Ku Klux Komedie
4.0
I 70'erne infiltrerer en sort politibetjent fra Colorado Springs den lokale afdeling af Ku Klux Klan, og det giver både politiet adgang til møder med klanledelsen og bringer dem på sporet af et planlagt bombeattentat.
Spike Lees seneste film er løst baseret på den utrolige, men sande historie om Ron Stallworth, der en dag fulgte en pludselig indskydelse og ringede til det kontaktnummer, som Ku Klux Klan havde angivet i en avisannonce. Det lykkedes ham at overbevise klanmanden i den anden ende, om at han var en racistisk meningsfælle. På den måde startede en ni måneder lang infiltreringsaktion, hvor Stallworth fik telefoneret sig længere og længere ind i organisationen, mens én af hans hvide kollegaer troppede op til de fysiske møder.
Lee folder den besynderlige historie ud med et stort glimt i øjet, men også en tydelig underliggende alvor. Vi får skildret, hvordan Stallworth er byens første sorte politibetjent nogensinde og bliver mødt med mere end småracistiske bemærkninger fra flere af sine nye kollegaer. Og hvordan hans første undercover-opgave er at infiltrere et fredeligt offentligt arrangement med en tidligere Black Panther-leder, inden han altså selv tager initiativ til at efterforske Ku Klux Klan.
Det hele bliver fortalt med humoristisk distance i en larger-than-life-stil, hvor store og små racister gennemgående portrætteres som nogle fjolser, mens hovedpersonen reagerer på deres chikane ved selv at spille op til klicheerne om sorte med stort afrohår og en jive-accent, der kan slås til efter behag. Og klanfolkenes klodsede planer om politiske attentater henter tydelig inspiration fra lignende episoder i moderne amerikansk historie, hvor Ku Klux Klan og andre højreekstremister ikke ligefrem har virket superkompetente. Det gør filmens ikke-racistiske kriminalbetjente til gengæld, båret af et par velspillede roller fra John David Washington som Stallworth og Adam Driver som hans hvide alter ego.
Men samtidig har Spike Lee en udtalt tydelig politisk dagsorden med "Black Klansman", og han fletter fx en gribende reference ind til Sydstaternes barske realiteter under borgerrettighedskampen i 60'erne. Inden filmen til slut går lige på og hårdt med en direkte parallel til nutidens alt-right-bevægelse, vold og drab i Charlottesville og Donald Trumps rolle som præsident. Der er faktisk også en direkte sammenhæng til handlingen i "Black Klansman", for Ron Stallworth nåede så langt ind i Klanen, at han på et tidspunkt ringede direkte til dens øverste leder, David Duke - der notorisk støttede Trump under valgkampen for to år siden. Topher Grace har i øvrigt en fin birolle som Duke, der svæver over vandene som den pæne racist.
På den måde skaber Lee en anderledes og skæv dramakomedie, der på den ene side er fin underholdning, men samtidig også er gravalvorlig i sin skildring af en dybtliggende racisme i det amerikanske samfund. Det er både morsomt, gribende og udfordrende, men også en noget ujævn oplevelse, fordi filmen virkelig skifter meget i tone undervejs. Derudover har manuskriptforfatterne også piftet de virkelige begivenheder gevaldigt op med vold og bomber - den virkelige Stallworths efterforskning var langt mere fredelig. Og jeg får altså en lidt sjov smag i munden, når en film, der bliver præsenteret som baseret på virkelige begivenheder, tilsætter store dele fiktion for at fremme sin politiske vinkel.
Men samlet set er "Black Klansman" stadig en absolut seværdig og relevant film. Efter min mening er den blot ikke på niveau med Spike Lees allerbedste værker.
Spike Lees seneste film er løst baseret på den utrolige, men sande historie om Ron Stallworth, der en dag fulgte en pludselig indskydelse og ringede til det kontaktnummer, som Ku Klux Klan havde angivet i en avisannonce. Det lykkedes ham at overbevise klanmanden i den anden ende, om at han var en racistisk meningsfælle. På den måde startede en ni måneder lang infiltreringsaktion, hvor Stallworth fik telefoneret sig længere og længere ind i organisationen, mens én af hans hvide kollegaer troppede op til de fysiske møder.
Lee folder den besynderlige historie ud med et stort glimt i øjet, men også en tydelig underliggende alvor. Vi får skildret, hvordan Stallworth er byens første sorte politibetjent nogensinde og bliver mødt med mere end småracistiske bemærkninger fra flere af sine nye kollegaer. Og hvordan hans første undercover-opgave er at infiltrere et fredeligt offentligt arrangement med en tidligere Black Panther-leder, inden han altså selv tager initiativ til at efterforske Ku Klux Klan.
Det hele bliver fortalt med humoristisk distance i en larger-than-life-stil, hvor store og små racister gennemgående portrætteres som nogle fjolser, mens hovedpersonen reagerer på deres chikane ved selv at spille op til klicheerne om sorte med stort afrohår og en jive-accent, der kan slås til efter behag. Og klanfolkenes klodsede planer om politiske attentater henter tydelig inspiration fra lignende episoder i moderne amerikansk historie, hvor Ku Klux Klan og andre højreekstremister ikke ligefrem har virket superkompetente. Det gør filmens ikke-racistiske kriminalbetjente til gengæld, båret af et par velspillede roller fra John David Washington som Stallworth og Adam Driver som hans hvide alter ego.
Men samtidig har Spike Lee en udtalt tydelig politisk dagsorden med "Black Klansman", og han fletter fx en gribende reference ind til Sydstaternes barske realiteter under borgerrettighedskampen i 60'erne. Inden filmen til slut går lige på og hårdt med en direkte parallel til nutidens alt-right-bevægelse, vold og drab i Charlottesville og Donald Trumps rolle som præsident. Der er faktisk også en direkte sammenhæng til handlingen i "Black Klansman", for Ron Stallworth nåede så langt ind i Klanen, at han på et tidspunkt ringede direkte til dens øverste leder, David Duke - der notorisk støttede Trump under valgkampen for to år siden. Topher Grace har i øvrigt en fin birolle som Duke, der svæver over vandene som den pæne racist.
På den måde skaber Lee en anderledes og skæv dramakomedie, der på den ene side er fin underholdning, men samtidig også er gravalvorlig i sin skildring af en dybtliggende racisme i det amerikanske samfund. Det er både morsomt, gribende og udfordrende, men også en noget ujævn oplevelse, fordi filmen virkelig skifter meget i tone undervejs. Derudover har manuskriptforfatterne også piftet de virkelige begivenheder gevaldigt op med vold og bomber - den virkelige Stallworths efterforskning var langt mere fredelig. Og jeg får altså en lidt sjov smag i munden, når en film, der bliver præsenteret som baseret på virkelige begivenheder, tilsætter store dele fiktion for at fremme sin politiske vinkel.
Men samlet set er "Black Klansman" stadig en absolut seværdig og relevant film. Efter min mening er den blot ikke på niveau med Spike Lees allerbedste værker.
11/12-2018
