstyr i bilen. Hele det sideplot virker også en anelse påklistret, men det rummer trods alt et par udmærkede biroller til Toby Stephens som Tony Blair og nu afdøde John Hurt som rutineret efterretningsagent.
Trods den meget konstruerede ramme fungerer "The Journey" et langt stykke ad vejen som en overordnet fortælling om den nordirske konflikt og det dybe nag, som terror og overgreb har skabt på begge sider. Filmens udtalte og sympatiske pointe er, at man er nødt til at lade fortid være fortid, hvis man vil bryde den negative cirkel i en så dybtliggende strid. Men i sidste ende er det altså netop en meget konstrueret fortælling, hvor nogle elementer virker lidt for søgte, og det trækker filmen ned på det jævne som helhed.
"The Journey" handler om de afgørende momenter i den fredsforhandling, der resulterede i en ny aftale, efter at den nordirske konflikt igen var blusset op efter årtusindskiftet. Det er så en fiktiv udgave af historien, for bilturen til lufthavnen har aldrig fundet sted - men her bliver den brugt som altdominerende dramatisk metafor for den tilnærmelse, der var nødt til at ske mellem McGuinness og Paisley.
Det ruller instruktør Nick Hamm - der selv er nordirer - ud som et politisk kammerspil med masser af plads til de to hovedroller. Timothy Spall er den hadske prædikant Paisley, der i starten lodret nægter at tale med modparten og gemmer sig bag tyk selvretfærdighed. Omvendt bliver McGuinness portrætteret som en større realist af en velspillende Colm Meaney, der virker noget mere troværdig som den tidligere IRA-terrorist, der nu søger fred. Deres samspil giver mange gode scener, men for mig virkede Spalls rolle alligevel næsten som en parodi nogle gange, fordi han er så umanerligt selvretfærdig.
Den meget låste ramme med to mænd og deres chauffør i en bil giver filmen et meget teatralsk præg, som kun bliver forsøgt brudt med krydsklipning tilbage til udgangspunktet i St. Andrews, hvor MI5 følger med via overvågningsudstyr i bilen. Hele det sideplot virker også en anelse påklistret, men det rummer trods alt et par udmærkede biroller til Toby Stephens som Tony Blair og nu afdøde John Hurt som rutineret efterretningsagent.
Trods den meget konstruerede ramme fungerer "The Journey" et langt stykke ad vejen som en overordnet fortælling om den nordirske konflikt og det dybe nag, som terror og overgreb har skabt på begge sider. Filmens udtalte og sympatiske pointe er, at man er nødt til at lade fortid være fortid, hvis man vil bryde den negative cirkel i en så dybtliggende strid. Men i sidste ende er det altså netop en meget konstrueret fortælling, hvor nogle elementer virker lidt for søgte, og det trækker filmen ned på det jævne som helhed.
23/07-2018
