Utrolig gentagelse
3.0
Familien Parr mister deres statsstøtte, da superheltes offentlige image når et absolut lavpunkt. Kort efter bliver de dog kontaktet af en rigmand, som sætter Elastigirl i spidsen for sit projekt om at gøre superhelte populære igen. Og det falder sammen med, at der dukker en mystisk skurk op, som bruger massehypnose til at realisere sine skumle planer.
Pixars elskede superheltefamilie vender tilbage i en toer, som igen har Brad Bird som forfatter-instruktør og tager afsæt i mange af de samme temaer som etteren. Det handler endnu en gang om opfattelsen af helte med et twist på den klassiske firefarvede superheltestil, om skurke, der er motiveret af personligt nag, og med undertemaer om de indbyrdes roller i en kernefamilie i 50'er-stil.
Faktisk udgør familiens indre dynamik på mange måder hovedlinjen i fortællingen i "Incredibles 2" - med hustruen, der bliver forsørger, så hendes superstærke mand må nøjes med at passe børn. Med en datter, der begynder at have teenageproblemer og i øvrigt også gerne vil have lov til at være superhelt, ganske som hendes entusiastiske lillebror. Og med et generelt tema om sammenhold som nøglen til sejr.
Hvis det ovenstående lyder bekendt, er det måske, fordi det til forveksling minder om den første film. Bird gentager i høj grad de samme konflikter - herunder faktisk også nogle, som jeg egentlig troede, der var fundet en løsning på i etteren. Det eneste nye i familien Parr er, at yngste medlem, babyen Jack-Jack, viser sig at have imponerende superkræfter. Hvilket der kommer nogle temmelig morsomme indslag ud af, men som i længden også bare er en komisk gimmick.
Rundt omkring det har man så en rammefortælling, der ærligt talt virker en smule doven og uengageret. Måske er det mig, der har set og læst for mange historier af denne type, men selv af en banal superheltehistorie at være synes jeg, at plottet i "Incredibles 2" virker søgt. Der er mange enkeltbidder, der fungerer fint - herunder naturligvis et gensyn med superdesigneren Edna Mode - men det er virkelig en fortælling, hvor man skal strække logikken for at få det hele til at hænge sammen. Og i sidste ende har Bird faktisk bare kopieret sig selv.
Når det er sagt, er "Incredibles 2" bestemt ikke nogen katastrofe. Der er høj kvalitet i animationer og grafisk design, og filmen slentrer ubesværet af sted som hyggelig underholdning i et tempo, hvor både unge og ældre fans kan være med. Men den bringer intet nyt ind i forhold til den herlige etter og virker gennemgående som en halvdårlig kopi. Så jeg undrer mig helt grundlæggende, over at "The Incredibles" skulle have en fortsættelse 14 år senere, når forfatter-instruktør Bird ikke kunne levere et bedre oplæg. Det bliver kun til tre små stjerner herfra.
Pixars elskede superheltefamilie vender tilbage i en toer, som igen har Brad Bird som forfatter-instruktør og tager afsæt i mange af de samme temaer som etteren. Det handler endnu en gang om opfattelsen af helte med et twist på den klassiske firefarvede superheltestil, om skurke, der er motiveret af personligt nag, og med undertemaer om de indbyrdes roller i en kernefamilie i 50'er-stil.
Faktisk udgør familiens indre dynamik på mange måder hovedlinjen i fortællingen i "Incredibles 2" - med hustruen, der bliver forsørger, så hendes superstærke mand må nøjes med at passe børn. Med en datter, der begynder at have teenageproblemer og i øvrigt også gerne vil have lov til at være superhelt, ganske som hendes entusiastiske lillebror. Og med et generelt tema om sammenhold som nøglen til sejr.
Hvis det ovenstående lyder bekendt, er det måske, fordi det til forveksling minder om den første film. Bird gentager i høj grad de samme konflikter - herunder faktisk også nogle, som jeg egentlig troede, der var fundet en løsning på i etteren. Det eneste nye i familien Parr er, at yngste medlem, babyen Jack-Jack, viser sig at have imponerende superkræfter. Hvilket der kommer nogle temmelig morsomme indslag ud af, men som i længden også bare er en komisk gimmick.
Rundt omkring det har man så en rammefortælling, der ærligt talt virker en smule doven og uengageret. Måske er det mig, der har set og læst for mange historier af denne type, men selv af en banal superheltehistorie at være synes jeg, at plottet i "Incredibles 2" virker søgt. Der er mange enkeltbidder, der fungerer fint - herunder naturligvis et gensyn med superdesigneren Edna Mode - men det er virkelig en fortælling, hvor man skal strække logikken for at få det hele til at hænge sammen. Og i sidste ende har Bird faktisk bare kopieret sig selv.
Når det er sagt, er "Incredibles 2" bestemt ikke nogen katastrofe. Der er høj kvalitet i animationer og grafisk design, og filmen slentrer ubesværet af sted som hyggelig underholdning i et tempo, hvor både unge og ældre fans kan være med. Men den bringer intet nyt ind i forhold til den herlige etter og virker gennemgående som en halvdårlig kopi. Så jeg undrer mig helt grundlæggende, over at "The Incredibles" skulle have en fortsættelse 14 år senere, når forfatter-instruktør Bird ikke kunne levere et bedre oplæg. Det bliver kun til tre små stjerner herfra.
06/10-2018
