FORLOREN HOLLYWOOD PÅ DÅSE
1.0
Det er natten til mandag den 27. november 2017. Klokken er mange, men jeg er en af dem, der aldrig har svært ved at holde mig vågen på Oscar-natten. Den selvglade vært Jimmy Kimmel får mig til at længes tilbage til dengang prisuddelingen var en både mere seriøs og morsom begivenhed. Billy Crystal stod typisk for løjerne og priserne blev ikke uddelt ud fra ting som politisk korrekthed. I år kan man ikke engang finde en, der gider være vært! Men aftenen byder på kærligt gensyn med to store skuespillere, som vi filmfans har savnet gennem længere tid: Warren Beatty og Faye Dunaway, som annoncerer vinderen af årets film, ”La La Land”. Jeg er i en tilstand af chok.
”La La Land” fortæller historien om det unge par Sebastian og Mia (Gosling og Stone), som forsøger at slå igennem i Los Angeles som hhv. musiker og skuespiller, alt imens de gennemlever et forhold. Angiveligt en ode til fortidens musicals og romancer og som stor fan af det gamle Hollywood og film som ”Casablanca” og ”Syng i sol og regn” er min interesse pirret. Det er da også en af de største filmsucceser i indeværende årti. Den modtog fjorten nomineringer fra Oscar-akademiet, hvoraf den høstede seks. Den er noget så sjældent som en musical-film, der både er afholdt af anmeldere og det brede publikum. Det er muligvis også det tilfælde, hvor undertegnede anmelder er allermest uenig med en films reception.
Filmens narrativ har vi set hundred gange før. Mia og Sebastians skiftende held i underholdningsbranchen sætter deres forhold på prøve, samtidig med at de balancerer mellem kunstnerisk integritet og kommerciel succes. De bevæger sig til og fra hinanden som planeter i omløbsbaner. Disse aspekter kan man sagtens bygge en fortælling op omkring, men det synes ”La La Land” ikke interesseret i. Plottet og dets dilemmaer præsenteres på et plan, hvor det lige så godt kunne være seneste installation i ”High School Musical”-sagaen. Det er mig en gåde at andre voksne anmeldere har set montagen, hvor Sebastian er blevet indlemmet i en form for house/jazz-band, uden at føle, de var kommet til at snige sig med til filmaften hos pigerne i en 8. klasse.
Det tog mig noget tid at sætte ord på hvor og hvorfor ”La La Land” falder så katastrofalt til jorden og det krævede et pinefuldt gensyn at verbalisere det: De elementer, filmen bygger på, det klassiske Hollywood, de gamle musicals og den amerikanske drøm, bliver ikke behandlet med den gravitet, stoffet har krav på og som filmen også selv foregiver at bidrage. Instruktør Damien Chazelle har en tilgang til projektet, der passer bedre til cyber-kulturens flygtighed og de lange, stolte traditioner bliver nærmere forsøgt gestaltet som internet-memes, end de bliver taget op til hyldest, kritik og reeksamination. Det er en tom leg med former og filmens rædselsfulde billeder, der konstant forulempes af blå og brune filtre, som vi kender det fra billedtjenesten Instagram, fremhæver hvor falsk og kold en oplevelse denne tur til LA i virkeligheden er.
Ryan Gosling er efter den stærkt overvurderede ”Drive” (der allerede er ved at dale i anseelse, nu blændværkets virkning har aftaget) eleveret til en af vor tids største mandlige skuespillere. Med sine seneste præstationer, især ”First Man”, gør han en god indsats for en dag at kunne blive nævnt sammen med Clooney, Cruise og DiCaprio. Som Sebastian i ”La La Land” er han dog på sit absolut ringeste. Når man forsøger at træde i fodsporene på folk som Gene Kelly og Dick van Dyke, påkalder det en karisma og indlevelse, som Gosling ganske enkelt ikke leverer. Hans dansetrin er imponerende professionelle, men uden karakter og hans ansigtsspil så udtryksløst, at man som seer hengiver sig til gættelegen om, hvorvidt det skyldes for meget make-up eller bare plastikkirurgi. Emma Stone er niveauer bedre i en præstation tilsvarende en vellykket romantisk komedie – Noget man kan undre sig over, kaster Oscar-statuetter af sig, når fantastiske Meg Ryan ikke engang har været nomineret! Biroller bl.a. udgjort af stærke kræfter som J.K. Simmons og John Legend forbliver tynde karikaturer. Hvis det er en hyldest til genren, gør det alle en bjørnetjeneste.
