fra sang til sang

For mig ramte Terrence Malick den perfekte balance mellem flydende sanselighed, poesi og narrativ i mesterværket The Tree of Life. I hans tre efterfølgende film (dokumentarfilmen Voyage of Time ekskluderet i denne ligning, da jeg endnu ikke har set den) har Malick opereret i samme stil, men har mestendels fraskåret narrativet. Det har gjort, at på trods af, at jeg egentlig godt på flere måder har kunnet lide filmene og i særdeleshed været overrumplet af deres momenter, så har det fulde værk ikke haft et større gennemslagskraft. Sådan er det også med Malicks Song to Song, der svæver lidt for meget rundt og har en ordentlig håndfuld minutter over halvvejs, hvor jeg var fuldstændig uinvolveret. Men Song to Song har alligevel en mere fremtrædende klarhed i sig end eksempelvis Knight of Cups igennem dens kærlighedshistorie mellem Ryan Gosling og Rooney Mara, der deler en god kemi og viderebringer kærlighedsfølelserne mere nærværende end Ben Affleck og Olga Kurylenko gjorde i den sjæle-ens To the Wonder. Når Malick fokuserer på Gosling og Maras forhold lever Song to Song, stadig ikke så uafrysteligt og uendelig smuk som i nogle af mandens tidligere film, men ikke desto mindre seværdigt, og Michael Fassbender gør en god figur i baggrunden som den skiftende musikproducer, der føler sig grim i forhold til kæresteparrets skønhed. Filmsproget i Song to Song er nu velkendt, men selvom sanseligheden er evident, så bliver det sjældent for alvor poetisk. De fire stjerner er ikke uden lidt forbehold, men Song to Song er værd at opsøge, og musikmiljøet klæder den altid interessante Malick.