SKRUER OP FOR ALLE KNAPPER
6.0
De to kolleger Riggs og Murtaugh (Gibson og Glover) er tilbage igen. De er stadig som nat og dag, men de har opnået et skudsikkert venskab. Sammen tager de kampen op mod korrupte diplomater, der både truer Murtaughs familieliv og Riggs’ genfundne mentale stabilitet.
To år, så lang tid fik biografgængerne verden over til at sunde sig oven på den oprindelige ”Dødbringende Våben”-film, som sprang rammerne for action-genren og samtidig var med til at definere action-komedien for Hollywood i generationer. Succesen kom ganske givet bag på det talentfuld hold bag. Noget, de har valgt at meditere over i denne efterfølger, hvis første scene er en kløgtig miniature over første film. Her får vi en hurtig påmindelse i form af en tour-de-force gennem de forskellige legendariske motiver som helikopter-jagt, Riggs løbende over biler og en bil, der braser gennem en væg. Til sidst rammer de jackpotten: Det vælter ud med guldmønter fra den bil, vores to helte har forfulgt gennem denne hæsblæsende åbningssekvens.
Den uventede, men velfortjente succes viser sig at blive startskuddet til hele filmens konflikt. I kølvandet på apartheids tiltagende upopularitet har en sydafrikansk diplomat og hans ros travlt med at flytte deres værdier, hvilket kræver flere ofre, end Riggs og Murtaugh vil acceptere. Bagmanden Arjen (Ackland) gemmer sig midlertidigt bag sin diplomatiske status, hvilket gør ham til en svær modstander selv for de to næsten overmenneskelige betjente. En anden udfordring, de må håndtere, er den gakkede revisor Leo Getz (Pesci), der skal vidne mod selv samme forbrydergruppe i en sag om narkotika og som får den bedste beskyttelse, man kan forestille sig, i form af de to hovedpersoner. Han er en kærkommen tilføjelse i det dødbringende univers og han løfter størsteparten af de komiske indslag i denne film med stor tæft, hvilket giver Danny Glover og Mel Gibson frie hænder til at udforske de dramatiske aspekter i højere grad.
Fjenden kommer denne gang ude fra, hvor den i forrige film kom fra egne rækker, nemlig fra USA og fra folk med baggrund i Vietnamkrigen ligesom Riggs og Murtaugh selv. Det skift resulterer i en tematisk mindre tung film, hvilket kan mærkes. Den har et mere koncentreret fokus på race, hvilket er et modigt valg fra Richard Donner og manuskriptforfatterne i skriverummet, hvor de dog aldrig glemmer filmseriens grundlæggende udforskning af lov og håndhæver samt privat- og arbejdsliv. Folkene bag har tilsyneladende også følt sig frie til at lave en mere ekstrem film og der er i sandhed skruet op for alle knapperne i denne toer. Vi får mere action, flere grin og fotograf Stephen Goldblatt er gået en radikalt anden vej end i sidste film: Hvor han i første ombæring forsøgte at give os et dokumentarisk indblik i livet som politimand, får Los Angeles her den store Hollywood-pakke med smukke, farvestrålende billeder og de mange skududvekslinger er filmet forbilledligt lækkert.
Dermed ikke sagt, at filmen ikke besidder sin forgængers sensibilitet og indholdsmæssig dybde. Den fortsætter bearbejdelsen af Riggs’ traume uden at det får lov at køre i tomgang. Konflikten, der opstår, når familien støder sammen med voldens verden er igen i søgelyset og Murtaugh må igen se det vigtigste i sit liv, nemlig sin familie, truet på grund af det arbejde, han så stolt udfører. I løbet af filmen vil man erfare, at de to venner og kolleger formentlig ikke er så forskellige, når det kommer til stykket, men derimod blot har været udsat for forskellige skæbner. Bemærk i øvrigt en af de bedste sexscener fra 80'ernes årti, hvor Riggs har fået fjendens smukke advokat (Kensit) med hjem i sin karakteristiske campingvogn. Her udviser Richard Donner et øje og en interesse for erotik, der er yderst sjældent blandt nutidens instruktører.
Konklusion: "Dødbringende Våben 2" er sjovere, mere spændende og visuelt tilfredsstillende end sin forgænger uden at slække på tematisk dybde eller skuespil. Ligesom Murtaughs berømte Smith & Wesson kan rumme seks skud, er "Dødbringende Våben 2" skarpladt med seks stjerner, der bare venter på at ramme seeren lige i hjertet. God arbejde, gutter!
