MYTISK FILMMAGI
6.0
En forsøgsabe (Serkis) får både en kærlig familie og udvidet intelligens, men menneskehedens kynisme har fra start sat ham på ufravigelig kurs mod samfundsoprør.
Nu får vi endelig det fulde indblik i en af filmhistoriens store mysterier. Nemlig hvad der går forud for den originale ”Abernes Planet” fra 1968 med Charlton Heston. Tim Burton har også tidligere givet sit personlige fortolkning af den klassiske historie, men her giver instruktør Rupert Wyatt os oprindelsen. Det er både en smuk ode til Hollywoods historiske filmmagi og en syleskarp svirper til menneskets måde at behandle andre arter på. Med den nyeste tilføjelse til ”Abernes Planet” har filmverdenen skabt den muligvis nyeste myte siden Goethes ”Faust”, hvor historien bliver løftet op til konflikten mellem menneske, teknologi og dyr og det giver den en ny tematisk tyngde, man kun akkurat kunne skimte i den gamle serie.
Man har tydeligvis ikke haft lige så let ved at tiltrække store navne til projektet, som Tim Burton i sin tid havde, men det mindre blændende cast gør ikke så meget, da det får aberne til at træde des mere tydeligt frem på lærredet. Den unge James Franco kendt fra ”Spider-Man” bærer filmens første akt som forskeren Will Rodman med bravur. Han forsøger at finde kuren mod Alzheimers for at redde sin far og adopterer en abeunge, der stod til aflivning. Det er hans humane natur i mødet med majoritetens kynisme og inhumanitet, der bliver menneskets undergang gennem en lang række hændelser, som fortælles med utrolig tålmodighed. Skønt vi befinder os i action-genren, har Wyatt og Co. ikke travlt. Vi får lov at dvæle ved de store følelsesmæssige vendepunkter i aben Cæsars liv i samme grad, som man kunne forvente af et stort drama med menneskelige hovedroller. En modigt og rigtigt beslutning.
I den vægtige hovedrolle finder vi Andy Serkis, som er det perfekte valg. Han er en af verdens bedste skuespillere fuldt ud på niveau med Tom Hanks og Tom Cruise. Jeg har ikke nogen officielle tal på det, men han er muligvis den skuespiller, der har været med i flest storfilm med centrale roller i mange af de største filmserier og har ikoniske roller som King Kong og Kaptajn Haddock på CV’et. At han end ikke har været nomineret til en Oscar endnu, siger ikke noget om ham, men om akademiets forstokkede snæversyn når det kommer til teknologi og underholdende genre-film. Denne anmelder har tidligere skrevet om Oscars overvejelser om en pris for populær-film og blev den en realitet, kunne den passende hedde Serkis-prisen (http://www.scope.dk/forumemne/68831-leder-oscar-som-samlingsfigur). Hans præstation i ”Abernes Planet: Oprindelsen” som den første intelligente abe, Cæsar, er muligvis hans bedste hidtil og det er en gave til alle film-elskere, at denne serie har fået lov at fortsætte.
Filmen er et ubekvemt spejl, der kritiserer menneskets manglende etik, hvad angår dyrevelfærd og lægevidenskab, hvilket kanaliseres over i en yderst fantasifuld og forløsende fortælling. På den formmæssige side er teknologien også på spil, i det vi har at gøre med en computerteknisk milepæl, hvor du undervejs må opgive at vurdere, om de forskellige aber er rigtige primater eller computerskabte. Vi er med andre ord nået så langt, at man blot må læne sig tilbage og forbløffe og forføre. I lange sekvenser af filmen indgår kun aber og det er en stor filmisk præstation, at man har formået at gøre det medrivende stort set uden verbalt kommunikation. Man kommer næsten til at tænke på Chaplin eller Carl Th. Dreyer.
”Abernes Planet: Oprindelsen” overgår alle sine forgængere og formår tilmed at kaste noget lys tilbage på dem og gøre dem lidt bedre. Cæsar og hans gruppe af oprørske aber ville nok have foretrukket bananer, men her på Scope er vi begrænset til astronomiens verden, hvorfor de modtager seks stjerne med store forventninger til efterfølgerne.
