RANGERING AF SPIELBERG I DET NYE ÅRTUSIND
6.0
Han var manden, der viste Hollywood vejen ind i det, men hvordan har han selv klaret sig i det 21. århundrede indtil videre? Filmbøffen rangerer her samtlige spillefilm, i hvilke Steven Spielberg er krediteret som instruktør, som er udkommet mellem 2000 og 2019.
14. War Horse, 2011
De færreste vil nok påstå, ”War Horse” er nogen dårlig film. Derfor er det også en cadeau til Steven Spielberg, at det er den, vi finder på sidstepladsen i opgørelsen over hans instruktørskab, for her er altså masser at komme efter. Det er en historie om krig og kærlighed og en dreng (Irvine), der elsker sin hest så meget, at han vælger at følge med den, da den bliver udtaget til hæren. Spielberg sluttede 1900-tallet af med sin uhyrligt præcise skildring af 2. Verdenskrig med mesterværket ”Saving Private Ryan” og her kastede han sig over 1. Verdenskrig, hvilket også resulterede i nogle fantastiske krigsskildringer. Desværre savner man et lignende drømmecast med folk som Tom Hanks, Matt Damon, Vin Diesel og mange flere til at levendegøre de mange skæbner.
13. München, 2005
Her dykkede Spielberg ned i attentatet ved OL i München 1972, hvor vi følger Mossad-agenten Avner (Bana), der skal forsøge at opspore bagmændene. Det er en meget brutal film, men den har også plads til kærlighed og den belyser endnu engang den tematik, Spielberg er så optaget af: Familien kontra pligt. Man sidder på kanten af sædet af spænding mange gange under vejs og Spielberg har virkelig seeren i et jerngreb. Det, der taler imod filmen, er den lange spilletid på to timer og 44 minutter, der gør filmen svær at komme igennem. Det bliver simpelthen for meget at være udsat for bombardement af sine sanser og tanker i så lang tid.
12. Tintin: Enhjørningens hemmelighed, 2011
Her var Mr. Spielberg i tæt foren med selveste Peter Jackson for at lave en moderne film-udgave af tegneseriehelten Tintin (Bell). Noget, nogen måske ville kalde en umulig opgave, lykkes langt hen af vejen og især Andy Serkis’ præstation som Tintins bedste ven Kaptajn Haddock er betageligt, men i det lange løb bliver Herges originalforlags sterile udtryk et benspænd for de to mester-instruktører. Dog når de at få proppet så mange fantasifulde action-sekvenser ind i filmen, at man som seer bliver holdt til ilden hele vejen igennem.
11. A.I . Kunstig Intelligens 2001
Utvivlsomt Spielbergs mest uhyggelige film. Barneskuespilleren Haley Joel Osment var altid lidt uhyggelig, men her spiller han en lille robot-dreng med kunstig intelligens og det giver hans spil en helt ny dimension. Det er en af mest interessant udforskninger af motivet om den amerikanske kernefamilie, som instruktøren har angrebet fra et utal af vinkler gennem karrieren, her altså i samspil med etikken i menneskeskabt liv, men han taber desværre tråden lidt hen ad vejen. Spielberg havde faktisk aftalt at lave denne film sammen med Stanley Kubrick, men da han døde efter ”Eyes Wide Shut”, måtte Steven gøre det færdigt alene. Faklen for verdens største instruktør blev givet videre.
10. Ready Player One, 2018
En sjov film, som beviser, Spielberg hverken er ved at falde af på den eller ikke følger med i den teknologiske udvikling længere. Her er det fantastiske eventyr, som han har serveret for os så mange gange, men placeret i den moderne såkaldte ”Virtuel Reality”, som mange nok vil være bekendt med. Som tilfældet var med ”Tintin”, er Spielberg modsat mange andre ikke synderligt interesseret i bruge udviklingen i filmteknologien til at skabe mest mulig realisme: Han hopper op på sin scooter og kører helt ud til kanten af universet med en sulten dinosaur i hælene, resulterende i en evigt fascinerende rejse. Mange af karaktererne kan desværre komme til at virke lidt for livløse i forhold til alt det, der sker omkring dem og andre har svært ved at skinne igennem den animation, de bliver formidlet igennem. Her havde det været kræs for kendere at se nogen med Tom Hanks eller Daniel Day-Lewis’ gennemslagskraft træde til.
