Not One Vision
3.0
Historien om Freddie Mercury og Queen, fra en ung indisk indvandrer kontakter et band uden forsanger i 1970, til de rammer ét af bandets sidste store højdepunkter ved Live Aid-koncerten i 1985.
"Bohemian Rhapsody" er først og fremmest en film om Freddie Mercury, og som én af de største rocksangere og -stemmer i historien giver det selvfølgelig mening. Men Mercurys historie er uløseligt forbundet med Queen, så som bonus får vi også en god del af bandets historie med. Det hele bliver præsenteret som en helt klassisk musiker-biopic af instruktør Bryan Singer, der må siges at være lidt uden for sit normale revir her, eftersom han er bedst kendt for "The Usual Suspects" og en stribe X-Men-film.
Filmen om Freddie Mercury har fået en del kritik for at være historisk ukorrekt, og det er også sandt nok, at manuskriptet tager sig nogle friheder. Der bliver lagt ekstra konflikt på i genretypiske stridigheder mellem band og pladeselskab samt internt mellem bandmedlemmerne. Og det er overdrevet, for Queen gik fx aldrig i opløsning, som filmen påstår. Mest irriterende synes jeg dog, det er, at Live Aid skildres som den store afslutning på karrieren, for bandet udgav faktisk en rigtig god plade og tog på en stor turné efter den koncert. Hvor Mercury i øvrigt endnu ikke havde opdaget, at han havde hiv, som det påstås her.
Grundlæggende set synes jeg dog, at de mange små ændringer kan undskyldes, med at man skal have filmen til at fungere som dramatik. Der bliver nok filet lidt mere på sandheden end i en gennemsnitlig biopic, men så er det heller ikke værre. Jeg har i højere grad et problem, med at "Bohemian Rhapsody" trods den let forcerede Hollywood-dramatik virker som en film, der ikke helt ved, om den vil andet end at være en klichéagtig genrefilm.
Som nævnt er det først og fremmest en film om Mercury, men jeg sad med en fornemmelse af, at Singer spiller på det helt sikre ved temmelig slavisk at udfylde biopic-skabelonen med nedslag i sangerens liv. Ja, han skal skændes lidt med sin familie, der synes, han burde finde sig et trygt og ordentligt job, og så er der noget med forskellige forhold og et udsvævende rockstjerne-liv og dårlig indflydelse og kontroverser omkring hans homoseksualitet, som vist egentlig også får mere, end den virkelige historie kan trække. Og det er alt sammen meget fint, men jeg synes ikke, vi får mere end en ret overfladisk historie om kunstnersjælen, der kæmper med sig selv og sin identitet. Selv om Rami Malek virkelig går ind i hovedrollen med liv og sjæl.
Det bliver ved at kradse i overfladen, og i mine øjne kommer vi ikke meget tættere på hovedpersonen undervejs. Så derfor kan jeg egentlig bedre lide filmens biroller, hvor især Gwilym Lee og Ben Hardy er skarpe som troværdige udgaver af Brian May og Roger Taylor. Lucy Boynton er også god som Mary Austin, som Mercury var sammen med, før han sprang ud - mens andre biroller til gengæld virker ret parodiske.
Mens selve fortællingen og personportrætterne altså flagrer en del rundt, er "Bohemian Rhapsody" til gengæld virkelig stærk på alt, der har med musik at gøre. Filmen kommer flot rundt i Queens varierede bagkatalog, og det er ikke mindst lykkedes at lave en imponerende genopsætning af bandets medrivende show ved Live Aid. Når det gælder alt det tekniske, er der ikke mange fingre at sætte på filmen.
Men det er der altså, når det gælder det dramatiske, både i forhold til historiefortællingen og det centrale personportræt. "Bohemian Rhapsody" er på den måde en ret tam affære, der kun i nogen grad bliver reddet af musikken.
"Bohemian Rhapsody" er først og fremmest en film om Freddie Mercury, og som én af de største rocksangere og -stemmer i historien giver det selvfølgelig mening. Men Mercurys historie er uløseligt forbundet med Queen, så som bonus får vi også en god del af bandets historie med. Det hele bliver præsenteret som en helt klassisk musiker-biopic af instruktør Bryan Singer, der må siges at være lidt uden for sit normale revir her, eftersom han er bedst kendt for "The Usual Suspects" og en stribe X-Men-film.
Filmen om Freddie Mercury har fået en del kritik for at være historisk ukorrekt, og det er også sandt nok, at manuskriptet tager sig nogle friheder. Der bliver lagt ekstra konflikt på i genretypiske stridigheder mellem band og pladeselskab samt internt mellem bandmedlemmerne. Og det er overdrevet, for Queen gik fx aldrig i opløsning, som filmen påstår. Mest irriterende synes jeg dog, det er, at Live Aid skildres som den store afslutning på karrieren, for bandet udgav faktisk en rigtig god plade og tog på en stor turné efter den koncert. Hvor Mercury i øvrigt endnu ikke havde opdaget, at han havde hiv, som det påstås her.
Grundlæggende set synes jeg dog, at de mange små ændringer kan undskyldes, med at man skal have filmen til at fungere som dramatik. Der bliver nok filet lidt mere på sandheden end i en gennemsnitlig biopic, men så er det heller ikke værre. Jeg har i højere grad et problem, med at "Bohemian Rhapsody" trods den let forcerede Hollywood-dramatik virker som en film, der ikke helt ved, om den vil andet end at være en klichéagtig genrefilm.
Som nævnt er det først og fremmest en film om Mercury, men jeg sad med en fornemmelse af, at Singer spiller på det helt sikre ved temmelig slavisk at udfylde biopic-skabelonen med nedslag i sangerens liv. Ja, han skal skændes lidt med sin familie, der synes, han burde finde sig et trygt og ordentligt job, og så er der noget med forskellige forhold og et udsvævende rockstjerne-liv og dårlig indflydelse og kontroverser omkring hans homoseksualitet, som vist egentlig også får mere, end den virkelige historie kan trække. Og det er alt sammen meget fint, men jeg synes ikke, vi får mere end en ret overfladisk historie om kunstnersjælen, der kæmper med sig selv og sin identitet. Selv om Rami Malek virkelig går ind i hovedrollen med liv og sjæl.
Det bliver ved at kradse i overfladen, og i mine øjne kommer vi ikke meget tættere på hovedpersonen undervejs. Så derfor kan jeg egentlig bedre lide filmens biroller, hvor især Gwilym Lee og Ben Hardy er skarpe som troværdige udgaver af Brian May og Roger Taylor. Lucy Boynton er også god som Mary Austin, som Mercury var sammen med, før han sprang ud - mens andre biroller til gengæld virker ret parodiske.
Mens selve fortællingen og personportrætterne altså flagrer en del rundt, er "Bohemian Rhapsody" til gengæld virkelig stærk på alt, der har med musik at gøre. Filmen kommer flot rundt i Queens varierede bagkatalog, og det er ikke mindst lykkedes at lave en imponerende genopsætning af bandets medrivende show ved Live Aid. Når det gælder alt det tekniske, er der ikke mange fingre at sætte på filmen.
Men det er der altså, når det gælder det dramatiske, både i forhold til historiefortællingen og det centrale personportræt. "Bohemian Rhapsody" er på den måde en ret tam affære, der kun i nogen grad bliver reddet af musikken.
13/12-2018
