SKRID, DET ER EN LUKKET FEST
3.0
Den unge Justine (Dunst) fejrer sit bryllup i sin søsters (Gainsbourg) palæ. Hendes ophold ender dog med at blive særdeles forlænget og uden sin nye mand, da hun bliver ramt af en alvorlig, muligvis overjordisk depression i kølvandet på intet mindre end Jordens undergang, som skal vise sig at være forestående. Planeten Melancholia er på kollisionskurs mod Justine og hele vores klode.
Denne anmelder var personligt skuffet over oplevelsen. Den danske instruktør Lars von Trier trænger til at komme ned på jorden og lave nogen rigtige film, for selvom hans "Melancholia" af nogen ganske givet bliver anset som kunst, ændrer det ikke på, at det er en meget rodet affære. Øjensynligt er han komplet ligeglad med manden i biografsædet og det mærkes fra start til slut i hans ekskluderende historiefortælling: Første halvdel af filmen er et klassisk bryllup og man er ærligt talt ligeglad med den tilsyneladende overlagt trivielle handling. I anden halvdel er det bare umuligt at forstå, hvad der sker. Og det er altså hvor meget Wagner-musik, der så måtte være tilsat, upåagtet.
På den lyse side af planeten Melancholia finder vi dog et af Lars von Triers bedste casts til dato. Her er især Kirsten Dunst et regulært scoop. Hun er selvfølgelig primært kendt for klassiske underholdningsfilm som "Bringt It On" og "Spider-Man"-serien, men her udviser hun et sjældent bredt spektrum, hvor hun prøver at få det bedste ud af Justine-figuren, som med en forkert skuespillerinde ved roret ikke havde været andet end en smuk kvinde, der kastes rundt mellem diverse underlige situationer. Det kunne have været interessant at se hendes medspiller fra "Spider-Man", Willem Dafoe, tilslutte sig besætningen, da han også har været med i flere af von Triers film, men til gengæld dukker Kiefer Sutherland op som Justines svoger John. Han er god som altid, selvom rollen savner minutter på skærmen. Det øvrige cast er europæiske skuespillere, som mest begår sig i smallere kunstfilm.
For at konkludere: Godt nok starter filmen med en bryllupsfest, men da man som biografgænger når hen til indgangen i sit stiveste puds og billetten i hånden, må man sande, at det altså er en lukket fest kun for Hr. von Trier og hans få inviterede. Han skal lære, at man ikke behøver være kryptisk og hermetisk lukket for at sætte tanker i gang hos publikum. Hvis bare manuskriptet holder, kan en film sagtens være underholdende og intellektuelt stimulerende på samme tid. Selvom man står udenfor og er hensat til at kigge ind ad vinduerne, er der dog visse aspekter at glæde sig over. Filmen har nogen imponerende, til tider skræmmende specialeffekter (det er ikke en film for de yngste) og der er nogle gode skuespillere med, hvor især Kiefer Sutherland er et glædeligt gensyn. Derfor roterer "Melancholia" ikke ind i Jorden denne gang, men ind i tre solide stjerner, som forhåbentligt kan sende von Trier på rette kurs i universet.
Denne anmelder var personligt skuffet over oplevelsen. Den danske instruktør Lars von Trier trænger til at komme ned på jorden og lave nogen rigtige film, for selvom hans "Melancholia" af nogen ganske givet bliver anset som kunst, ændrer det ikke på, at det er en meget rodet affære. Øjensynligt er han komplet ligeglad med manden i biografsædet og det mærkes fra start til slut i hans ekskluderende historiefortælling: Første halvdel af filmen er et klassisk bryllup og man er ærligt talt ligeglad med den tilsyneladende overlagt trivielle handling. I anden halvdel er det bare umuligt at forstå, hvad der sker. Og det er altså hvor meget Wagner-musik, der så måtte være tilsat, upåagtet.
På den lyse side af planeten Melancholia finder vi dog et af Lars von Triers bedste casts til dato. Her er især Kirsten Dunst et regulært scoop. Hun er selvfølgelig primært kendt for klassiske underholdningsfilm som "Bringt It On" og "Spider-Man"-serien, men her udviser hun et sjældent bredt spektrum, hvor hun prøver at få det bedste ud af Justine-figuren, som med en forkert skuespillerinde ved roret ikke havde været andet end en smuk kvinde, der kastes rundt mellem diverse underlige situationer. Det kunne have været interessant at se hendes medspiller fra "Spider-Man", Willem Dafoe, tilslutte sig besætningen, da han også har været med i flere af von Triers film, men til gengæld dukker Kiefer Sutherland op som Justines svoger John. Han er god som altid, selvom rollen savner minutter på skærmen. Det øvrige cast er europæiske skuespillere, som mest begår sig i smallere kunstfilm.
For at konkludere: Godt nok starter filmen med en bryllupsfest, men da man som biografgænger når hen til indgangen i sit stiveste puds og billetten i hånden, må man sande, at det altså er en lukket fest kun for Hr. von Trier og hans få inviterede. Han skal lære, at man ikke behøver være kryptisk og hermetisk lukket for at sætte tanker i gang hos publikum. Hvis bare manuskriptet holder, kan en film sagtens være underholdende og intellektuelt stimulerende på samme tid. Selvom man står udenfor og er hensat til at kigge ind ad vinduerne, er der dog visse aspekter at glæde sig over. Filmen har nogen imponerende, til tider skræmmende specialeffekter (det er ikke en film for de yngste) og der er nogle gode skuespillere med, hvor især Kiefer Sutherland er et glædeligt gensyn. Derfor roterer "Melancholia" ikke ind i Jorden denne gang, men ind i tre solide stjerner, som forhåbentligt kan sende von Trier på rette kurs i universet.
30/07-2018
