Bøhmanden Michael

3.0
Da jeg som stor knægt første gang så først John Carpenter’s ”Halloween” og lige bag efter denne efterfølger, fandt jeg den helt fantastisk.

Den var skræmmende og der var konstant gang i den. Den var jo ”en lang jagt”, som jeg herligt forskræmt kunne berette om.

Samtidig fandt jeg dens endnu voldsommere mytiske tilgang til Michael Myers og dets familiebånd twist fascinerende.

Ja, den var jo langt bedre end Carpenter’s langsommelige og lidt tamme første del.

Flere år senere da jeg genså begge, måtte jeg erkende at originalens mere foruroligende, men roligt opbyggende psykologiske tilgang simpelthen var gået hen over hovedet på mig grundet min alder.

Det var jo den der var den store horrorfilm, mens denne efterfølger var tæt på at være det rene lort.

Måske var jeg blot skuffet nu jeg havde husket den så god, siden jeg nu fandt den så ringe. Ved endnu et gensyn kan jeg i hvert fald konstatere, at helt så dårlig er den såmænd slet ikke, selv om den heller ikke hæver sig op over det middelmådige.

Den starter egentlig ganske godt ud, hvor der rammes en fængslende og ildevarslende stemning, som jeg synes meget godt forsætter hvor den første den slap.

Som den tynde historie skrider frem, falder en del dog mere og mere til jorden og gyset kommer til at fremstå, i bedste fald ret så tamt og samlebåndsagtigt og i værste, lettere komisk.

Man har prøvet at udvide fortællingen, så den enkle ramme har lidt mere indhold. Men hvad der set med barneøjne var genialt, forekommer i dag ofte ret dumt. Både ideen med den unge mand med masken, der leder politiet på vildspor (det fylder heldigvis ikke meget) og så netop twistet med at Myers har ”overraskende” familiære bånd til sin hjemby forekommer søgt og Hollywood’sk på den ufede måde.

Men uanset hvad man kan kritisere denne for, så har den stadig noget over sig i dens visuelle og stemningsmættede stil, der stadig understøttes ualmindeligt fremragende af Carpenter’s effektive underlægningsmusik.

Nå ja og så er spilletiden heldigvis så kort og tempoet så højt, uden at blive forjaget, at man aldrig når at kede sig.

Bedømmelse: 5/10 eller 3/6
Halloween II