SALTVANDSINDSPRØJTNING
6.0
I disse år udkæmpes kampen mellem de to store amerikanske tegneserie-forlag, Marvel og DC, men uanset hvad har superheltene allerede sejret. De har overtaget planeten og udgør i dag en meget stor del af blockbuster-filmene hvert år. Superheltefilmen er blevet en genre i sig selv: Den rå, tilstræbt realistiske stil bedst kendt fra Christopher Nolans ”Batman”-film er penduleret over til en form, der lever af dyre effekter og at gøre nar af sin egen præmis. Sidstnævnte har de seneste år udviklet sig fra ”Guardians of the Galaxy” over ”Antman” til ”Deadpool”, hvor den krystalliserede sig.
For denne anmelder blev Marvels evindelige brug af dette format kombineret med Warner Brothers’ mislykkede forsøg på seriøse superheltefilm for meget. Jeg stod af superheltetoget, som jeg bekendtgjorde i min opgørelse over filmåret 2018. Alligevel har jeg denne aften løst billet til seneste skud på stammen, James Wans ”Aquaman”, da flere af mine anmelder-venner forsikrer mig, der er tale om noget særligt. Jeg mindes Aquaman fra tegneserierne i min barndom, men det her bliver noget helt andet. Aquaman (Momoa) er stadig halvt menneske halvt atlantisianer, men qua Jason Momoas gestaltning langt fra den renskurede, velfriserede helt, mange kender. Han har før vist gode takter i den fremragende ”Conan the Barbarian” fra 2011 og vi har før mødt hans Aquaman i filmene om ”Justice League”, men først her kommer han i sit rette element.
Meget hurtigt fremgår det, at her er der tale om superheltefilm ulig sine forgængere. I en af de første og for filmen karakteristisk hæsblæsende scener diskuterer Aquamans onde bror Kong Orm (Wilson) verdenshavenes storpolitik med Kong Nereus (Lundgren!) og man indser, at denne film er nærmere beslægtet ”Ringenes Herre” og ”Star Wars” end ”Avengers”-serien. Den har modet til at stå ved sit univers og sine karakterer, der ellers med lethed kunne latterliggøres til døde, men den forfølges aldrig. Der er tale om en komplet løsrivelse fra genren, også hvad angår de vante strukturer: På behændig vis manøvreres der udenom alle de klassiske elementer, der gør superheltefilm så forudsigelige. Et eksempel er, at alle fra start ved, Kong Orm er ond, så når et attentat i førnævnte scene rammer kongerne, er det tydeligvis fingeret af ham selv, hvilket også bekræftes i næste scene. Noget der i andre superheltefilm kunne tjene som den hemmelige, men for seeren åbenlyse intrige, forløses indenfor fem minutter.
Wan og hans hold er nemlig ikke interesseret i at spilde tid på den slags. Det er først og fremmest en karakterdreven film, hvorfor skildringen af Aquamans forhistorie med sine naturlige spring i tid og sted hører til blandt de mest elegante i genren. De bedste action- og fantasy-film er dem, hvor man fornemmer, der findes en hel verden udenfor filmens handling. Peter Jackson og del Toro mestrer denne kunst. Et andet eksempel er ”John Wick”-serien. Her lykkes man med det samme, båret frem af et kompliceret, mytisk univers, men især fantastisk visuelt arbejde. Det vrimler med fantasifulde havdyr og avanceret teknologi. Ofte i kamp med hinanden og der er ikke sparet på stemmeskuespillet, hvor folk som John Rhys-Davies, Julie Andrews og Djimon Hounsou giver karaktererne liv. Det er utvivlsomt en svær opgave at skabe et univers under vandet, men man har fået det til at virke ganske ubesværet. Denne filmhaj lugter Oscar-blod i farvandet.
Man har haft held med at tiltrække et fremragende cast. Jason Momoa er ankeret, men han får stærkt modspil. Her udgør den unge Amber Heard en stærk kvindelig modspiller og deres kemi vækker mindelser om Brendan Fraser og Rachel Weisz, når de tager på skattejagt i Sahara og Sicilien. På rollelisten findes også Willem Dafoe, Nicole Kidman, der altså giver Tom Cruise kamp til stregen her med nogen meget imponerende actionscener, og Patrick Wilson, der er som forvandlet i rollen som Kong Orm. Han føles som en helt ny mand og leverer et langt mere interessant portræt, end man kunne have forventet. Aquamans mest kendte fjende fra tegneseriehæfterne, Sorte Manta (Abdul-Mateen II), dukker også op og jeg tør godt kalde ham den mest vellykkede realisering af en superhelteskurk til dato.
Filmen er ikke ren action og effekter. Det er faktisk også en antikrigsfilm, der rummer mange kommentarer til den måde menneskene behandler hinanden og kloden på. Meget symbolsk er Kong Orms vej til sejr altid at besejre sin modstander med vold, mens Aquaman flere gange triumferer med andre aspekter af sin person end råstyrke eller sin magiske trefork, hvilket kun er forfriskende. Samme er de kvindelige karakterers oprigtige slagkraft og den bløde side, Jason Momoa også tilfører rollen. Det er fuld ud forståeligt, at denne film er gået hen og blevet den største blockbuster fra Justice League-universet siden ”The Dark Knight Rises”.