Nu får vi endelig det fulde indblik i en af filmhistoriens store mysterier. Nemlig hvad der går forud for den originale ”Abernes Planet” fra 1968 med Charlton Heston. Tim Burton har også tidligere givet sit personlige fortolkning af den klassiske historie, men her giver instruktør Rupert Wyatt os oprindelsen. Det er både en smuk ode til Hollywoods historiske filmmagi og en syleskarp svirper til menneskets måde at behandle andre arter på. Med den nyeste tilføjelse til ”Abernes Planet” har filmverdenen skabt den muligvis nyeste myte siden Goethes ”Faust”, hvor historien bliver løftet op til konflikten mellem menneske, teknologi og dyr og det giver den en ny tematisk tyngde, man kun akkurat kunne skimte i den gamle serie.
Man har tydeligvis ikke haft lige så let ved at tiltrække store navne til projektet, som Tim Burton i sin tid havde, men det mindre blændende cast gør ikke så meget, da det får aberne til at træde des mere tydeligt frem på lærredet. Den unge James Franco kendt fra ”Spider-Man” bærer filmens første akt som forskeren Will Rodman med bravur. Han forsøger at finde kuren mod Alzheimers for at redde sin far og adopterer en abeunge, der stod til aflivning. Det er hans humane natur i mødet med majoritetens kynisme og inhumanitet, der bliver menneskets undergang gennem en lang række hændelser, som fortælles med utrolig tålmodighed. Skønt vi befinder os i action-genren, har Wyatt og Co. ikke travlt. Vi får lov at dvæle ved de store følelsesmæssige vendepunkter i aben Cæsars liv i samme grad, som man kunne forvente af et stort drama med menneskelige hovedroller. En modigt og rigtigt beslutning.
I den vægtige hovedrolle finder vi Andy Serkis, som er det perfekte valg. Han er en af verdens bedste skuespillere fuldt ud på niveau med Tom Hanks og Tom Cruise. Jeg har ikke nogen officielle tal på det, men han er muligvis den skuespiller, der har været med i flest storfilm med centrale roller i mange af de største filmserier og har ikoniske roller som King Kong og Kaptajn Haddock på CV’et. At han end ikke har været nomineret til en Oscar endnu, siger ikke noget om ham, men om akademiets forstokkede snæversyn når det kommer til teknologi og underholdende genre-film. Denne anmelder har tidligere skrevet om Oscars overvejelser om en pris for populær-film og blev den en realitet, kunne den passende hedde Serkis-prisen (http://www.scope.dk/forumemne/68831-leder-oscar-som-samlingsfigur). Hans præstation i ”Abernes Planet: Oprindelsen” som den første intelligente abe, Cæsar, er muligvis hans bedste hidtil og det er en gave til alle film-elskere, at denne serie har fået lov at fortsætte.
Filmen er et ubekvemt spejl, der kritiserer menneskets manglende etik, hvad angår dyrevelfærd og lægevidenskab, hvilket kanaliseres over i en yderst fantasifuld og forløsende fortælling. På den formmæssige side er teknologien også på spil, i det vi har at gøre med en computerteknisk milepæl, hvor du undervejs må opgive at vurdere, om de forskellige aber er rigtige primater eller computerskabte. Vi er med andre ord nået så langt, at man blot må læne sig tilbage og forbløffe og forføre. I lange sekvenser af filmen indgår kun aber og det er en stor filmisk præstation, at man har formået at gøre det medrivende stort set uden verbalt kommunikation. Man kommer næsten til at tænke på Chaplin eller Carl Th. Dreyer.
”Abernes Planet: Oprindelsen” overgår alle sine forgængere og formår tilmed at kaste noget lys tilbage på dem og gøre dem lidt bedre. Cæsar og hans gruppe af oprørske aber ville nok have foretrukket bananer, men her på Scope er vi begrænset til astronomiens verden, hvorfor de modtager seks stjerne med store forventninger til efterfølgerne.
04/10-2018
