RELIKVIE FRA FORTIDEN
6.0
Fortid og nutid smelter sammen i Egypten under den brændende sol. Tre eventyrer med hver deres motivation ender med mere end blot oldtidsfund i hænderne, da de under en udgravning støder på en forbandet mumie. Nu har de verdens skæbne i hænderne.
Ser man tilbage på Stephen Sommers ”Mumien” fra 1999, er det som at skue tilbage til en svunden tid – og dette ment i mest positive forstand. Filmhistoriens gang ville, at dens tilblivelse fandt sted på et meget unikt tidspunkt, hvor de teknologiske muligheder eksploderede samtidig med at der var tradition og økonomisk interesse i smukt producerede film i virkelige omgivelser. Effekterne såsom den titulære mumie var banebrydende og holder stadig den dag i dag. Samtidig er filmen et kært minde om en tid, hvor man ikke var bange for at bruge penge på smukke kulisser, hvor skuespillerne fik chance for at udfolde sig ansigt til ansigt. Her er John Hannah og Rachel Weisz perfekt castede som søskendeparret Evy og Jonathan. Han som filmens primære komiske islæt, der tjener som en forfriskende kontrast til den store, seriøse fortælling om den forbandende mumie Imhotep (Vosloo), hun som egyptologen, der både er fagligt dygtig og i stand til at forsvare sig selv. En af de bedste kvindelige roller i moderne actionfilm, som tilmed bryder med genrens forlag om den hjælpeløse kvinde i nød.
Brendan Fraser er filmens hovedattraktion. Hans eventyrer Rick O’Connell fører konstant historien frem med sin snarrådighed og evner ud i krigens kunst fra sin tid i fremmedlegionen. Her snart 20 år efter præmieren på ”Mumien” kan man godt undre sig over, hvorfor Hollywood ikke har været bedre ved Brendan Fraser. Han udviste stor alsidighed både i gakkede komedier som ”Georg den gæve liansvinger” og den intellektuelle Faust-filmatisering ”Forhekset” og skrev sig her på listen over Hollywoods største action-skuespillere side om side med folk som Tom Cruise og Keanu Reeves. Ganske givet har folk dømt ham ude grundet hans usædvanligt gode udseende, men det er synd, for han beviste med ”Mumien”, at han har evnerne og karismaen til at bære en vaskeægte blockbuster.
”Mumien” er en af de sjældne film, hvor man bare bliver præsenteret for rendyrket underholdning fra første til sidste sekund. Rent tematisk byder den ikke på nogen bemærkelsesværdige betragtninger, men som seer har man alligevel så travlt med at vælge med en halsbrækkende handling, at der alligevel ikke havde været tid til det. Jerry Goldsmiths musik fæstner vores opmærksomhed og binder hele fortællingen sammen fra år 1290 før Kristi fødsel til 1999. Denne anmelder kan kun bifalde den teknologiske udvikling indenfor film, men samtidig er det fantastisk at vende tilbage til en simplere tid, der pressede folk til at lave de bedst mulige film med godt gammeldags håndværk. ”Mumien” blev sammen med Peter Jacksons ”Ringenes Herre”-serie og film som ”Anakonda” punktummet i denne store Hollywood-tradition, der rækker helt tilbage til 1960’ernes ”Cleopatra”, ”Ben Hur” og jeg kunne blive ved.
Når fremtidens filmarkæologer opdager dette underholdende mesterværk, vil de ved udgravningen finde seks stjerner udstedt af undertegnede.
Ser man tilbage på Stephen Sommers ”Mumien” fra 1999, er det som at skue tilbage til en svunden tid – og dette ment i mest positive forstand. Filmhistoriens gang ville, at dens tilblivelse fandt sted på et meget unikt tidspunkt, hvor de teknologiske muligheder eksploderede samtidig med at der var tradition og økonomisk interesse i smukt producerede film i virkelige omgivelser. Effekterne såsom den titulære mumie var banebrydende og holder stadig den dag i dag. Samtidig er filmen et kært minde om en tid, hvor man ikke var bange for at bruge penge på smukke kulisser, hvor skuespillerne fik chance for at udfolde sig ansigt til ansigt. Her er John Hannah og Rachel Weisz perfekt castede som søskendeparret Evy og Jonathan. Han som filmens primære komiske islæt, der tjener som en forfriskende kontrast til den store, seriøse fortælling om den forbandende mumie Imhotep (Vosloo), hun som egyptologen, der både er fagligt dygtig og i stand til at forsvare sig selv. En af de bedste kvindelige roller i moderne actionfilm, som tilmed bryder med genrens forlag om den hjælpeløse kvinde i nød.
Brendan Fraser er filmens hovedattraktion. Hans eventyrer Rick O’Connell fører konstant historien frem med sin snarrådighed og evner ud i krigens kunst fra sin tid i fremmedlegionen. Her snart 20 år efter præmieren på ”Mumien” kan man godt undre sig over, hvorfor Hollywood ikke har været bedre ved Brendan Fraser. Han udviste stor alsidighed både i gakkede komedier som ”Georg den gæve liansvinger” og den intellektuelle Faust-filmatisering ”Forhekset” og skrev sig her på listen over Hollywoods største action-skuespillere side om side med folk som Tom Cruise og Keanu Reeves. Ganske givet har folk dømt ham ude grundet hans usædvanligt gode udseende, men det er synd, for han beviste med ”Mumien”, at han har evnerne og karismaen til at bære en vaskeægte blockbuster.
”Mumien” er en af de sjældne film, hvor man bare bliver præsenteret for rendyrket underholdning fra første til sidste sekund. Rent tematisk byder den ikke på nogen bemærkelsesværdige betragtninger, men som seer har man alligevel så travlt med at vælge med en halsbrækkende handling, at der alligevel ikke havde været tid til det. Jerry Goldsmiths musik fæstner vores opmærksomhed og binder hele fortællingen sammen fra år 1290 før Kristi fødsel til 1999. Denne anmelder kan kun bifalde den teknologiske udvikling indenfor film, men samtidig er det fantastisk at vende tilbage til en simplere tid, der pressede folk til at lave de bedst mulige film med godt gammeldags håndværk. ”Mumien” blev sammen med Peter Jacksons ”Ringenes Herre”-serie og film som ”Anakonda” punktummet i denne store Hollywood-tradition, der rækker helt tilbage til 1960’ernes ”Cleopatra”, ”Ben Hur” og jeg kunne blive ved.
Når fremtidens filmarkæologer opdager dette underholdende mesterværk, vil de ved udgravningen finde seks stjerner udstedt af undertegnede.
07/09-2018
