ridderen

Jeg var ganske spændt på Chloé Zhaos The Rider, der ankommer med en stor portion superlativer tilknyttet sig. Historien om en ung ´cowboy´, der får et alvorligt kraniebrud og ikke længere må udøve sit erhverv og yndlingsbeskæftigelse, rodeoridning, er baseret på virkelighedens Brady Jandreau, der spiller en version af sig selv i filmen, hvor Zhao rundt omkring ham ligeledes benytter sig udelukkende af uprøvede skuespillere fra virkeligheden. Jandreau gør det habilt i hovedrollen, mens de andre medvirkende er ret svingende i deres naturlighed og præstationer. Zhao har et godt øje for miljøskildring, men The Rider bliver næsten fuldstændig knækket af hendes komplet overfortalte fortællerstil. Manuskriptet er tyndt og repetitivt, dialogerne tunge og udpenslede, og så er følelserne sovset ind i så meget sentimentalitet, at selv de gode idéer og scener, som The Rider har, indtages med en bismag. Kun den flotte billedside var mig gnidningsfri, og jeg må blindt erkende, at jeg vitterligt ikke ser The Rider som noget stort. Tværtimod ender den med at føles som en lille film gennem Zhaos manglende elegance og mådehold.