SJOV MED SJÆL
6.0
Myten om Doktor Faust går helt tilbage til Tysklands 1500-tal, hvor rygterne forlød, at alkymisten havde indgået en pagt med djævlen for at opnå resultater i sine eksperimenter. Siden er han blevet en moderne legende. Den beskriver de nyopståede forhold mellem individ og fællesskab, mennesket og videnskaben, hvorfor myten også har fundet vej til nogle af de største forfatteres vigtigste værker. Marlowe, Goethe og Thomas Mann har angiveligt alle haft en Faust i deres bøger.
Den amerikanske instruktør Harold Ramis træder ind i samme tradition. Han har tidligere gjort permanent indtryk på filmhistorien med mesterværket ”Ghostbusters”, behandlet vægtige tematikker i de metafysiske ”En ny dag truer” og Fire i én” samt lagt publikum ned flad af grin med komedier som ”Fards Fede Ferie”, ”Røven fuld af penge” og ”Familieterapi”. Om det er i ledtog med djævlen vides ikke, men Ramis formår med ”Forhekset” at kombinere alle de kvaliteter, hans foregående film har udmærket sig ved.
Vores Faust er den sympatiske men akavede Elliot spillet af Brendan Fraser. Vor tids alkymist arbejder altså som IT-mand, han bliver bagtalt og mobbet af kollegerne og er håbløst forelsket i sin Gretchen, den skønne Alison. I et desperat øjeblik ytrer han at ville gøre alt for at opnå genstanden for sin forelskelse og mere skal der ikke til, så dukker satan selv op iført stiletter i form af det britiske 90’erne-ikon Elizabeth Hurley. Hvordan man er kommet på dette, overgår undertegnedes fantasi, men de har virkelig ramt plet. Hendes samspil med Fraser er fortræffeligt, hun er sjov og hendes fremtoning i filmen skal nok få store dele af det mandlige publikum til at ville forbryde sig mod flere dødssynder og Dekalogen.
Hun giver Elliot syv ønsker, som han straks går i gang med at bruge på at blive kærester med sin drømmekvinde Alison. For så vidt meget forudsigeligt, men herfra stikker det virkelig af: Da han ønsker sig at være rig, magtfuld og gift med Alison transporteres vi til den colombianske jungle, hvor Elliot er blevet en snusket, stornæset og ikke mindst spansktalende narkobaron! Djævlen sidder i detaljen og hver gang Elliot indfrier et ønske, sørger den kvindelige Mephistopheles for, at andre parametre af virkeligheden bliver ham tilpas utålelig. Således ender vi på en af de morsomste tour-de-forcer i komediefilmens historie. Det er ganske enkelt betagende at se Ramis og hans filmhold skabe det ene outrerede univers efter det næste.
Det hele står og falder med hovedrolleindehaveren Brendan Fraser, men han er opgaven voksen. Han er en af de skuespillere, man aldrig bliver træt af at se på takket være sin energi og karisma. Han håndterer hver eneste forvandling, hans karakter bliver udsat for, med perfektion. I disse tider er der tilsyneladende konsensus om, at en skuespiller ikke har lov at portrættere en karakter, hvis ikke de deler demografiske forhold. Det kendte man (heldigvis) ikke til i år 2000 og det er ganske givet ikke for sarte sjæle når Fraser giver den som colombianer, bøsse, sinke og Lincoln. Når det bliver gjort med kærlighed og indlevelse som her, burde ingen dog blive stødt. Det er en pragtpræstation og Frasers manglende tilstedeværelse i Hollywood skyldes ikke hans evner. Han er i år stået frem som offer for den sexchikane, der desværre præger den amerikanske filmbranche.
Udover morskaben rummer filmen også den anden gode egenskab, en komedie kan have. Den får seeren til at kigge på samfundet på en ny måde og overveje de store spørgsmål i vores moderne liv. Der er en klar moral at hente, men slutningen på dette mesterværk skal ikke afsløres her. Filmen bæres frem af den livlige instruktion, veloplagt skuespil og et indbydende univers fra første til sidste billede. Ramis og Co. har lavet en guddommelig komedie og et vidneudsagn om tiden før terrorangrebet på World Trade Center. Efter det ændrede ikke bare verden, men meget påfaldende også komediegenren sig for evigt og her er kulminationen af den amerikanske komedietradition.
