OPLYST SKYGGESIDE
4.0
En dreng i skolealderen kaldet Chiron (Hibbert) har mange ting imod sig i sin tilværelse i Florida, USA: Hans enlige mor (Harris) er stofmisbruger, han er genert, sort og tilmed homoseksuel. Sidstnævnte er filmens omdrejningspunkt, da filmen er opdelt i tre kapitler, der følger Chirons udvikling til teenager (Sanders) og voksen (Rhodes) samt hans forhold til sin seksualitet.
Som det nok fremgår af resuméet, vil man altså som seer få et indblik i nogle forskellige demografiske forhold, de fleste af os biografgængere i Danmark næppe kender til. Det er på godt og ondt, da filmen kan føles meget fremmed - For eksempel havde denne anmelder personligt svært ved overhovedet at forstå, hvad personerne sagde, grundet deres anderledes ordforråd og accent. Det kan varmt anbefales at anskaffe et eksemplar med danske undertekster, også hvis man er god til engelsk. På den positive side er det fascinerende at være med på sidelinjen af livet som homoseksuel afroamerikaner i underklassen, også selvom det skal bemærkes, filmen ganske givet bliver lige lidt eksplicit seksuel for nogens smag. Midlertidigt er det ikke ud i dette, filmen brillerer mest, det er i portrættet af Chiron som voksen, hvor han er blevet en stor, pumpet narkohandler, der er forblevet i skabet. Det er altså betagende og menneskeliggørende at se hvordan og hvorfor en person måske ender som sådan en hård bøf.
Skuespillerne er gode, men desværre meget ukendte. Det er selvfølgelig godt, at folks syn på den slags har ændret sig, men for filmenes skyld kan man savne en tid, hvor folk som Tom Hanks eller Heath Ledger og Jake Gyllenhaal var nødt til at tage rollerne før folk gad troppe op i biografen. For fans af ”Hidden Figures” er der dog noget at komme efter, da Janelle Monáe og Mahershala Ali medvirker som parret, der tager Chiron til sig som barn. Sidstnævntes Oscar skal nok ses i lyset af de to gode præstationer, han leverede det år, hvor han viser den afroamerikanske mand i et mere forbilledligt, naturligt lys (selvom han måske ikke er på den rigtige side af loven i dette værk). Her er vi kommet langt fra det dæmoniserende mandebillede i 90’ernes film som ”Farven Lilla” og ”Tina – What’s Love Got to Do with It”. Naomie Harris, som mange vil genkende fra ”Bond”-serien, kan opleves i en meget uhyggelig rolle som Chirons mor.
Den største kritik, ”Moonlight” gør sig skyldig i, er, at dens eksperimenterende form går en smule ud over filmen som helhed. Farverne er lige ekspressionistiske nok og en mere naturlig belysning som den, filmens titel lover, havde gavnet. Ligeledes er filmens spring i tid ved kapitelskift ganske enkelt for abrupte. Det kan være svært at hitte rede i hvem der er hvem og hvad der er sket, når filmen foretager sine spring i tid og sted, hvilket resulterer i en lettere desorienteret tilstand. Eksempelvis vil det nok hjælpe seeren at vide, at det er den samme person, Chiron støder på i alle tre kapitler, hvilket først rigtig gik op for undertegnede mod slutningen. Her henvises til Kevin (hhv. Piner, Jerome og Holland), som mere eller mindre bevidst bliver genstand for Chirons følelser og lyster. Scenen, da de genforenes som voksne og Kevin tilbereder et tarveligt udseende måltid for Chiron med største omhu er både morsom og rørende og viser hvor meget instruktør Barry Jenkins er i stand til at opnå med simple virkemidler. Han er slet ikke afhængig af alle de fiksfakserier, han bliver ved med at ty til.
Alt i alt en god, lille film, som fortæller en interessant historie. Man kan sagtens så tvivl om hvorvidt den er Oscar-værdig (filmen modtog prisen for årets film), men det er en helt anden snak og filmen skal ikke bedømmes ud fra hvilke priser andre mennesker har besluttet, den skulle tildeles. Man kan som seer godt føle, man er rejst til månens skyggeside, fordi filmen til tider virker meget fremmed både i form og indhold, men samtidig er det en interessant rejse, der også rummer megen menneskelighed. Den er absolut seværdig og modtager fire flotte stjerner.
