Udfordrende feriebilleder

4.0
En ung dansk kvinde tager på ferie med sin kæreste ved den tyrkiske riviera, men dernede begynder stemningen at blive ubehagelig, fordi kæresten og hans venner opfører sig som idioter, og de i øvrigt har taget deres kriminelle forretninger med på ferie. Så da hovedpersonen begynder at flirte med en fyr, hun møder tilfældigt, udvikler det sig til en eksplosiv situation.

"Holiday" er en spændende debut fra den svenske forfatter-instruktør Isabella Eklöf, der er uddannet fra Den Danske Filmskole og altså også har lavet sin første spillefilm her i landet. Overfladisk set er "Holiday" en ganske klassisk sag om et trekantsdrama i et gangstermiljø, men i Eklöfs version foregår der en del mere end det.

Som udgangspunkt får vi præsenteret en hovedperson, der virker lettere naiv i sin drøm om en luksusferie i den lejede villa ved Bodrum. For selv om der er rigeligt af både grill, sprut og narko, virker festen gennemgående mere tarvelig end glad, og volden lurer lige under overfladen. Det er et grimt miljø af usympatiske mennesker, anført af hovedpersonens noget ældre kæreste, som tydeligvis også mest ser hende som pyntegenstand og sexobjekt.

Da filmen så introducerer en sympatisk hollandsk bådejer, der sejler rundt som en fri fugl, lægger den automatisk op til klicheen om at blive reddet af kærligheden og flygte fra den trælse kæreste. Men så nemt har Eklöf ikke tænkt sig at lade det slutte, og det er her, "Holiday" bliver rigtig spændende, fordi den meget bevidst udfordrer éns forståelse af de typiske roller i sådan en historie.

Det bliver rigtig giftigt, da kæresten får nys om, hvad der foregår, og vi får også én af de mest udpenslede voldtægtsscener, jeg nogensinde har set. Men først og fremmest udfordrer Eklöf den klassiske positionering af kvinden som offeret og hende, der skal reddes. Og det leder frem til en tvetydig slutning, hvor hovedpersonen bliver etableret som en aktør med egen stærk handlekraft, samtidig med at filmen også får markeret, at alle mennesker som udgangspunkt er slaver af deres omstændigheder.

I hovedrollen leverer Victoria Carmen Sonne endnu en stærk præstation, der igen bekræfter, at hun pt. er ét af de største skuespillertalenter herhjemme. Her med en karakter, der udvikler sig fra det lidt naive over at blive udsat for lidt af hvert til at komme ud i en anden rolle til sidst. Over for hende er Lai Yde derimod ret svingende som den dominerende kæreste - god i nogle scener, næsten komisk klichéagtig i andre. Og det gælder desværre for hele rollebesætningen - nogle roller bliver simpelt hen spillet amatøragtigt.

Tilsvarende synes jeg også, at handlingen skøjter en smule rundt undervejs, hvor enkelte scener virker lidt uskarpe eller unødvendige, hvilket muligvis også har noget at gøre med, at filmen er lavet på et begrænset budget. Eklöf lægger sig op ad den moderne europæiske filmstil, hvor der klippes meget brat mellem enkeltstående scener, og det lykkes altså ikke at få bundet det hele sammen.

Men overordnet set er det tydeligt, hvad forfatter-instruktøren vil med filmen og særligt med dens centrale kvindeportræt. "Holiday" er en på mange måder imponerende debutfilm, der sparker til de gængse rammer for sin fortælling. Det er sørgeligt, at den herhjemme blev årets mindst sete danske film med færre end 3.000 solgte billetter i de danske biografer.
Holiday