9. Terminalen, 2004
Måske den ”mindste” film, der er kommet ud af Spielbergs arbejde som instruktør i det nye årtusind. Det er ikke nogen kritik, men det er en meget intim film om de små og store dramaer i livet uden de store effekter, vi ellers forventer. Tom Hanks har hovedrollen som østeuropæeren Viktor, der strander i en international lufthavn i USA pga. politiske problemer i sit hjemland. Heldigvis møder han stewardessen Amelia spillet af Catherine Zeta-Jones og sød musik opstår. Hun er en værdig arvtager for Meg Ryan her og det er virkelig en film båret frem af sit skuespil. Filmen udkom i 2004 og er fra den tid, hvor Tom Hanks nærmest stoppede med at lave komedier, hvilket er en skam, for han er virkelig morsom med sin sovjetiske accent og klodsede natur.
8. War of the Worlds, 2005
Her har vi så den anden Tom, der har præget Spielbergs seneste karriere: Tom Cruise! Han spiller den fraskilte far Ray Ferrier, der må tage ansvar og redde sine to børn fra de rumvæsner, der invaderer jorden. Et epokegørende værk ved sin præmiere i 2005 for sine flotte effekter og Oscar-nominerende lyd, man sidder og tænker ”Ja, sådan kunne det godt se ud, hvis vi blev angrebet af sådan nogle aliens!”. Baseret på H.W. Wells’ romanforlag er der heller ikke en finger at sætte på historien, der kommer stille fra start, men bygger op lige så stille og ender i et bragende crescendo, der stadig kan høres.
7. Catch Me If You Can, 2002
”Fang mig, hvis du kan” er det som om Spielberg siger både til alle sine kolleger og publikum her, for det er oprigtigt svært at følge med ham. Både når det gælder de teknologiske pionérfilm og her, hvor det drejer sig om en hæsblæsende film, der både rummer masser at grine og græde af, solid action og romantik. Her slutter selveste Leonardo DiCarprio sig til Familien Spielberg i hovedrollen som svindleren Frank, der gang på gang løber om hjørner med Tom Hanks’ FBI-agent Hanratty. Filmen har et tempo og smukke billeder fra 60’ernes USA, der kan tage pusten fra enhver. Rutinerede kræfter som Martin Sheen og især Christopher Walken giver filmen en god ballast og det lykkedes også Spielberg at opdage Amy Adams i forbifarten.
6. Indiana Jones og krystalkraniets kongerige, 2008
Det her var en drengedrøm, der kom til live. Næsten tyve år efter afslutningen på trilogien om arkæologen Indiana Jones, var Spielberg og George Lucas tilbage med en ny film i sagaen. Harrison Ford er tilbage i hovedrollen og samtidig har man hentet to af de dygtigste skuespillere, der usnobbet beskæftiger sig med actiongenren: Shia LeBoeouf, der spiller hans søn Mutt, og Cate Blanchett, der giver den som outreret, sovjetisk skurk. Skal man nævne et aber dabei, mangler filmen måske noget nyskabelse, som de oprindelige film netop brilleret i, men samtidig skal man heller ikke vende det hele på hovedet uden grund og den fjerde film om Indiana Jones forbliver en rigtig popcornsfilm. Det er en af de få gange, Spielberg har tilladt sig at være nostalgisk.
