En kvinde rydder op i Los Angeles
3.0
En kvindes liv bliver flået i stykker, da hendes mand og datter bliver skudt ned på åben gade. Fem år senere vender hun tilbage til Los Angeles for at tage hævn.
"Peppermint" er en selvtægtsfilm af helt klassisk snit, instrueret af Pierre Morel, der kommer fra Luc Bessons EuropaCorp-actionfabrik og er bedst kendt for at have lavet den første "Taken".
Morel har med andre ord lavet noget ganske lignende før, og "Peppermint" indeholder da også alle standardingredienserne. Det uskyldige barn, der bliver dræbt. De fuldstændig umenneskelige bandemedlemmer, der står bag. Et samfund med korrupte institutioner, der lader forbryderne slippe fri. Og så selvfølgelig den retfærdige hævner, som kan rette op på uretfærdighederne.
Hovedpersonen bliver særdeles solidt spillet af Jennifer Garner, som får lov til at give rollen mere menneskelighed, end genren typisk tillader. Her er det ikke en iskold Charles Bronson, der rydder op, men derimod en heltinde med bedre kontakt til sin fortid, og som både fysisk og psykisk virker til at have mere på spil.
Hendes hævntogt er ellers umanerligt effektivt, og det er endnu en ting, der flytter "Peppermint" lidt væk fra den mest klichéagtige selvtægtsfortælling. Uden at få en nærmere forklaring skal vi simpelt hen tro på, at heltinden på fem år har trænet sig op til at være så ninjasej, at hun ene kvinde kan vinde over en hel narkobande. Og det virker faktisk ganske godt, fordi Morel kører konceptet helt ud over kanten med hovedpersonen som en hævnende engel med næsten mytologiske overtoner.
I sidste ende er "Peppermint" ikke meget mere end en selvtægtsfilm som så mange andre, men med en gennemført kompromisløs stil, generelt velfungerende actionscener og en solid hovedrolle hæver den sig alligevel en smule over mængden. Jeg har stadig en fornemmelse af, at jeg måske er gladere for filmen, end den egentlig har fortjent, men for mig var den altså en lille positiv overraskelse.
"Peppermint" er en selvtægtsfilm af helt klassisk snit, instrueret af Pierre Morel, der kommer fra Luc Bessons EuropaCorp-actionfabrik og er bedst kendt for at have lavet den første "Taken".
Morel har med andre ord lavet noget ganske lignende før, og "Peppermint" indeholder da også alle standardingredienserne. Det uskyldige barn, der bliver dræbt. De fuldstændig umenneskelige bandemedlemmer, der står bag. Et samfund med korrupte institutioner, der lader forbryderne slippe fri. Og så selvfølgelig den retfærdige hævner, som kan rette op på uretfærdighederne.
Hovedpersonen bliver særdeles solidt spillet af Jennifer Garner, som får lov til at give rollen mere menneskelighed, end genren typisk tillader. Her er det ikke en iskold Charles Bronson, der rydder op, men derimod en heltinde med bedre kontakt til sin fortid, og som både fysisk og psykisk virker til at have mere på spil.
Hendes hævntogt er ellers umanerligt effektivt, og det er endnu en ting, der flytter "Peppermint" lidt væk fra den mest klichéagtige selvtægtsfortælling. Uden at få en nærmere forklaring skal vi simpelt hen tro på, at heltinden på fem år har trænet sig op til at være så ninjasej, at hun ene kvinde kan vinde over en hel narkobande. Og det virker faktisk ganske godt, fordi Morel kører konceptet helt ud over kanten med hovedpersonen som en hævnende engel med næsten mytologiske overtoner.
I sidste ende er "Peppermint" ikke meget mere end en selvtægtsfilm som så mange andre, men med en gennemført kompromisløs stil, generelt velfungerende actionscener og en solid hovedrolle hæver den sig alligevel en smule over mængden. Jeg har stadig en fornemmelse af, at jeg måske er gladere for filmen, end den egentlig har fortjent, men for mig var den altså en lille positiv overraskelse.
28/11-2018