To år, så lang tid fik biografgængerne verden over til at sunde sig oven på den oprindelige ”Dødbringende Våben”-film, som sprang rammerne for action-genren og samtidig var med til at definere action-komedien for Hollywood i generationer. Succesen kom ganske givet bag på det talentfuld hold bag. Noget, de har valgt at meditere over i denne efterfølger, hvis første scene er en kløgtig miniature over første film. Her får vi en hurtig påmindelse i form af en tour-de-force gennem de forskellige legendariske motiver som helikopter-jagt, Riggs løbende over biler og en bil, der braser gennem en væg. Til sidst rammer de jackpotten: Det vælter ud med guldmønter fra den bil, vores to helte har forfulgt gennem denne hæsblæsende åbningssekvens.
Den uventede, men velfortjente succes viser sig at blive startskuddet til hele filmens konflikt. I kølvandet på apartheids tiltagende upopularitet har en sydafrikansk diplomat og hans ros travlt med at flytte deres værdier, hvilket kræver flere ofre, end Riggs og Murtaugh vil acceptere. Bagmanden Arjen (Ackland) gemmer sig midlertidigt bag sin diplomatiske status, hvilket gør ham til en svær modstander selv for de to næsten overmenneskelige betjente. En anden udfordring, de må håndtere, er den gakkede revisor Leo Getz (Pesci), der skal vidne mod selv samme forbrydergruppe i en sag om narkotika og som får den bedste beskyttelse, man kan forestille sig, i form af de to hovedpersoner. Han er en kærkommen tilføjelse i det dødbringende univers og han løfter størsteparten af de komiske indslag i denne film med stor tæft, hvilket giver Danny Glover og Mel Gibson frie hænder til at udforske de dramatiske aspekter i højere grad.
Fjenden kommer denne gang ude fra, hvor den i forrige film kom fra egne rækker, nemlig fra USA og fra folk med baggrund i Vietnamkrigen ligesom Riggs og Murtaugh selv. Det skift resulterer i en tematisk mindre tung film, hvilket kan mærkes. Den har et mere koncentreret fokus på race, hvilket er et modigt valg fra Richard Donner og manuskriptforfatterne i skriverummet, hvor de dog aldrig glemmer filmseriens grundlæggende udforskning af lov og håndhæver samt privat- og arbejdsliv. Folkene bag har tilsyneladende også følt sig frie til at lave en mere ekstrem film og der er i sandhed skruet op for alle knapperne i denne toer. Vi får mere action, flere grin og fotograf Stephen Goldblatt er gået en radikalt anden vej end i sidste film: Hvor han i første ombæring forsøgte at give os et dokumentarisk indblik i livet som politimand, får Los Angeles her den store Hollywood-pakke med smukke, farvestrålende billeder og de mange skududvekslinger er filmet forbilledligt lækkert.
Dermed ikke sagt, at filmen ikke besidder sin forgængers sensibilitet og indholdsmæssig dybde. Den fortsætter bearbejdelsen af Riggs’ traume uden at det får lov at køre i tomgang. Konflikten, der opstår, når familien støder sammen med voldens verden er igen i søgelyset og Murtaugh må igen se det vigtigste i sit liv, nemlig sin familie, truet på grund af det arbejde, han så stolt udfører. I løbet af filmen vil man erfare, at de to venner og kolleger formentlig ikke er så forskellige, når det kommer til stykket, men derimod blot har været udsat for forskellige skæbner. Bemærk i øvrigt en af de bedste sexscener fra 80'ernes årti, hvor Riggs har fået fjendens smukke advokat (Kensit) med hjem i sin karakteristiske campingvogn. Her udviser Richard Donner et øje og en interesse for erotik, der er yderst sjældent blandt nutidens instruktører.
Konklusion: "Dødbringende Våben 2" er sjovere, mere spændende og visuelt tilfredsstillende end sin forgænger uden at slække på tematisk dybde eller skuespil. Ligesom Murtaughs berømte Smith & Wesson kan rumme seks skud, er "Dødbringende Våben 2" skarpladt med seks stjerner, der bare venter på at ramme seeren lige i hjertet. God arbejde, gutter!
02/09-2018