5. Spionernes Bro, 2015
Spielbergs debut, ”Duellen” fra 1971, handler om en mand, der overhaler en lastbil på en landevej, hvilket medfører en form for hævnaktion fra lastbilens side, mens førerens identitet forbliver uvis. Det er sigende for en tendens, der ofte gør sig gældende i hans film: skurken eller det onde forbliver umenneskelig. Det kan være aliens, Ralph Fiennes’ Göth i ”Schinders liste” eller et statskup i et fjernt land som i ”Terminalen”. Her er der tale om en film, der netop handler om forståelse og forsoning fjender imellem, da Tom Hanks i rollen som advokaten James Donovan bliver sat til at forhandle hjemsendelsen af en russisk spion under den kolde krig. Efter en længere pause var Spielberg her tilbage med en historisk thriller og han er i sit es, når han udforsker de amerikanske værdier i indre konflikt. En både meget nervepirrende, rørende og tankevækkende film.
4. The Post, 2017
Her forenede Spielberg Tom Hanks og Meryl Streep og alene det vil filmhistorien være ham evigt taknemmelig for. De spiller henholdsvis chefredaktør og ejer af avisen The Washington Post, der kommer under stort pres, da de opdager, den amerikanske regering har dækket over sandheder i Vietnam-krigen i årevis. Filmen ramte lige ned i sin samtid med en ny præsident, der åbenlyst lyver og den feministiske bevægelse er udtrykt i Streeps arving Kay Graham, der møder megen skepsis i den mandsdominerede verden. Alt i alt en meget spændende og vigtig historie at få fortalt, udført af de bedste i branchen!
3. Den store venlige kæmpe, 2016
Her var Spielberg igen ude på nyt territorium, hvor han udnyttede udviklingen indenfor computeranimation til det yderste. En forældreløs pige (Barnhill) får sit triste liv på børnehjemmet vendt op og ned, da en kæmpe en dag tager hende med sig til en fantastisk verden fuld af fantasi og drømme. Det kan ikke blive stort nok for Spielberg i den her film, hvor det ene mytiske væsen overgås af det næste i en teknisk tour-de-force, der aldrig mister sin menneskelighed. Mange er skeptiske overfor denne film, men den har en særlig plads i mit film-hjerter og jeg tror, den med tiden vil finde et større publikum.
2. Minority Report, 2002
Denne lidt oversete film har et af de bedste science fiction-universer i filmhistorien. Tom Cruise spiller en politimand, der selv bliver offer for det system, ordensmagten i fremtiden har taget i brug: Ved at se ud i fremtiden pågribes forbryderne allerede før, de har begået forbrydelsen. Derfor er det også til Cruises John Andertons store overraskelse, at der blive udstedt en arrestordre på ham. Dette vil han dog ikke acceptere og sætter sig for at bevise sin uskyld. Således en dybt original og hjernevridende historie, der suppleres af en futuristisk æstetik, fantastisk skuespil fra Tom Cruise og Max von Sydow og en stor potion af Spielbergs velkendte humor hvor især en uforglemmelige scene med Peter Stormare som øjenkirurg og en grillkylling udsat for jetpack er højdepunkter. Alt sammen lever fuldt op til Philip K. Dicks roman, der har leveret fortællingen.
1. Lincoln, 2012
For denne anmelder var der ingen tvivl: Lincoln er nummer et! Spielberg har gennem karrieren taget publikum med på et hav af tidsrejser, så det siger virkelig noget, at det her er den mest vellykkede til dato. Det er ganske enkelt som om Spielberg på magisk vis står i Washington i 1860’erne med sit kamera og dokumenterer de skæbnesvangre begivenheder. Daniel Day-Lewis levendegør præsidenten Abraham Lincoln til UG+. Aldrig før eller siden er en historisk person blevet portrætteret med samme indlevelse. Det er kun grundet velkendte og velspillende ansigter som Sally Fields og Tommy Lee Jones, at man overhovedet forbliver bevidst om den gigantiske, gennemførte, perfekte konstruktion, ”Lincoln” er. Det er det her, Spielberg kan: Trylle med filmmediet - og han bliver ved med at gøre det! Hans store nøjagtig har resulteret i en film, nogen kalder kedelig, men finder man "Lincoln" kedelig, har man ikke kigget ordentligt efter. Hver eneste billede viser Spielbergs enorme æstetiske intelligens og hver eneste bevægelse i Day Lewis', (eller skulle jeg sige Lincolns) ansigt fortæller en hel historie. Samtidig er det urkampen for mange af de værdier, karakterne i Spielbergs andre film kæmper for og den runger stadig som et ekko over hans efterfølgende produktioner. Tiden vil vise, om det en dag lykkes ham at overgå dette mesterværk. Uanset hvad har han en central plads i filmhistorien og på ingen måde tabt pusten i det nye årtusinde.