Som alle nok ved, viste det sig, at Warren Beattys bekendtgørelse var en fejl. ”La La Land” var ikke årets film og prisen gik faktisk til ”Moonlight” – en problematisk film på nogen andre, men langt mindre graverende præmisser. Tiden vil vise, om ”La La Land” ligesom sine postulerede forbilleder stadig anses som et mesterværk om 50 år. Jeg tvivler kraftigt og står gerne på mål for det allerede nu ved at tildele ”La La Land” laveste bedømmelse: én stjerne.
”La La Land” fortæller historien om det unge par Sebastian og Mia (Gosling og Stone), som forsøger at slå igennem i Los Angeles som hhv. musiker og skuespiller, alt imens de gennemlever et forhold. Angiveligt en ode til fortidens musicals og romancer og som stor fan af det gamle Hollywood og film som ”Casablanca” og ”Syng i sol og regn” er min interesse pirret. Det er da også en af de største filmsucceser i indeværende årti. Den modtog fjorten nomineringer fra Oscar-akademiet, hvoraf den høstede seks. Den er noget så sjældent som en musical-film, der både er afholdt af anmeldere og det brede publikum. Det er muligvis også det tilfælde, hvor undertegnede anmelder er allermest uenig med en films reception.
Filmens narrativ har vi set hundred gange før. Mia og Sebastians skiftende held i underholdningsbranchen sætter deres forhold på prøve, samtidig med at de balancerer mellem kunstnerisk integritet og kommerciel succes. De bevæger sig til og fra hinanden som planeter i omløbsbaner. Disse aspekter kan man sagtens bygge en fortælling op omkring, men det synes ”La La Land” ikke interesseret i. Plottet og dets dilemmaer præsenteres på et plan, hvor det lige så godt kunne være seneste installation i ”High School Musical”-sagaen. Det er mig en gåde at andre voksne anmeldere har set montagen, hvor Sebastian er blevet indlemmet i en form for house/jazz-band, uden at føle, de var kommet til at snige sig med til filmaften hos pigerne i en 8. klasse.
Det tog mig noget tid at sætte ord på hvor og hvorfor ”La La Land” falder så katastrofalt til jorden og det krævede et pinefuldt gensyn at verbalisere det: De elementer, filmen bygger på, det klassiske Hollywood, de gamle musicals og den amerikanske drøm, bliver ikke behandlet med den gravitet, stoffet har krav på og som filmen også selv foregiver at bidrage. Instruktør Damien Chazelle har en tilgang til projektet, der passer bedre til cyber-kulturens flygtighed og de lange, stolte traditioner bliver nærmere forsøgt gestaltet som internet-memes, end de bliver taget op til hyldest, kritik og reeksamination. Det er en tom leg med former og filmens rædselsfulde billeder, der konstant forulempes af blå og brune filtre, som vi kender det fra billedtjenesten Instagram, fremhæver hvor falsk og kold en oplevelse denne tur til LA i virkeligheden er.
Ryan Gosling er efter den stærkt overvurderede ”Drive” (der allerede er ved at dale i anseelse, nu blændværkets virkning har aftaget) eleveret til en af vor tids største mandlige skuespillere. Med sine seneste præstationer, især ”First Man”, gør han en god indsats for en dag at kunne blive nævnt sammen med Clooney, Cruise og DiCaprio. Som Sebastian i ”La La Land” er han dog på sit absolut ringeste. Når man forsøger at træde i fodsporene på folk som Gene Kelly og Dick van Dyke, påkalder det en karisma og indlevelse, som Gosling ganske enkelt ikke leverer. Hans dansetrin er imponerende professionelle, men uden karakter og hans ansigtsspil så udtryksløst, at man som seer hengiver sig til gættelegen om, hvorvidt det skyldes for meget make-up eller bare plastikkirurgi. Emma Stone er niveauer bedre i en præstation tilsvarende en vellykket romantisk komedie – Noget man kan undre sig over, kaster Oscar-statuetter af sig, når fantastiske Meg Ryan ikke engang har været nomineret! Biroller bl.a. udgjort af stærke kræfter som J.K. Simmons og John Legend forbliver tynde karikaturer. Hvis det er en hyldest til genren, gør det alle en bjørnetjeneste.
Som alle nok ved, viste det sig, at Warren Beattys bekendtgørelse var en fejl. ”La La Land” var ikke årets film og prisen gik faktisk til ”Moonlight” – en problematisk film på nogen andre, men langt mindre graverende præmisser. Tiden vil vise, om ”La La Land” ligesom sine postulerede forbilleder stadig anses som et mesterværk om 50 år. Jeg tvivler kraftigt og står gerne på mål for det allerede nu ved at tildele ”La La Land” laveste bedømmelse: én stjerne.
07/01-2019
