UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING
6.0
Indimellem trænger man bare til at læne sig tilbage og nyde en film af højeste kaliber. En film, som ikke afkræver en stor intellektuel eller følelsesmæssig investering fra sin seer, men stadig underholder og overrasker. Sådan en film er "Bollevenner" og de to hovedpersoner Dylan (Timberlake) og Jamie (Kunis) befinder sig i en lignende situation, bare i deres kærlighedsliv.
Efter en mildest talt ekstraordinær jobsamtale (det skal ses!) indleder de to unge mennesker et forhold som såkaldte bollevenner. "Bollevenner" er betegnelsen for et forhold, som primært består af seksuel aktivitet og udelukker romantiske følelser. Det er et begreb, der kommer lige så meget på prøve gennem filmens forløb som de to turtelduer selv, da det udfordrer menneskets dikotomiske balance mellem hang til og uforenelighed med monogami. Det er ikke nogen nem opgave at formidle på en måde, der ikke tynger den lethed, genren foreskriver, men instruktør Will Gluck finder vejen med sit kompas i form af det vovede manuskript, han selv har forfattet sammen med Keith Merryman og David A. Newman (parret bag den dybt satiriske "Think Like A Man"-serie). Derudover får han hjælp af sine matroser i form af et forrygende cast.
Som de to bollevenner finder vi henholdsvis Mila Kunis primært kendt fra TV-verdenen og mindre populære film samt sangeren Justin Timberlake, der har sat indspilningerne af det næste hit-album på pause for at indtræde i den traditionsrige række af musikere, der er gået til filmen. Det er således et cast, der har godt fat i det unge publikum, der her får lejlighed til at se to af deres foretrukne idoler i kækt samspil. Der er dog ingen øvre aldersgrænse for filmen - det ældre publikum vil kunne glæde sig over to lettere ukendte ansigter, der til gengæld leverer al den karisma og charme, der forventes af en romantisk komedie. På en eller anden måde lykkes det de to at genskabe den romantiske magi fra klassikere som "Det Bli'r Ikke Bedre" og "Da Harry Mødte Sally" uden at forstyrre filmens overordnede stil, som er topmoderne.
Der er altså lagt op til en aften med masser af grin og romance. Som enhver god film rummer "Bollevenner" imidlertid også mere end bare det. Vælger man at gå dybere i forholdet til denne film, kan man se frem til meget begavede iagttagelser om menneskets natur. I virkeligheden er det en undersøgelse af og hyldest til livets flygtige natur og en direkte opfordring til at gribe hvert øjeblik, som vi ganske uanende bliver præsenteret gennem en lang række af filmens motiver. Enhver afslutning symboliserer døden, især for Dylan, der må acceptere sin fars sygdom. Når man først ser filmen i det perspektiv, er det som om, at begrebet bollevenner står uendeligt stærkere som det moderne samfunds forsøg på at omgås egen dødsangst. Intet betoner det mere end Richard Jenkins som Dylans demente far, selvom en Al Pacino eller Dustin Hoffman havde været mere oplagt til rollen.
"Bollevenner" er uforpligtende underholdning, men ender med at vække noget i publikum. Om det er den umiddelbare begejstring eller mere eftertænksomme overvejelser, kan den enkelte seer selv vælge. Utvivlsomt en skarp og tiltænkt symbiose mellem form og indhold fra Glucks side, da det er præcis samme rejse, vores to hovedpersoner kommer ud på. Det er første klasses romantisk komedie, som sikkert vil inspirere mange til at prøve at få en bolleven, men også tænke over det monogame forhold anno 2011 generelt. Seks stjerner.
Efter en mildest talt ekstraordinær jobsamtale (det skal ses!) indleder de to unge mennesker et forhold som såkaldte bollevenner. "Bollevenner" er betegnelsen for et forhold, som primært består af seksuel aktivitet og udelukker romantiske følelser. Det er et begreb, der kommer lige så meget på prøve gennem filmens forløb som de to turtelduer selv, da det udfordrer menneskets dikotomiske balance mellem hang til og uforenelighed med monogami. Det er ikke nogen nem opgave at formidle på en måde, der ikke tynger den lethed, genren foreskriver, men instruktør Will Gluck finder vejen med sit kompas i form af det vovede manuskript, han selv har forfattet sammen med Keith Merryman og David A. Newman (parret bag den dybt satiriske "Think Like A Man"-serie). Derudover får han hjælp af sine matroser i form af et forrygende cast.
Som de to bollevenner finder vi henholdsvis Mila Kunis primært kendt fra TV-verdenen og mindre populære film samt sangeren Justin Timberlake, der har sat indspilningerne af det næste hit-album på pause for at indtræde i den traditionsrige række af musikere, der er gået til filmen. Det er således et cast, der har godt fat i det unge publikum, der her får lejlighed til at se to af deres foretrukne idoler i kækt samspil. Der er dog ingen øvre aldersgrænse for filmen - det ældre publikum vil kunne glæde sig over to lettere ukendte ansigter, der til gengæld leverer al den karisma og charme, der forventes af en romantisk komedie. På en eller anden måde lykkes det de to at genskabe den romantiske magi fra klassikere som "Det Bli'r Ikke Bedre" og "Da Harry Mødte Sally" uden at forstyrre filmens overordnede stil, som er topmoderne.
Der er altså lagt op til en aften med masser af grin og romance. Som enhver god film rummer "Bollevenner" imidlertid også mere end bare det. Vælger man at gå dybere i forholdet til denne film, kan man se frem til meget begavede iagttagelser om menneskets natur. I virkeligheden er det en undersøgelse af og hyldest til livets flygtige natur og en direkte opfordring til at gribe hvert øjeblik, som vi ganske uanende bliver præsenteret gennem en lang række af filmens motiver. Enhver afslutning symboliserer døden, især for Dylan, der må acceptere sin fars sygdom. Når man først ser filmen i det perspektiv, er det som om, at begrebet bollevenner står uendeligt stærkere som det moderne samfunds forsøg på at omgås egen dødsangst. Intet betoner det mere end Richard Jenkins som Dylans demente far, selvom en Al Pacino eller Dustin Hoffman havde været mere oplagt til rollen.
"Bollevenner" er uforpligtende underholdning, men ender med at vække noget i publikum. Om det er den umiddelbare begejstring eller mere eftertænksomme overvejelser, kan den enkelte seer selv vælge. Utvivlsomt en skarp og tiltænkt symbiose mellem form og indhold fra Glucks side, da det er præcis samme rejse, vores to hovedpersoner kommer ud på. Det er første klasses romantisk komedie, som sikkert vil inspirere mange til at prøve at få en bolleven, men også tænke over det monogame forhold anno 2011 generelt. Seks stjerner.
16/08-2018