14. War Horse, 2011
De færreste vil nok påstå, ”War Horse” er nogen dårlig film. Derfor er det også en cadeau til Steven Spielberg, at det er den, vi finder på sidstepladsen i opgørelsen over hans instruktørskab, for her er altså masser at komme efter. Det er en historie om krig og kærlighed og en dreng (Irvine), der elsker sin hest så meget, at han vælger at følge med den, da den bliver udtaget til hæren. Spielberg sluttede 1900-tallet af med sin uhyrligt præcise skildring af 2. Verdenskrig med mesterværket ”Saving Private Ryan” og her kastede han sig over 1. Verdenskrig, hvilket også resulterede i nogle fantastiske krigsskildringer. Desværre savner man et lignende drømmecast med folk som Tom Hanks, Matt Damon, Vin Diesel og mange flere til at levendegøre de mange skæbner.
13. München, 2005
Her dykkede Spielberg ned i attentatet ved OL i München 1972, hvor vi følger Mossad-agenten Avner (Bana), der skal forsøge at opspore bagmændene. Det er en meget brutal film, men den har også plads til kærlighed og den belyser endnu engang den tematik, Spielberg er så optaget af: Familien kontra pligt. Man sidder på kanten af sædet af spænding mange gange under vejs og Spielberg har virkelig seeren i et jerngreb. Det, der taler imod filmen, er den lange spilletid på to timer og 44 minutter, der gør filmen svær at komme igennem. Det bliver simpelthen for meget at være udsat for bombardement af sine sanser og tanker i så lang tid.
12. Tintin: Enhjørningens hemmelighed, 2011
Her var Mr. Spielberg i tæt foren med selveste Peter Jackson for at lave en moderne film-udgave af tegneseriehelten Tintin (Bell). Noget, nogen måske ville kalde en umulig opgave, lykkes langt hen af vejen og især Andy Serkis’ præstation som Tintins bedste ven Kaptajn Haddock er betageligt, men i det lange løb bliver Herges originalforlags sterile udtryk et benspænd for de to mester-instruktører. Dog når de at få proppet så mange fantasifulde action-sekvenser ind i filmen, at man som seer bliver holdt til ilden hele vejen igennem.
11. A.I . Kunstig Intelligens 2001
Utvivlsomt Spielbergs mest uhyggelige film. Barneskuespilleren Haley Joel Osment var altid lidt uhyggelig, men her spiller han en lille robot-dreng med kunstig intelligens og det giver hans spil en helt ny dimension. Det er en af mest interessant udforskninger af motivet om den amerikanske kernefamilie, som instruktøren har angrebet fra et utal af vinkler gennem karrieren, her altså i samspil med etikken i menneskeskabt liv, men han taber desværre tråden lidt hen ad vejen. Spielberg havde faktisk aftalt at lave denne film sammen med Stanley Kubrick, men da han døde efter ”Eyes Wide Shut”, måtte Steven gøre det færdigt alene. Faklen for verdens største instruktør blev givet videre.
