FALDEFÆRDIG
2.0
Lars von Trier er en af de instruktører, hvor kunstneren fylder mere end værket. Dermed er han beslægtet med eksempelvis amerikanske David Lynch og navnebroren David Cronenberg. Sidstnævnte har taget springet ud af den påtagede auteur-rolle og har serveret fortræffelig filmkunst med ”A History of Violence” og ”Eastern Promises” og på samme måde brillerer Lynch for alvor, når han kaster sig over en mere traditionel fortælling som ”Elefantmanden” eller det oprindelige ”Twin Peaks”. Med det lovende plot om seriemorderen Jack i 1970’ernes USA og Hollywood-sværvægtere som Matt Dillon og Uma Thurman på rollelisten, kunne man derfor nære visse forhåbninger til, at von Trier for en gangs skyld ville gennemføre sit eksperiment uden at smadre hele laboratoriet.
Der går ikke længe, før den tanke afslører sig som naiv. Vi hører kun karakterernes stemmer, men Jack er tydeligvis på vej til dødsriget med sin ledsager, som han indleder en samtale med. Hvis man har set den utroligt liderlige forgænger ”Nymphomaniac”, vil man være fuldt ud bekendt med konceptet, om end det denne gang er endnu mere kedeligt, da det visuelle spil mellem præst og skriftende er udeladt til fordel for diverse Youtube-klip og leksikonopslag. Med første kvindes dødsfald, en snaksaglig Uma Thurman, dør også enhver forhåbning om filmen. For at bruge dens eget billedsprog, er det et hus uden fundament. Vi bevidner en vederstyggelig gerning, men den er ikke integreret yderligere i filmens univers end at den danner baggrund for en vittig tanke om statsgrænser.
De anmeldere, der i protest eller væmmelse forlod visningen af filmen, anser jeg ikke for kolleger. I virkeligheden er den makabre vold i ”The House That Jack Built” ikke en tøddel værre, end hvad man ser i den ene kommercielle spændings- eller gyserfilm efter den næste og netop heri har Lars von Trier faktisk en pointe. Et af kapitlerne er viet til Sofie Gråbøls rolle som mor til to børn. Hun er selvfølgelig en dygtig skuespiller i sig selv, der har stået skulder ved skulder med Max von Sydow og Donald Sutherland i en meget ung alder i Henning Carlsens ”Oviri”, men her bliver hun også brugt som en metakommentar til den voldsforherligelse og misogyni, der immervæk er tilstede i filmmediet og måske endda verden. Her kommer den famøse scene fra ”Blinkende Lygter” under kærlig behandling. Danmark har i årevis moret sig kosteligt over den gravide kvinde, der bliver slået i ansigtet af Søren Pilmark, men her får vi det altså serveret råt for usødet og så står selv hærdede anmeldere åbenbart af.
Det kræver ikke et omfattende kendskab til Lars von Triers oeuvre, at se Matt Dillons let anonymt spillede Jacks gennemgang af mord som et billede på instruktørens karriere, selvom også dette forsøges negeret af gentagende udsagn om at mordene er udvalgt vilkårligt. Han starter ud som yderst grundig og stringent, men skifter undervejs stil og lærer at lade tilfælde og sjusk råde. På samme måde taber filmens faktisk den minimale sammenhæng, den indledende præmis lagde op til og ved femte og sidste mord har både publikum og Trier selv mistet interessen. Det er selvfølgelig et imponerende sammenfald af form og indhold, der altså også peger på filmen selv, men det gør ikke selve filmen nogen tjeneste. Besynderlige karakterer dukker op og mystiske døre åbnes, alt for at nå til en konklusion, man burde have arbejdet sig henimod på hæderlig vis i stedet. Nogen vil sikkert kalde det kunstnerisk, i denne anmelders øjne er det dovenskab. Epilogen om Jacks vej til helvedet ledsaget af selveste Vergil (Bruno Ganz) byder på nogen både morsomme og unikke billeder, men også her trækker det ud.
