Hypnoserod
2.0
I 1951 går et røveri mod Landmandsbanken på Nørrebrogade i København galt, og røveren skyder to af bankens ansatte. Han bliver arresteret umiddelbart efter, men under efterforskningen får politiet mistanke, om at han var blevet hypnotiseret til at begå røveriet.
Sagen om hypnosemordene er én af de mest spektakulære i dansk kriminalhistorie. Faktisk så spektakulær, at den nu er kommet ud over landets grænser på film, efter at den finske forfatter-instruktør Arto Halonen blev fascineret af historien og samlede midler til at lave "The Guardian Angel" som en international produktion.
Det er en pudsig oplevelse at se en film, der delvist er optaget på københavnske locations, men hvor danske skuespillere taler engelsk til hinanden, samtidig med at det altså er en rent dansk historie. Det er der selvfølgelig ikke noget galt med i sig selv, og "The Guardian Angel" er i øvrigt en ganske nydelig visualisering af København i 50'erne. Men desværre lever Halonens formidling af historien ikke op til indpakningen.
Hypnosemordene er en særdeles bizar sag, men Halonen bruger mange kræfter på netop at fremhæve det bizarre, uden at selve fortællingen om sagen hænger ordentligt sammen. Politiet skøjter rundt i alle retninger og opfører sig uprofessionelt, mens Halonen på den ene side gerne vil iscenesætte bagmanden som en skummelt farlig modstander, samtidig med at han på den anden side forsøger at antyde, at politiet er villige til at opfinde beviser for at få ham dømt. Det sidste er egentlig en interessant vinkel - det ville næppe kunne lade sig gøre at få nogen dømt for at have hypnotiseret andre til en forbrydelse i dag - men den bliver altså slet ikke ført ordentligt igennem.
Derudover føler Halonen sig underligt nok nødt til at opfinde ekstra spændingselementer for at få filmen til at blive interessant. Det er især meget tydeligt i sideplottet om efterforskningslederens kone, der bliver rodet ind i sagen og bliver fascineret af hypnotisøren. Og den del er altså ren fiktion, som forsøger at give politimanden et personligt motiv, selv om filmen allerede har antydet, at han måske er ekstra meget efter de to mistænkte, fordi de støttede nazisterne under besættelsen.
Pilou Asbæk er i øvrigt ikke helt overbevisende som kriminalassistent Olsen - faktisk fungerer Sara Soulié bedre som hans kone, der altså er en helt fiktiv rolle. Men filmens bedste rolle ligger trods alt hos Josh Lucas, der får lov til at give den gas med smørrede grin og ond karma som manden, der hypnotiserer sin ven til at begå mord. Generelt virker filmens roller dog lidt stive og forcerede i det, og Cyron Melville brænder heller ikke rigtig igennem som bankrøveren.
Sagen om hypnosemordene indeholder egentlig alt, hvad man skulle synes var nødvendigt for at kunne lave en god film. Men Halonen får hverken landet den som en troværdig dramadokumentarisk fortælling eller som en mere underholdningsorienteret thriller. "The Guardian Angel" bliver hverken fugl eller fisk, men ender som en rodet omgang, der aldrig rammer en gennemgående tone i fortællingen.
Sagen om hypnosemordene er én af de mest spektakulære i dansk kriminalhistorie. Faktisk så spektakulær, at den nu er kommet ud over landets grænser på film, efter at den finske forfatter-instruktør Arto Halonen blev fascineret af historien og samlede midler til at lave "The Guardian Angel" som en international produktion.
Det er en pudsig oplevelse at se en film, der delvist er optaget på københavnske locations, men hvor danske skuespillere taler engelsk til hinanden, samtidig med at det altså er en rent dansk historie. Det er der selvfølgelig ikke noget galt med i sig selv, og "The Guardian Angel" er i øvrigt en ganske nydelig visualisering af København i 50'erne. Men desværre lever Halonens formidling af historien ikke op til indpakningen.
Hypnosemordene er en særdeles bizar sag, men Halonen bruger mange kræfter på netop at fremhæve det bizarre, uden at selve fortællingen om sagen hænger ordentligt sammen. Politiet skøjter rundt i alle retninger og opfører sig uprofessionelt, mens Halonen på den ene side gerne vil iscenesætte bagmanden som en skummelt farlig modstander, samtidig med at han på den anden side forsøger at antyde, at politiet er villige til at opfinde beviser for at få ham dømt. Det sidste er egentlig en interessant vinkel - det ville næppe kunne lade sig gøre at få nogen dømt for at have hypnotiseret andre til en forbrydelse i dag - men den bliver altså slet ikke ført ordentligt igennem.
Derudover føler Halonen sig underligt nok nødt til at opfinde ekstra spændingselementer for at få filmen til at blive interessant. Det er især meget tydeligt i sideplottet om efterforskningslederens kone, der bliver rodet ind i sagen og bliver fascineret af hypnotisøren. Og den del er altså ren fiktion, som forsøger at give politimanden et personligt motiv, selv om filmen allerede har antydet, at han måske er ekstra meget efter de to mistænkte, fordi de støttede nazisterne under besættelsen.
Pilou Asbæk er i øvrigt ikke helt overbevisende som kriminalassistent Olsen - faktisk fungerer Sara Soulié bedre som hans kone, der altså er en helt fiktiv rolle. Men filmens bedste rolle ligger trods alt hos Josh Lucas, der får lov til at give den gas med smørrede grin og ond karma som manden, der hypnotiserer sin ven til at begå mord. Generelt virker filmens roller dog lidt stive og forcerede i det, og Cyron Melville brænder heller ikke rigtig igennem som bankrøveren.
Sagen om hypnosemordene indeholder egentlig alt, hvad man skulle synes var nødvendigt for at kunne lave en god film. Men Halonen får hverken landet den som en troværdig dramadokumentarisk fortælling eller som en mere underholdningsorienteret thriller. "The Guardian Angel" bliver hverken fugl eller fisk, men ender som en rodet omgang, der aldrig rammer en gennemgående tone i fortællingen.
08/08-2018
