Småtterier fra Marvel
3.0
Scott Lang får en mystisk besked, der tyder på, at han kan hjælpe manden bag Langs karriere som Ant-Man, Dr. Henry Pym, med at finde hans kone, der årtier forinden forsvandt i kvantedimensionen. Der er bare lige det problem, at Lang sidder i husarrest på grund af de nye superheltelove, plus at flere andre er på jagt efter Pyms potente skrumpeteknologi.
Marvel tager lige et sidespor med en ny historie om deres mindste helte, efter at resten af filmuniverset ellers blev rusket gevaldigt rundt i den seneste Avengers-film. Der var Ant-Man ikke med, men nu får vi så at vide, hvad han lavede, mens resten af superheltene havde travlt med den kosmiske dommedagstrussel.
Peyton Reed er tilbage i instruktørstolen og fortsætter den uhøjtidelige stil fra den vellykkede "Ant-Man" - dog med en lille ændring i genre. Hvor den første film var opbygget som en kupfilm, er toeren mere en svindlerkomedie, fordi det gennemgående handler om at få tingene til at gå op, så heltene undviger både myndigheder og andre modstandere.
Og så er der selvfølgelig den markante ændring, at The Wasp denne gang har sit navn med i titlen. Hvilket naturligvis bliver afspejlet, ved at Evangeline Lilly er fuldt på højde med Paul Rudds Ant-Man i deres supermakkerskab. Eller nok endda lidt over, for nu ser vi The Wasp med hele den vifte af evner, som kendes fra tegneserierne, og Lilly er virkelig et godt valg som superhelt.
De to helte har åbenbart nået at være kærester og gå fra hinanden siden den sidste film, men nu kaster de sig ud i et temmelig rodet plot, der basalt set går ud på at spæne fra det ene sted til det andet og forsøge at sætte et laboratorium op, så de kan lede efter Michelle Pfeiffer, der er blevet så lille, at hun ikke kan finde hjem igen. Og så er der en masse mennesker, der er efter dem, og ting bliver i ét væk forstørret og formindsket med et fingerknips.
Alt det afvikler Reed absolut kompetent, og han får især nogle fantastiske effekter ud af legen med, at ting i ekstrem grad ændrer størrelse midt i det hele. Eksempelvis i en biljagt, som ikke ligner noget, man nogensinde har set før. Eller i glimrende kampscener, hvor især The Wasp brillerer med akrobatiske størrelsesskift.
Samtidig er filmen dog som nævnt baseret på et plot, der roder lidt for meget rundt. De forskellige modstandere fungerer ikke specielt godt - en bande kriminelle, der vil have den smarte teknologi, er nærmest én stor joke, og Hannah John-Kamen bliver ikke etableret særlig overbevisende som historiens spøgelsesagtige supermodstander. Hendes rolle kunne ellers have givet filmen et mere alvorligt undertema om risikoen ved at bruge uprøvet teknologi, men det hænger ikke rigtig fast.
Filmen er heller ikke helt overbevisende i forsøget på at gentage temaet, om at Ant-Man faktisk bare gerne vil være en god far for sin datter. Underligt nok spiller det denne gang ikke særlig godt sammen med, at et andet far-datter-forhold er en stor del af drivkraften omkring plottet, hvor Michael Douglas i øvrigt stadig ser ud til at hygge sig meget fint som The Wasps geniale far.
I det hele taget er der ikke meget andet end Evangeline Lilly, der føles lige så skarpt som i "Ant-Man". Den var en positiv overraskelse i sin tid, men her kører instruktør Reed en smule på frihjul og nøjes basalt set med at levere mere af samme skuffe. Det fungerer så også udmærket som let underholdning - selv om jeg kan finde meget at kritisere, er "Ant-Man and the Wasp" altså også stadig charmerende morsom og fyldt med imponerende effekter. Der er bare ikke vildt meget, man husker, når man er kommet ud fra biografen - bortset fra, at den selvfølgelig stadig leverer sine helte på et sted, hvorfra de helt sikkert kommer til at glide naturligt ind i den næste Avengers-film. Jeg lander på tre store stjerner.