Som det nok fremgår af resuméet, vil man altså som seer få et indblik i nogle forskellige demografiske forhold, de fleste af os biografgængere i Danmark næppe kender til. Det er på godt og ondt, da filmen kan føles meget fremmed - For eksempel havde denne anmelder personligt svært ved overhovedet at forstå, hvad personerne sagde, grundet deres anderledes ordforråd og accent. Det kan varmt anbefales at anskaffe et eksemplar med danske undertekster, også hvis man er god til engelsk. På den positive side er det fascinerende at være med på sidelinjen af livet som homoseksuel afroamerikaner i underklassen, også selvom det skal bemærkes, filmen ganske givet bliver lige lidt eksplicit seksuel for nogens smag. Midlertidigt er det ikke ud i dette, filmen brillerer mest, det er i portrættet af Chiron som voksen, hvor han er blevet en stor, pumpet narkohandler, der er forblevet i skabet. Det er altså betagende og menneskeliggørende at se hvordan og hvorfor en person måske ender som sådan en hård bøf.
Skuespillerne er gode, men desværre meget ukendte. Det er selvfølgelig godt, at folks syn på den slags har ændret sig, men for filmenes skyld kan man savne en tid, hvor folk som Tom Hanks eller Heath Ledger og Jake Gyllenhaal var nødt til at tage rollerne før folk gad troppe op i biografen. For fans af ”Hidden Figures” er der dog noget at komme efter, da Janelle Monáe og Mahershala Ali medvirker som parret, der tager Chiron til sig som barn. Sidstnævntes Oscar skal nok ses i lyset af de to gode præstationer, han leverede det år, hvor han viser den afroamerikanske mand i et mere forbilledligt, naturligt lys (selvom han måske ikke er på den rigtige side af loven i dette værk). Her er vi kommet langt fra det dæmoniserende mandebillede i 90’ernes film som ”Farven Lilla” og ”Tina – What’s Love Got to Do with It”. Naomie Harris, som mange vil genkende fra ”Bond”-serien, kan opleves i en meget uhyggelig rolle som Chirons mor.
Den største kritik, ”Moonlight” gør sig skyldig i, er, at dens eksperimenterende form går en smule ud over filmen som helhed. Farverne er lige ekspressionistiske nok og en mere naturlig belysning som den, filmens titel lover, havde gavnet. Ligeledes er filmens spring i tid ved kapitelskift ganske enkelt for abrupte. Det kan være svært at hitte rede i hvem der er hvem og hvad der er sket, når filmen foretager sine spring i tid og sted, hvilket resulterer i en lettere desorienteret tilstand. Eksempelvis vil det nok hjælpe seeren at vide, at det er den samme person, Chiron støder på i alle tre kapitler, hvilket først rigtig gik op for undertegnede mod slutningen. Her henvises til Kevin (hhv. Piner, Jerome og Holland), som mere eller mindre bevidst bliver genstand for Chirons følelser og lyster. Scenen, da de genforenes som voksne og Kevin tilbereder et tarveligt udseende måltid for Chiron med største omhu er både morsom og rørende og viser hvor meget instruktør Barry Jenkins er i stand til at opnå med simple virkemidler. Han er slet ikke afhængig af alle de fiksfakserier, han bliver ved med at ty til.
Alt i alt en god, lille film, som fortæller en interessant historie. Man kan sagtens så tvivl om hvorvidt den er Oscar-værdig (filmen modtog prisen for årets film), men det er en helt anden snak og filmen skal ikke bedømmes ud fra hvilke priser andre mennesker har besluttet, den skulle tildeles. Man kan som seer godt føle, man er rejst til månens skyggeside, fordi filmen til tider virker meget fremmed både i form og indhold, men samtidig er det en interessant rejse, der også rummer megen menneskelighed. Den er absolut seværdig og modtager fire flotte stjerner.
08/01-2019
