Sportsfilm forklædt som musikfilm
2.0
"I'm disappointed that any viewer of the film will not see the joy of music-making that's almost always a part of large-ensemble rehearsals and performances. Musicians make music because they LOVE music. None of that is really apparent in the film, in my opinion." Peter Erskine, 2015
Tre år efter premieren fik jeg endelig taget mig sammen til at få set Whiplash. Damien Chazelle fik sit store gennembrud med denne film, og siden da har han instrueret to film til, der ligeså er blevet kæmpe succeser. Whiplash er også en rigtig god film, objektiv set. Fotografering, skuespil, klip- det hele er sådan set veludført.
Problemet med Whiplash opstår for den person der faktisk selv interesserer sig for jazz. Man forstår ikke hovedpersonens begejstring for Buddy Rich (Tony Williams, Elvin Jones?), man forstår ikke hvorfor Fletcher sidder og spiller elevatormusik på jazzklubben, scenen fra øvelokalet hvor Andrew smadrer løs indtil hånden bløder, for til sidst at give lilletrommen en knytnæve (i virkeligheden er det faktisk ret kedeligt når musikere øver...), og så er det historien om Jo Jones, der ifølge Fletcher forsøgte at halshugge Charlie Parker med et bækken (i virkeligheden smed han det faktisk bare på gulvet så det gav en frygtelig larm.)
Chazelle har taget den opskrift man plejer at lave sportsfilm ud fra og udskiftet sportsfolkene med musikere. Jeg tror faktisk godt han kunne have lavet en film om musikere der var mere realistisk, uden det gik hen og blev kedeligt, men snarere mere varmt og troværdigt for dem der kender til emnet.
Tre år efter premieren fik jeg endelig taget mig sammen til at få set Whiplash. Damien Chazelle fik sit store gennembrud med denne film, og siden da har han instrueret to film til, der ligeså er blevet kæmpe succeser. Whiplash er også en rigtig god film, objektiv set. Fotografering, skuespil, klip- det hele er sådan set veludført.
Problemet med Whiplash opstår for den person der faktisk selv interesserer sig for jazz. Man forstår ikke hovedpersonens begejstring for Buddy Rich (Tony Williams, Elvin Jones?), man forstår ikke hvorfor Fletcher sidder og spiller elevatormusik på jazzklubben, scenen fra øvelokalet hvor Andrew smadrer løs indtil hånden bløder, for til sidst at give lilletrommen en knytnæve (i virkeligheden er det faktisk ret kedeligt når musikere øver...), og så er det historien om Jo Jones, der ifølge Fletcher forsøgte at halshugge Charlie Parker med et bækken (i virkeligheden smed han det faktisk bare på gulvet så det gav en frygtelig larm.)
Chazelle har taget den opskrift man plejer at lave sportsfilm ud fra og udskiftet sportsfolkene med musikere. Jeg tror faktisk godt han kunne have lavet en film om musikere der var mere realistisk, uden det gik hen og blev kedeligt, men snarere mere varmt og troværdigt for dem der kender til emnet.
26/11-2018