Marvel tager lige et sidespor med en ny historie om deres mindste helte, efter at resten af filmuniverset ellers blev rusket gevaldigt rundt i den seneste Avengers-film. Der var Ant-Man ikke med, men nu får vi så at vide, hvad han lavede, mens resten af superheltene havde travlt med den kosmiske dommedagstrussel.
Peyton Reed er tilbage i instruktørstolen og fortsætter den uhøjtidelige stil fra den vellykkede "Ant-Man" - dog med en lille ændring i genre. Hvor den første film var opbygget som en kupfilm, er toeren mere en svindlerkomedie, fordi det gennemgående handler om at få tingene til at gå op, så heltene undviger både myndigheder og andre modstandere.
Og så er der selvfølgelig den markante ændring, at The Wasp denne gang har sit navn med i titlen. Hvilket naturligvis bliver afspejlet, ved at Evangeline Lilly er fuldt på højde med Paul Rudds Ant-Man i deres supermakkerskab. Eller nok endda lidt over, for nu ser vi The Wasp med hele den vifte af evner, som kendes fra tegneserierne, og Lilly er virkelig et godt valg som superhelt.
De to helte har åbenbart nået at være kærester og gå fra hinanden siden den sidste film, men nu kaster de sig ud i et temmelig rodet plot, der basalt set går ud på at spæne fra det ene sted til det andet og forsøge at sætte et laboratorium op, så de kan lede efter Michelle Pfeiffer, der er blevet så lille, at hun ikke kan finde hjem igen. Og så er der en masse mennesker, der er efter dem, og ting bliver i ét væk forstørret og formindsket med et fingerknips.
Alt det afvikler Reed absolut kompetent, og han får især nogle fantastiske effekter ud af legen med, at ting i ekstrem grad ændrer størrelse midt i det hele. Eksempelvis i en biljagt, som ikke ligner noget, man nogensinde har set før. Eller i glimrende kampscener, hvor især The Wasp brillerer med akrobatiske størrelsesskift.
Samtidig er filmen dog som nævnt baseret på et plot, der roder lidt for meget rundt. De forskellige modstandere fungerer ikke specielt godt - en bande kriminelle, der vil have den smarte teknologi, er nærmest én stor joke, og Hannah John-Kamen bliver ikke etableret særlig overbevisende som historiens spøgelsesagtige supermodstander. Hendes rolle kunne ellers have givet filmen et mere alvorligt undertema om risikoen ved at bruge uprøvet teknologi, men det hænger ikke rigtig fast.
Filmen er heller ikke helt overbevisende i forsøget på at gentage temaet, om at Ant-Man faktisk bare gerne vil være en god far for sin datter. Underligt nok spiller det denne gang ikke særlig godt sammen med, at et andet far-datter-forhold er en stor del af drivkraften omkring plottet, hvor Michael Douglas i øvrigt stadig ser ud til at hygge sig meget fint som The Wasps geniale far.
I det hele taget er der ikke meget andet end Evangeline Lilly, der føles lige så skarpt som i "Ant-Man". Den var en positiv overraskelse i sin tid, men her kører instruktør Reed en smule på frihjul og nøjes basalt set med at levere mere af samme skuffe. Det fungerer så også udmærket som let underholdning - selv om jeg kan finde meget at kritisere, er "Ant-Man and the Wasp" altså også stadig charmerende morsom og fyldt med imponerende effekter. Der er bare ikke vildt meget, man husker, når man er kommet ud fra biografen - bortset fra, at den selvfølgelig stadig leverer sine helte på et sted, hvorfra de helt sikkert kommer til at glide naturligt ind i den næste Avengers-film. Jeg lander på tre store stjerner.
19/08-2018