Dyrets tal er som bekendt 666, så hvad mere passende end at "Forhekset" inkasserer højeste karakter i form af seks diabolske stjerner.
Den amerikanske instruktør Harold Ramis træder ind i samme tradition. Han har tidligere gjort permanent indtryk på filmhistorien med mesterværket ”Ghostbusters”, behandlet vægtige tematikker i de metafysiske ”En ny dag truer” og Fire i én” samt lagt publikum ned flad af grin med komedier som ”Fards Fede Ferie”, ”Røven fuld af penge” og ”Familieterapi”. Om det er i ledtog med djævlen vides ikke, men Ramis formår med ”Forhekset” at kombinere alle de kvaliteter, hans foregående film har udmærket sig ved.
Vores Faust er den sympatiske men akavede Elliot spillet af Brendan Fraser. Vor tids alkymist arbejder altså som IT-mand, han bliver bagtalt og mobbet af kollegerne og er håbløst forelsket i sin Gretchen, den skønne Alison. I et desperat øjeblik ytrer han at ville gøre alt for at opnå genstanden for sin forelskelse og mere skal der ikke til, så dukker satan selv op iført stiletter i form af det britiske 90’erne-ikon Elizabeth Hurley. Hvordan man er kommet på dette, overgår undertegnedes fantasi, men de har virkelig ramt plet. Hendes samspil med Fraser er fortræffeligt, hun er sjov og hendes fremtoning i filmen skal nok få store dele af det mandlige publikum til at ville forbryde sig mod flere dødssynder og Dekalogen.
Hun giver Elliot syv ønsker, som han straks går i gang med at bruge på at blive kærester med sin drømmekvinde Alison. For så vidt meget forudsigeligt, men herfra stikker det virkelig af: Da han ønsker sig at være rig, magtfuld og gift med Alison transporteres vi til den colombianske jungle, hvor Elliot er blevet en snusket, stornæset og ikke mindst spansktalende narkobaron! Djævlen sidder i detaljen og hver gang Elliot indfrier et ønske, sørger den kvindelige Mephistopheles for, at andre parametre af virkeligheden bliver ham tilpas utålelig. Således ender vi på en af de morsomste tour-de-forcer i komediefilmens historie. Det er ganske enkelt betagende at se Ramis og hans filmhold skabe det ene outrerede univers efter det næste.
Det hele står og falder med hovedrolleindehaveren Brendan Fraser, men han er opgaven voksen. Han er en af de skuespillere, man aldrig bliver træt af at se på takket være sin energi og karisma. Han håndterer hver eneste forvandling, hans karakter bliver udsat for, med perfektion. I disse tider er der tilsyneladende konsensus om, at en skuespiller ikke har lov at portrættere en karakter, hvis ikke de deler demografiske forhold. Det kendte man (heldigvis) ikke til i år 2000 og det er ganske givet ikke for sarte sjæle når Fraser giver den som colombianer, bøsse, sinke og Lincoln. Når det bliver gjort med kærlighed og indlevelse som her, burde ingen dog blive stødt. Det er en pragtpræstation og Frasers manglende tilstedeværelse i Hollywood skyldes ikke hans evner. Han er i år stået frem som offer for den sexchikane, der desværre præger den amerikanske filmbranche.
Udover morskaben rummer filmen også den anden gode egenskab, en komedie kan have. Den får seeren til at kigge på samfundet på en ny måde og overveje de store spørgsmål i vores moderne liv. Der er en klar moral at hente, men slutningen på dette mesterværk skal ikke afsløres her. Filmen bæres frem af den livlige instruktion, veloplagt skuespil og et indbydende univers fra første til sidste billede. Ramis og Co. har lavet en guddommelig komedie og et vidneudsagn om tiden før terrorangrebet på World Trade Center. Efter det ændrede ikke bare verden, men meget påfaldende også komediegenren sig for evigt og her er kulminationen af den amerikanske komedietradition.
Dyrets tal er som bekendt 666, så hvad mere passende end at "Forhekset" inkasserer højeste karakter i form af seks diabolske stjerner.
27/12-2018
