Overvældende gensyn i Imperial
6.0
Nogle ord om min oplevelse af ”Lawrence of Arabia” i Imperial, vist på en original roadshow-rulle i 70mm. Var jeg spændt? Som en sandmundet ørkenvandrer mod sit næste fatamorgana!
Først - billederne. Den film så simpelthen så bragende flot ud på det kæmpestore lærred. Første gang jeg så Lawrence i aktion var på en 14 tommer (koboltblå) billedrørsboks, der næsten matchede hans øjne, selv dér funklede han. Jeg var betaget af David Leans majestætiske skud, der fornærmet rakte ud af den lille skærm og gav mig fingeren. Forlangte min udelte opmærksomhed. Den fik de.
Den fik de også, da jeg i Imperial så sandvindene blæse som støv i projektror-lys lige foran mine øjne. Eller skuddet i begyndelsen, hvor vi får lov at ”kigge med” op på nattehimlen, og en lille rids i film-grammofonen gjorde, at der - pludselig - skød et stjerneskud frem. En kunstig bonus der føltes så ægte, som billederne i sig selv gjorde denne aften.
Peter O' Tooles lynblå øjne skar også flot igennem den uforfalskede billedside og, igen, vej ind til min dybeste menneskelighed. Hold op for en pragtpræstation, inklusiv tyveri af enhver scene, han er med i. Folk som Anthony Quinn og Omar Sharif spiller med musklerne og med hver en fiber i deres krop, men drukner gudhjælpemig nærmest, hver gang O'Toole melder sin ankomst. Han ejer den rolle, kaster sig ind i den, og tager os med på en karakterrejse, der udvikler sig fra frame til frame. Jeg havde fuldstændig glemt, hvor vild en transformation, han laver i Leans longtakede scene, da generalerne banker ham på plads med en peptalk, og Lawrence går fra afgrundens rand til selvopfyldende profeti på bare minutter. Mageløst.
Fra en tid hvor man byggede en landsby på settet, hvis det lige var det, man stod og skulle bruge. Og fra en tid hvor ikke bare stofmaterialet var imperialistisk, men hvor selve filmmediet var det. Hvor David Lean og England drog ud i verden og - i billeder og historiefortælling - tog ejerskab med et af de fineste filmhold, der nogensinde er sammensat. Holdt sammen med et uforglemmeligt godt tema på lydsiden, grandiose kamel og sandal-kampe uden filter (et par statister må have været på skideren, hvis de ikke var forsikret!) og de uanede mængder af detaljerigdom i scenografi, både indendørs og udendørs, i telter og bag skriveborde, på uniformer og dragter....alt sammen prægtige påmindelser om noget, vi aldrig kommer til at se igen.
"The truth is: I'm an ordinary man. You might've told me that."
Først - billederne. Den film så simpelthen så bragende flot ud på det kæmpestore lærred. Første gang jeg så Lawrence i aktion var på en 14 tommer (koboltblå) billedrørsboks, der næsten matchede hans øjne, selv dér funklede han. Jeg var betaget af David Leans majestætiske skud, der fornærmet rakte ud af den lille skærm og gav mig fingeren. Forlangte min udelte opmærksomhed. Den fik de.
Den fik de også, da jeg i Imperial så sandvindene blæse som støv i projektror-lys lige foran mine øjne. Eller skuddet i begyndelsen, hvor vi får lov at ”kigge med” op på nattehimlen, og en lille rids i film-grammofonen gjorde, at der - pludselig - skød et stjerneskud frem. En kunstig bonus der føltes så ægte, som billederne i sig selv gjorde denne aften.
Peter O' Tooles lynblå øjne skar også flot igennem den uforfalskede billedside og, igen, vej ind til min dybeste menneskelighed. Hold op for en pragtpræstation, inklusiv tyveri af enhver scene, han er med i. Folk som Anthony Quinn og Omar Sharif spiller med musklerne og med hver en fiber i deres krop, men drukner gudhjælpemig nærmest, hver gang O'Toole melder sin ankomst. Han ejer den rolle, kaster sig ind i den, og tager os med på en karakterrejse, der udvikler sig fra frame til frame. Jeg havde fuldstændig glemt, hvor vild en transformation, han laver i Leans longtakede scene, da generalerne banker ham på plads med en peptalk, og Lawrence går fra afgrundens rand til selvopfyldende profeti på bare minutter. Mageløst.
Fra en tid hvor man byggede en landsby på settet, hvis det lige var det, man stod og skulle bruge. Og fra en tid hvor ikke bare stofmaterialet var imperialistisk, men hvor selve filmmediet var det. Hvor David Lean og England drog ud i verden og - i billeder og historiefortælling - tog ejerskab med et af de fineste filmhold, der nogensinde er sammensat. Holdt sammen med et uforglemmeligt godt tema på lydsiden, grandiose kamel og sandal-kampe uden filter (et par statister må have været på skideren, hvis de ikke var forsikret!) og de uanede mængder af detaljerigdom i scenografi, både indendørs og udendørs, i telter og bag skriveborde, på uniformer og dragter....alt sammen prægtige påmindelser om noget, vi aldrig kommer til at se igen.
"The truth is: I'm an ordinary man. You might've told me that."
01/09-2018