Hvis "The House That Jack Built" virkelig bliver Lars von Triers sidste spillefilm, går han i hvert fald ikke tomhændet fra filmens rige. Han har nogen gode idéer, men de bærer ikke frugt, hvilket er ærgerligt. Som både Jack selv og det hus, han bygger, er filmen desværre faldefærdig. To stjerner.
Der går ikke længe, før den tanke afslører sig som naiv. Vi hører kun karakterernes stemmer, men Jack er tydeligvis på vej til dødsriget med sin ledsager, som han indleder en samtale med. Hvis man har set den utroligt liderlige forgænger ”Nymphomaniac”, vil man være fuldt ud bekendt med konceptet, om end det denne gang er endnu mere kedeligt, da det visuelle spil mellem præst og skriftende er udeladt til fordel for diverse Youtube-klip og leksikonopslag. Med første kvindes dødsfald, en snaksaglig Uma Thurman, dør også enhver forhåbning om filmen. For at bruge dens eget billedsprog, er det et hus uden fundament. Vi bevidner en vederstyggelig gerning, men den er ikke integreret yderligere i filmens univers end at den danner baggrund for en vittig tanke om statsgrænser.
De anmeldere, der i protest eller væmmelse forlod visningen af filmen, anser jeg ikke for kolleger. I virkeligheden er den makabre vold i ”The House That Jack Built” ikke en tøddel værre, end hvad man ser i den ene kommercielle spændings- eller gyserfilm efter den næste og netop heri har Lars von Trier faktisk en pointe. Et af kapitlerne er viet til Sofie Gråbøls rolle som mor til to børn. Hun er selvfølgelig en dygtig skuespiller i sig selv, der har stået skulder ved skulder med Max von Sydow og Donald Sutherland i en meget ung alder i Henning Carlsens ”Oviri”, men her bliver hun også brugt som en metakommentar til den voldsforherligelse og misogyni, der immervæk er tilstede i filmmediet og måske endda verden. Her kommer den famøse scene fra ”Blinkende Lygter” under kærlig behandling. Danmark har i årevis moret sig kosteligt over den gravide kvinde, der bliver slået i ansigtet af Søren Pilmark, men her får vi det altså serveret råt for usødet og så står selv hærdede anmeldere åbenbart af.
Det kræver ikke et omfattende kendskab til Lars von Triers oeuvre, at se Matt Dillons let anonymt spillede Jacks gennemgang af mord som et billede på instruktørens karriere, selvom også dette forsøges negeret af gentagende udsagn om at mordene er udvalgt vilkårligt. Han starter ud som yderst grundig og stringent, men skifter undervejs stil og lærer at lade tilfælde og sjusk råde. På samme måde taber filmens faktisk den minimale sammenhæng, den indledende præmis lagde op til og ved femte og sidste mord har både publikum og Trier selv mistet interessen. Det er selvfølgelig et imponerende sammenfald af form og indhold, der altså også peger på filmen selv, men det gør ikke selve filmen nogen tjeneste. Besynderlige karakterer dukker op og mystiske døre åbnes, alt for at nå til en konklusion, man burde have arbejdet sig henimod på hæderlig vis i stedet. Nogen vil sikkert kalde det kunstnerisk, i denne anmelders øjne er det dovenskab. Epilogen om Jacks vej til helvedet ledsaget af selveste Vergil (Bruno Ganz) byder på nogen både morsomme og unikke billeder, men også her trækker det ud.
Hvis "The House That Jack Built" virkelig bliver Lars von Triers sidste spillefilm, går han i hvert fald ikke tomhændet fra filmens rige. Han har nogen gode idéer, men de bærer ikke frugt, hvilket er ærgerligt. Som både Jack selv og det hus, han bygger, er filmen desværre faldefærdig. To stjerner.
12/12-2018
