Ikke så meget nyt under solen

Den tredje film i "Friday the 13th"-serien udkom året efter sin forgænger, og der var således udgivet én film om året tre år i træk. Dette kan måske være med til at forklare, hvorfor filmen i så høj grad virker snydt ud af næsen på de første to. Men den reelle årsag er nok, at formlen virkede, og folk betaler for at se den. Bum.

De prøver i denne tredje film med nogle nye tiltag. Men derudover det den meget samme skabelon med samme handlings set-up: En gruppe unge mennesker er samlet i en øde lejr af hytter og bliver brutalt myrdet én efter én.

Filmen følger netop som den tidligere film sluttede og foregår således lørdag den 14.? Denne gang får Jason besøgt et par med en lille købmandsforretning, før han kaster sig over de unge. Desuden kommer de unge i karambolage med en lille rockerbande, der kommer på tværs af Jason og derfor også får kniven.
Der er således forsøgt at give en smule afveksling til historien, hvor Jason ikke er den eneste modstander, som er med til at optrappe konflikten i filmens dramaturgi.
Men ja, det er jo ikke den store handlingsudvikling med drejninger og diverse optrin. Det er ikke nogen detektiv/kriminalhistorie som i forbillederne "Psycho" eller en menneskejagt som i "Halloween". Fredag-filmene er ret statiske og mekaniske, fordi de holder sig til en fast formel, fordi publikum vil have stemningen og de grafiske drab. Filmene bliver således ofte kritiseret for mangel på handling, men også på karakterudvikling. Det er som sagt ikke dramaer med den store karakterudvikling, men the final girl ender nu ofte i denne genre med at undergå en forvandling til hårdtslående for selv at overleve. Så lidt karakterudvikling er der da.

Men film nr. 2 havde en mere interessant heltinde, som brugte sin etablerede psykologiske evner til at bekæmpe Jason i et udmærket opgør til sidst. Hun var heller ikke alene, da hun havde sin elsker ved sin side. I film er karakterinteraktion ofte noget, der løfter en film. I den første film var heltinden alene til sidst og det er igen tilfældet i denne trejde film. I den første film var der en overraskende drejning med morderen, som dukkede op og først lidt efter identificerede sig selv som morderen. I denne tredje film er der en mindre overraskelse med en karakter, som menes død i begyndelsen af filmen pludselig dukker op i filmens klimaks. Hvorfor han har gemt sig på grunden i al den tid, ved jeg ikke? Derudover kopierer filmen nu for tredje gang det jump-scare, som etteren blev berømt for. Jeg kunne ikke holde ud at se på 2erens variant af dette jump-scare, som underbygget af musikken virkeligt skræmte mig og således gjorde et større indtryk på mig end 1eren. Måske fordi jeg var 12-13 år, da jeg så 2eren, men først så 1eren flere år efter? Men i denne tredje film virker det altså lidt slidt.

Karakterne er mindre interessante for mig end i film nr. 2, som også havde et bedre opgør til sidst. Film nr. 3 lægger i modsætning til den første film heller ikke skjul på, hvem morderen er, så dét kan den heller ikke bryste sig af. Alt i alt blegner filmen således lidt i forhold til sine to forgængere, herunder især film nr. 2. Filmen gjorde dog brug af datidens 3D-teknologi, hvilket måske var medvirkende til, at filmen blev en af de mest indtjenende i serien, og tjente således flere penge ind end film nr. 2.
Filmen er dog ikke ren lort, eftersom jeg stadig finder filmen underholdende og mere end diverse andre film i genren, og der er altså lavet betydeligt værre film end denne. Også i denne serie. Mere om dét følger.