Den våde drøm der aldrig blev
3.0
Gudsbenådet arthouse-instruktør begår blåtonet, dunkelt pumpende bankrøverfilm med menneskelig substans og stilistisk overskud – endda på ”The Dark Knight”s ikoniske hjemmebane, Chicago.
Sådan kunne historien om ”Widows” meget vel have lydt, men det gør den ikke. Steve McQueens imødesete opfølger til hans nærmest historisk vellykkede filmhattrick bliver aldrig rigtig hverken fugl eller fisk, mand eller kvinde, men en underlig kønsløs størrelse, der flyder rundt i farvandet mellem Cannes og The Kodak Theatre.
Præmissen er ellers fængende, og åbningsscenen veksler suverænt mellem hårdhændet action og blid intimitet. Men derfra løsner ”Widows” grebet om sin ellers dejligt konkrete historie for i stedet at blive en slags meditation over kønsroller og politik – tilsat pludselige voldsscener og soap opera-agtige plottwists. På sidelinjen står selveste Hans Zimmer og tripper for at få lov til spille løjerne op til dåd, men hans tikkende spændingsrytmer bruges kun som montage-mørtel i filmens lidt for actionfattige konstruktion.
Viola Davis præsterer dygtigt som den mest sårede og sammenbidte af filmens fire enker, men man glemmer aldrig, at det er hende, man ser. Michelle Rodriquez er en smule uambitiøst typecastet som badgirl med bullshit-detektor og ben i næsen, så bedst – eller mest interessant – af kvinderne er derfor Elizabeth Debicki som Viola Davis’ to meter høje, kridhvide modstykke.
På papiret er ”Widows” filmen, hvor Steve McQueens egenrådige filmhjerne definitivt forenes med det mere eksplosive og pompøse Hollywood-maskineri. Men tonemæssigt løfter resultatet sig aldrig over Scott Coopers tilmed mere velsmurte krimidramaer ”Out of the Furnace” og ”Black Mass”, og filmen ender som et ekko af forårets ”You Were Never Really Here”, hvori Lynne Ramsay teasede et hammerslag, der aldrig faldt. Her mangler man ganske enkelt et godt kup at gå hjem på.
Sådan kunne historien om ”Widows” meget vel have lydt, men det gør den ikke. Steve McQueens imødesete opfølger til hans nærmest historisk vellykkede filmhattrick bliver aldrig rigtig hverken fugl eller fisk, mand eller kvinde, men en underlig kønsløs størrelse, der flyder rundt i farvandet mellem Cannes og The Kodak Theatre.
Præmissen er ellers fængende, og åbningsscenen veksler suverænt mellem hårdhændet action og blid intimitet. Men derfra løsner ”Widows” grebet om sin ellers dejligt konkrete historie for i stedet at blive en slags meditation over kønsroller og politik – tilsat pludselige voldsscener og soap opera-agtige plottwists. På sidelinjen står selveste Hans Zimmer og tripper for at få lov til spille løjerne op til dåd, men hans tikkende spændingsrytmer bruges kun som montage-mørtel i filmens lidt for actionfattige konstruktion.
Viola Davis præsterer dygtigt som den mest sårede og sammenbidte af filmens fire enker, men man glemmer aldrig, at det er hende, man ser. Michelle Rodriquez er en smule uambitiøst typecastet som badgirl med bullshit-detektor og ben i næsen, så bedst – eller mest interessant – af kvinderne er derfor Elizabeth Debicki som Viola Davis’ to meter høje, kridhvide modstykke.
På papiret er ”Widows” filmen, hvor Steve McQueens egenrådige filmhjerne definitivt forenes med det mere eksplosive og pompøse Hollywood-maskineri. Men tonemæssigt løfter resultatet sig aldrig over Scott Coopers tilmed mere velsmurte krimidramaer ”Out of the Furnace” og ”Black Mass”, og filmen ender som et ekko af forårets ”You Were Never Really Here”, hvori Lynne Ramsay teasede et hammerslag, der aldrig faldt. Her mangler man ganske enkelt et godt kup at gå hjem på.
27/11-2018