Instruktør James Wan kommer ind fra gyser-genren og giver superheltene et tiltrængt løft, som denne anmelder håber, vil danne forbillede for seriens videre bedrifter. ”Aquaman” modtager seks (sø)stjerner.
For denne anmelder blev Marvels evindelige brug af dette format kombineret med Warner Brothers’ mislykkede forsøg på seriøse superheltefilm for meget. Jeg stod af superheltetoget, som jeg bekendtgjorde i min opgørelse over filmåret 2018. Alligevel har jeg denne aften løst billet til seneste skud på stammen, James Wans ”Aquaman”, da flere af mine anmelder-venner forsikrer mig, der er tale om noget særligt. Jeg mindes Aquaman fra tegneserierne i min barndom, men det her bliver noget helt andet. Aquaman (Momoa) er stadig halvt menneske halvt atlantisianer, men qua Jason Momoas gestaltning langt fra den renskurede, velfriserede helt, mange kender. Han har før vist gode takter i den fremragende ”Conan the Barbarian” fra 2011 og vi har før mødt hans Aquaman i filmene om ”Justice League”, men først her kommer han i sit rette element.
Meget hurtigt fremgår det, at her er der tale om superheltefilm ulig sine forgængere. I en af de første og for filmen karakteristisk hæsblæsende scener diskuterer Aquamans onde bror Kong Orm (Wilson) verdenshavenes storpolitik med Kong Nereus (Lundgren!) og man indser, at denne film er nærmere beslægtet ”Ringenes Herre” og ”Star Wars” end ”Avengers”-serien. Den har modet til at stå ved sit univers og sine karakterer, der ellers med lethed kunne latterliggøres til døde, men den forfølges aldrig. Der er tale om en komplet løsrivelse fra genren, også hvad angår de vante strukturer: På behændig vis manøvreres der udenom alle de klassiske elementer, der gør superheltefilm så forudsigelige. Et eksempel er, at alle fra start ved, Kong Orm er ond, så når et attentat i førnævnte scene rammer kongerne, er det tydeligvis fingeret af ham selv, hvilket også bekræftes i næste scene. Noget der i andre superheltefilm kunne tjene som den hemmelige, men for seeren åbenlyse intrige, forløses indenfor fem minutter.
Wan og hans hold er nemlig ikke interesseret i at spilde tid på den slags. Det er først og fremmest en karakterdreven film, hvorfor skildringen af Aquamans forhistorie med sine naturlige spring i tid og sted hører til blandt de mest elegante i genren. De bedste action- og fantasy-film er dem, hvor man fornemmer, der findes en hel verden udenfor filmens handling. Peter Jackson og del Toro mestrer denne kunst. Et andet eksempel er ”John Wick”-serien. Her lykkes man med det samme, båret frem af et kompliceret, mytisk univers, men især fantastisk visuelt arbejde. Det vrimler med fantasifulde havdyr og avanceret teknologi. Ofte i kamp med hinanden og der er ikke sparet på stemmeskuespillet, hvor folk som John Rhys-Davies, Julie Andrews og Djimon Hounsou giver karaktererne liv. Det er utvivlsomt en svær opgave at skabe et univers under vandet, men man har fået det til at virke ganske ubesværet. Denne filmhaj lugter Oscar-blod i farvandet.
Man har haft held med at tiltrække et fremragende cast. Jason Momoa er ankeret, men han får stærkt modspil. Her udgør den unge Amber Heard en stærk kvindelig modspiller og deres kemi vækker mindelser om Brendan Fraser og Rachel Weisz, når de tager på skattejagt i Sahara og Sicilien. På rollelisten findes også Willem Dafoe, Nicole Kidman, der altså giver Tom Cruise kamp til stregen her med nogen meget imponerende actionscener, og Patrick Wilson, der er som forvandlet i rollen som Kong Orm. Han føles som en helt ny mand og leverer et langt mere interessant portræt, end man kunne have forventet. Aquamans mest kendte fjende fra tegneseriehæfterne, Sorte Manta (Abdul-Mateen II), dukker også op og jeg tør godt kalde ham den mest vellykkede realisering af en superhelteskurk til dato.
Filmen er ikke ren action og effekter. Det er faktisk også en antikrigsfilm, der rummer mange kommentarer til den måde menneskene behandler hinanden og kloden på. Meget symbolsk er Kong Orms vej til sejr altid at besejre sin modstander med vold, mens Aquaman flere gange triumferer med andre aspekter af sin person end råstyrke eller sin magiske trefork, hvilket kun er forfriskende. Samme er de kvindelige karakterers oprigtige slagkraft og den bløde side, Jason Momoa også tilfører rollen. Det er fuld ud forståeligt, at denne film er gået hen og blevet den største blockbuster fra Justice League-universet siden ”The Dark Knight Rises”.
Instruktør James Wan kommer ind fra gyser-genren og giver superheltene et tiltrængt løft, som denne anmelder håber, vil danne forbillede for seriens videre bedrifter. ”Aquaman” modtager seks (sø)stjerner.
14/01-2019
