Stor ståhej for absolut ingenting
1.0
James Ivory vandt tidligere i år en Oscar for sit manuskript til den blændende ”Call Me By Your Name” om en boblende homoforelskelse under en norditaliensk sol. Hans ligeledes Oscar-belønnede Italien-hyldest ”A Room With A View” fra 1985 er dog en af de mest uvedkommende og intetsigende film, jeg længe har set.
Fortalt med stiliserede kapitel-inddelinger, der udpensler handlingen med et højtløftet øjenbryn, sigter James Ivory & co. tydeligvis efter den satiriske tone fra romantiske forvekslingskomedier som Shakespeares ”Much Ado About Nothing” (på dansk stor "Stor ståhej for ingenting", hence den dovne, men oplagte overskrift) og lignende. Måske det helt er i romanforlæggets ånd, og i så fald fred være med det. Det udstiller dog kun en handling, som nærmest ikke eksisterer, eller som i hvert fald koger en uendeligt tynd suppe på et meget afgnavet ben.
Der er ganske enkelt ikke nogle kort at blande her. Der er A, som kysser B, og der er B, som prøver at skjule kysset, og så er der minsandten gode gamle A, der pludselig står ved døren og gør det hele besværligt for B. Beklager den manglende spoiler – for det var faktisk den film.
Romancen er helt fraværende. Det samme er skuespillernes glød og de gode replikker. End ikke træfsikre rappenskralder som Maggie Smith eller Judi Dench er blevet tildelt en mindeværdig linje, mens Daniel Day-Lewis her skraber karrierebunden som en karikeret overklassesnob med monokel og slikhår og en gestik, der til sammenligning får Bill the Butcher til at ligne en introvert Bresson-karakter.
”A Room With A View” handler om at vælge mellem det frie og det låste, det sprudlende og det sikre, og selvom den med helt afsindig og fuldstændig drænende forudsigelighed prædiker det første, håndhæver den konstant det sidste. Dødsstødet er indfaldene af tam falde-på-halen-humor. Grene der knækker og får personer til at falde pladask. Du finder garanteret mere raffineret, morsom eller i det mindste underholdende kostumedramatik på DRK eller TV2 Charlie her til eftermiddag.
En enkelt stjerne til en tredobbelt Oscar-vinder kan virke ekstremt, men sjældent har en film kedet og frustreret mig så meget..
Fortalt med stiliserede kapitel-inddelinger, der udpensler handlingen med et højtløftet øjenbryn, sigter James Ivory & co. tydeligvis efter den satiriske tone fra romantiske forvekslingskomedier som Shakespeares ”Much Ado About Nothing” (på dansk stor "Stor ståhej for ingenting", hence den dovne, men oplagte overskrift) og lignende. Måske det helt er i romanforlæggets ånd, og i så fald fred være med det. Det udstiller dog kun en handling, som nærmest ikke eksisterer, eller som i hvert fald koger en uendeligt tynd suppe på et meget afgnavet ben.
Der er ganske enkelt ikke nogle kort at blande her. Der er A, som kysser B, og der er B, som prøver at skjule kysset, og så er der minsandten gode gamle A, der pludselig står ved døren og gør det hele besværligt for B. Beklager den manglende spoiler – for det var faktisk den film.
Romancen er helt fraværende. Det samme er skuespillernes glød og de gode replikker. End ikke træfsikre rappenskralder som Maggie Smith eller Judi Dench er blevet tildelt en mindeværdig linje, mens Daniel Day-Lewis her skraber karrierebunden som en karikeret overklassesnob med monokel og slikhår og en gestik, der til sammenligning får Bill the Butcher til at ligne en introvert Bresson-karakter.
”A Room With A View” handler om at vælge mellem det frie og det låste, det sprudlende og det sikre, og selvom den med helt afsindig og fuldstændig drænende forudsigelighed prædiker det første, håndhæver den konstant det sidste. Dødsstødet er indfaldene af tam falde-på-halen-humor. Grene der knækker og får personer til at falde pladask. Du finder garanteret mere raffineret, morsom eller i det mindste underholdende kostumedramatik på DRK eller TV2 Charlie her til eftermiddag.
En enkelt stjerne til en tredobbelt Oscar-vinder kan virke ekstremt, men sjældent har en film kedet og frustreret mig så meget..
24/08-2018