10. Ready Player One, 2018
En sjov film, som beviser, Spielberg hverken er ved at falde af på den eller ikke følger med i den teknologiske udvikling længere. Her er det fantastiske eventyr, som han har serveret for os så mange gange, men placeret i den moderne såkaldte ”Virtuel Reality”, som mange nok vil være bekendt med. Som tilfældet var med ”Tintin”, er Spielberg modsat mange andre ikke synderligt interesseret i bruge udviklingen i filmteknologien til at skabe mest mulig realisme: Han hopper op på sin scooter og kører helt ud til kanten af universet med en sulten dinosaur i hælene, resulterende i en evigt fascinerende rejse. Mange af karaktererne kan desværre komme til at virke lidt for livløse i forhold til alt det, der sker omkring dem og andre har svært ved at skinne igennem den animation, de bliver formidlet igennem. Her havde det været kræs for kendere at se nogen med Tom Hanks eller Daniel Day-Lewis’ gennemslagskraft træde til.
9. Terminalen, 2004
Måske den ”mindste” film, der er kommet ud af Spielbergs arbejde som instruktør i det nye årtusind. Det er ikke nogen kritik, men det er en meget intim film om de små og store dramaer i livet uden de store effekter, vi ellers forventer. Tom Hanks har hovedrollen som østeuropæeren Viktor, der strander i en international lufthavn i USA pga. politiske problemer i sit hjemland. Heldigvis møder han stewardessen Amelia spillet af Catherine Zeta-Jones og sød musik opstår. Hun er en værdig arvtager for Meg Ryan her og det er virkelig en film båret frem af sit skuespil. Filmen udkom i 2004 og er fra den tid, hvor Tom Hanks nærmest stoppede med at lave komedier, hvilket er en skam, for han er virkelig morsom med sin sovjetiske accent og klodsede natur.
8. War of the Worlds, 2005
Her har vi så den anden Tom, der har præget Spielbergs seneste karriere: Tom Cruise! Han spiller den fraskilte far Ray Ferrier, der må tage ansvar og redde sine to børn fra de rumvæsner, der invaderer jorden. Et epokegørende værk ved sin præmiere i 2005 for sine flotte effekter og Oscar-nominerende lyd, man sidder og tænker ”Ja, sådan kunne det godt se ud, hvis vi blev angrebet af sådan nogle aliens!”. Baseret på H.W. Wells’ romanforlag er der heller ikke en finger at sætte på historien, der kommer stille fra start, men bygger op lige så stille og ender i et bragende crescendo, der stadig kan høres.
7. Catch Me If You Can, 2002
”Fang mig, hvis du kan” er det som om Spielberg siger både til alle sine kolleger og publikum her, for det er oprigtigt svært at følge med ham. Både når det gælder de teknologiske pionérfilm og her, hvor det drejer sig om en hæsblæsende film, der både rummer masser at grine og græde af, solid action og romantik. Her slutter selveste Leonardo DiCarprio sig til Familien Spielberg i hovedrollen som svindleren Frank, der gang på gang løber om hjørner med Tom Hanks’ FBI-agent Hanratty. Filmen har et tempo og smukke billeder fra 60’ernes USA, der kan tage pusten fra enhver. Rutinerede kræfter som Martin Sheen og især Christopher Walken giver filmen en god ballast og det lykkedes også Spielberg at opdage Amy Adams i forbifarten.
6. Indiana Jones og krystalkraniets kongerige, 2008
Det her var en drengedrøm, der kom til live. Næsten tyve år efter afslutningen på trilogien om arkæologen Indiana Jones, var Spielberg og George Lucas tilbage med en ny film i sagaen. Harrison Ford er tilbage i hovedrollen og samtidig har man hentet to af de dygtigste skuespillere, der usnobbet beskæftiger sig med actiongenren: Shia LeBoeouf, der spiller hans søn Mutt, og Cate Blanchett, der giver den som outreret, sovjetisk skurk. Skal man nævne et aber dabei, mangler filmen måske noget nyskabelse, som de oprindelige film netop brilleret i, men samtidig skal man heller ikke vende det hele på hovedet uden grund og den fjerde film om Indiana Jones forbliver en rigtig popcornsfilm. Det er en af de få gange, Spielberg har tilladt sig at være nostalgisk.
