Tak, Timothy
5.0
Med døren åben til en fjerde inkarnation af verdens mest berømte hemmelige agent blev tænkepausen grundig for Cubby Broccoli. 12 år og 7 film rakte i den grad udover værnepligten for Roger Moore, og at han samtidig satte sit klare personlige præg på rollen, har bestemt ikke gjort opgaven nemmere for den nye mand.
Men netop i lyset af dette skal Timothy Daltons 180 graders vending hyldes ekstra meget. Den Shakespeare-trænede waliser giver os her en Bond med knap så store armbevægelser og vand i håret, men som til gengæld er fintunet helt ind på *agenten* 007: En overordentlig snu spion med en jernvilje omkring at få 'the job done'. Dalton leverer en formidabel debutpræstation, der fremstår som perfekt modspil til Moores überchamør i dag. Ham her har næsten ikke tid til damerne (!) Men aldrig bliver han en tankeløs robot. I stedet tilfører Daltons velspillede præstation, hele tiden, små skarpe nuancer til karakteren. Han besvimer endda bedre end selveste Connery.
Selv hvis man indsatte Mel Gibson i ligningen (som faktisk var i overvejelserne til rollen), så fremstår "The Living Daylights” i sig selv fremragende blot som en medrivende spionthriller. Den koldkrigspolitiske ramme bliver aldrig for tung og storpolitisk, og filmen finder faktisk en god balance mellem troværdig thriller og gammeldags eventyr (især med et topcharmerende kapitel i Afghanistan, der har Lawrence of Arabia-agtige undertoner).
Og hvis relanceringen af Aston Martin'en (*med* raketmotor) i frysende sen-80'er kommunistiske omgivelser ikke er nok, så lad os lige dvæle ved de steder hvor "The Living Daylights" svinger sig op til rene genialiteter i underholdningens navn. Intro-scenen hvor Bond ender på taget af en antændt jeep er både farlig og fed. Flugten ned mod grænseovergangen i en cello-kasse er perfekt. For slet ikke at tale om filmens klimaks med Bond og henchman hængende bag et Hercules-fly, der ikke alene er neglebidende orkestreret, men også en herlig cadeau til tidligere tiders mageløse stuntarbejde.
Læg dertil at filmen er overordentlig godt castet over hele linjen - er især glad for valget af John Rhys-Davies som General Gogols afløser i toppen af KGB - samt et af seriens bedste titelsange (leveret af norske A-ha), og du har forklaringen på, hvorfor den her er en af dem, jeg har set flest gange.
Karakter: 9/10
Men netop i lyset af dette skal Timothy Daltons 180 graders vending hyldes ekstra meget. Den Shakespeare-trænede waliser giver os her en Bond med knap så store armbevægelser og vand i håret, men som til gengæld er fintunet helt ind på *agenten* 007: En overordentlig snu spion med en jernvilje omkring at få 'the job done'. Dalton leverer en formidabel debutpræstation, der fremstår som perfekt modspil til Moores überchamør i dag. Ham her har næsten ikke tid til damerne (!) Men aldrig bliver han en tankeløs robot. I stedet tilfører Daltons velspillede præstation, hele tiden, små skarpe nuancer til karakteren. Han besvimer endda bedre end selveste Connery.
Selv hvis man indsatte Mel Gibson i ligningen (som faktisk var i overvejelserne til rollen), så fremstår "The Living Daylights” i sig selv fremragende blot som en medrivende spionthriller. Den koldkrigspolitiske ramme bliver aldrig for tung og storpolitisk, og filmen finder faktisk en god balance mellem troværdig thriller og gammeldags eventyr (især med et topcharmerende kapitel i Afghanistan, der har Lawrence of Arabia-agtige undertoner).
Og hvis relanceringen af Aston Martin'en (*med* raketmotor) i frysende sen-80'er kommunistiske omgivelser ikke er nok, så lad os lige dvæle ved de steder hvor "The Living Daylights" svinger sig op til rene genialiteter i underholdningens navn. Intro-scenen hvor Bond ender på taget af en antændt jeep er både farlig og fed. Flugten ned mod grænseovergangen i en cello-kasse er perfekt. For slet ikke at tale om filmens klimaks med Bond og henchman hængende bag et Hercules-fly, der ikke alene er neglebidende orkestreret, men også en herlig cadeau til tidligere tiders mageløse stuntarbejde.
Læg dertil at filmen er overordentlig godt castet over hele linjen - er især glad for valget af John Rhys-Davies som General Gogols afløser i toppen af KGB - samt et af seriens bedste titelsange (leveret af norske A-ha), og du har forklaringen på, hvorfor den her er en af dem, jeg har set flest gange.
Karakter: 9/10
29/10-2018
