92 minutters desperation og død

3.0
22. juli 2011 er en dato, der for evigt er naglet fast i norsk historie. Det var den dag, hvor Anders Behring Breivik først sprængte en bombe i Oslos regeringskvarter og derefter angreb en socialdemokratisk ungdomslejr på øen Utøya. 69 mennesker døde på Utøya, og angrebene blev for mange en påmindelse, om at højreorienteret terror også er en potentielt stor trussel.

Med "Utøya 22. juli" har Erik Poppe lavet den første film om angrebet, og den var ikke overraskende kontroversiel, længe før nogen havde set den. For kunne man tillade sig at lave en kommerciel film om det, og hvad med respekten for ofrene?

Når man ser den færdige film, er det tydeligt, at Poppe og manuskriptforfatterne har været ekstremt bevidste om netop den type spørgsmål. For "Utøya 22. juli" ser udelukkende begivenhederne fra ofrenes side. Breivik bliver kun nævnt ved navn i efterteksterne, og i selve filmen optræder han blot én enkelt gang som en silhuet i horisonten. Resten af tiden er han en usynlig kraft uden for billedet, der én efter én får folk til at falde døde eller sårede omkuld.

Filmens vinkel er altså at videregive oplevelsen af at være bytte for en kynisk terrorist, og det lykkes med en god kontrast i de få indledende scener, hvor de unge socialdemokrater opfører sig som normale unge på sommerlejr og diskuterer, hvad det er for nogle mærkelige nyheder, der kommer fra Oslo. Inden de første teenagere på flugt kommer spændende igennem lejren.

Derfra er det overvældende indtryk kaos. "Utøya 22. juli" illustrerer flot, hvor forvirrende og kaotisk det er at være på jorden i sådan en situation, hvor folk ikke har noget overblik, men går i panik, løber i alle retninger, forsøger at komme væk og desperat fokuserer på de meget nære ting, som fx hvor éns yngre søskende er henne. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at der er meget dårlig mobildækning på øen.

På den måde viser filmen ekstremt overbevisende, hvordan én enkelt mand kan sprede så meget død med en riffel. Folk i sådan en situation er forvirrede og pissebange og kan overhovedet ikke finde ud af at organisere sig. Og resultatet er altså, at 69 uskyldige mister livet, fordi de tilfældigvis er taget på sommerlejr.

Følelsen af panik og håbløshed kryber effektivt ind under huden, og Andrea Berntzen er god i den centrale rolle som den unge kvinde, kameraet konsekvent følger rundt i frøperspektiv. Hvilket selvsagt bare understreger fornemmelsen af total forvirring.

Poppe får helt klart formidlet det billede af angrebet, som han gerne vil levere, og det er umuligt at lade være med at blive berørt. Men samtidig bliver det også noget repetitivt, at man på den måde bliver sænket ned i begivenhederne sekund for sekund. Man ved jo godt, at der bare kommer mere meningsløs død, indtil slutteksterne kommer på. Og Poppe forfalder også til at give et slag med halen i en slutscene, der lugter meget af at skulle passe ind som dramatisk konstruktion.

Samtidig virker det også skævt på mig, at personerne i filmen er fiktive. Der ligger givetvis nogle overvejelser om respekt for ofrene bag, men når man vælger et så dokumentarisk format, som "Utøya 22. juli" har, er det altså underligt, at det hele alligevel bare er en fiktionaliseret konstruktion af, hvordan det måske foregik. Sammen med den lidt for åbenlyst dramatiserede opbygning gjorde det filmen til en lidt halvlunken oplevelse for mig. Poppe formår helt klart at trække én ned i en uforstående rædsel, men det bliver nogle procent for konstrueret til min smag.
Utøya 22. juli