Skudsikker Vesten
4.0
Jeg fik et uventet men mægtigt knytnæveslag i maven med ”Sicario” i biografen, så selvfølgelig skulle afstikkeren, med undertitlen 'Day of the Soldado', da også ses.
Skepsissen havde ellers fået lov at brede sig inden. For det første virkede ”Sicario” som en afgrænset film, der nåede i mål med det, den ville. For det andet måtte Villeneuve (en instruktør jeg efterhånden tilbeder) modvilligt trække sig fra projektet pga. travlt skema. Men sørme om italienske Stefano Sollima – der kender stoffet – ikke hiver en glimrende 2'er op af hatten.
Den største overraskelse er, at vi denne gang får en anderledes plotdrevet film, når nu det er Taylor Sheridan, der igen har skrevet manus. Men det gør mig intet. Hvor Sicarios næsten ikke-eksisterende plot fungerede fantastisk i sit hemmelighedskræmmeri, så håbede jeg ærligt på flere sider i ringbindet denne gang. Først og fremmest fordi jeg helvedes gerne ville lære CIA-agenten Matt Graver og dødsenglen Alejandro bedre at kende, som Josh Brolin og Benicio Del Toro henholdsvis udklækkede i første film. Det er sjældent man kan skabe så interessante karakterer, som vi får så lidt at vide om. Her er der meget mere plads at spille på for dem, og de banker den begge op i krydset. Brolin er igen en fornøjelse (”fucking Mondays huh?”), og jeg elsker hvad de gør ved hans skarptskårne karakter til sidst. Del Toros øjne flænser atter lærredet. Han giver os endnu en underspillet pragtpræstation, men mest imponerende er hvordan han tackler den - på papiret farlige - sentimentalitet, der drages ind. Så veludført. Den karakter er ganske enkelt for god til at dø, og jeg elsker, at 'Soldado' – helt bogstaveligt – erkender dette.
Det føles helt rigtigt, at den her film er tilegnet Jóhann Jóhannsson. Til min store glæde slutter den med de bragende dybe strenge fra "The Beast”, det utvivlsomt mest mindeværdige stykke fra første films mageløse soundtrack. Hans helt særlige lydbillede mangler vi, men cellisten (på Sicario-soundtracket) der har taget roret, slipper flot fra det.
Som med "Sicario" er man lykkedes med at lave en stærk genrefilm med afsæt i et realpolitisk mareridt. Den har ikke den første films opslugende karakter, men hvad gør det, når man har den bedste konvoj-scene, jeg nogensinde har set. Den er også lige lovlig kluntet sine steder i sit ”rå og realistisk”-setup, heriblandt Matthew Modine som næsten karikeret forsvarsminister. Men det er en fed og veldrejet actionthriller, og så' nogle hænger faktisk langt fra på træerne.
Skepsissen havde ellers fået lov at brede sig inden. For det første virkede ”Sicario” som en afgrænset film, der nåede i mål med det, den ville. For det andet måtte Villeneuve (en instruktør jeg efterhånden tilbeder) modvilligt trække sig fra projektet pga. travlt skema. Men sørme om italienske Stefano Sollima – der kender stoffet – ikke hiver en glimrende 2'er op af hatten.
Den største overraskelse er, at vi denne gang får en anderledes plotdrevet film, når nu det er Taylor Sheridan, der igen har skrevet manus. Men det gør mig intet. Hvor Sicarios næsten ikke-eksisterende plot fungerede fantastisk i sit hemmelighedskræmmeri, så håbede jeg ærligt på flere sider i ringbindet denne gang. Først og fremmest fordi jeg helvedes gerne ville lære CIA-agenten Matt Graver og dødsenglen Alejandro bedre at kende, som Josh Brolin og Benicio Del Toro henholdsvis udklækkede i første film. Det er sjældent man kan skabe så interessante karakterer, som vi får så lidt at vide om. Her er der meget mere plads at spille på for dem, og de banker den begge op i krydset. Brolin er igen en fornøjelse (”fucking Mondays huh?”), og jeg elsker hvad de gør ved hans skarptskårne karakter til sidst. Del Toros øjne flænser atter lærredet. Han giver os endnu en underspillet pragtpræstation, men mest imponerende er hvordan han tackler den - på papiret farlige - sentimentalitet, der drages ind. Så veludført. Den karakter er ganske enkelt for god til at dø, og jeg elsker, at 'Soldado' – helt bogstaveligt – erkender dette.
Det føles helt rigtigt, at den her film er tilegnet Jóhann Jóhannsson. Til min store glæde slutter den med de bragende dybe strenge fra "The Beast”, det utvivlsomt mest mindeværdige stykke fra første films mageløse soundtrack. Hans helt særlige lydbillede mangler vi, men cellisten (på Sicario-soundtracket) der har taget roret, slipper flot fra det.
Som med "Sicario" er man lykkedes med at lave en stærk genrefilm med afsæt i et realpolitisk mareridt. Den har ikke den første films opslugende karakter, men hvad gør det, når man har den bedste konvoj-scene, jeg nogensinde har set. Den er også lige lovlig kluntet sine steder i sit ”rå og realistisk”-setup, heriblandt Matthew Modine som næsten karikeret forsvarsminister. Men det er en fed og veldrejet actionthriller, og så' nogle hænger faktisk langt fra på træerne.
29/07-2018