5. Spionernes Bro, 2015
Spielbergs debut, ”Duellen” fra 1971, handler om en mand, der overhaler en lastbil på en landevej, hvilket medfører en form for hævnaktion fra lastbilens side, mens førerens identitet forbliver uvis. Det er sigende for en tendens, der ofte gør sig gældende i hans film: skurken eller det onde forbliver umenneskelig. Det kan være aliens, Ralph Fiennes’ Göth i ”Schinders liste” eller et statskup i et fjernt land som i ”Terminalen”. Her er der tale om en film, der netop handler om forståelse og forsoning fjender imellem, da Tom Hanks i rollen som advokaten James Donovan bliver sat til at forhandle hjemsendelsen af en russisk spion under den kolde krig. Efter en længere pause var Spielberg her tilbage med en historisk thriller og han er i sit es, når han udforsker de amerikanske værdier i indre konflikt. En både meget nervepirrende, rørende og tankevækkende film.
4. The Post, 2017
Her forenede Spielberg Tom Hanks og Meryl Streep og alene det vil filmhistorien være ham evigt taknemmelig for. De spiller henholdsvis chefredaktør og ejer af avisen The Washington Post, der kommer under stort pres, da de opdager, den amerikanske regering har dækket over sandheder i Vietnam-krigen i årevis. Filmen ramte lige ned i sin samtid med en ny præsident, der åbenlyst lyver og den feministiske bevægelse er udtrykt i Streeps arving Kay Graham, der møder megen skepsis i den mandsdominerede verden. Alt i alt en meget spændende og vigtig historie at få fortalt, udført af de bedste i branchen!
3. Den store venlige kæmpe, 2016
Her var Spielberg igen ude på nyt territorium, hvor han udnyttede udviklingen indenfor computeranimation til det yderste. En forældreløs pige (Barnhill) får sit triste liv på børnehjemmet vendt op og ned, da en kæmpe en dag tager hende med sig til en fantastisk verden fuld af fantasi og drømme. Det kan ikke blive stort nok for Spielberg i den her film, hvor det ene mytiske væsen overgås af det næste i en teknisk tour-de-force, der aldrig mister sin menneskelighed. Mange er skeptiske overfor denne film, men den har en særlig plads i mit film-hjerter og jeg tror, den med tiden vil finde et større publikum.
2. Minority Report, 2002
Denne lidt oversete film har et af de bedste science fiction-universer i filmhistorien. Tom Cruise spiller en politimand, der selv bliver offer for det system, ordensmagten i fremtiden har taget i brug: Ved at se ud i fremtiden pågribes forbryderne allerede før, de har begået forbrydelsen. Derfor er det også til Cruises John Andertons store overraskelse, at der blive udstedt en arrestordre på ham. Dette vil han dog ikke acceptere og sætter sig for at bevise sin uskyld. Således en dybt original og hjernevridende historie, der suppleres af en futuristisk æstetik, fantastisk skuespil fra Tom Cruise og Max von Sydow og en stor potion af Spielbergs velkendte humor hvor især en uforglemmelige scene med Peter Stormare som øjenkirurg og en grillkylling udsat for jetpack er højdepunkter. Alt sammen lever fuldt op til Philip K. Dicks roman, der har leveret fortællingen.
1. Lincoln, 2012
For denne anmelder var der ingen tvivl: Lincoln er nummer et! Spielberg har gennem karrieren taget publikum med på et hav af tidsrejser, så det siger virkelig noget, at det her er den mest vellykkede til dato. Det er ganske enkelt som om Spielberg på magisk vis står i Washington i 1860’erne med sit kamera og dokumenterer de skæbnesvangre begivenheder. Daniel Day-Lewis levendegør præsidenten Abraham Lincoln til UG+. Aldrig før eller siden er en historisk person blevet portrætteret med samme indlevelse. Det er kun grundet velkendte og velspillende ansigter som Sally Fields og Tommy Lee Jones, at man overhovedet forbliver bevidst om den gigantiske, gennemførte, perfekte konstruktion, ”Lincoln” er. Det er det her, Spielberg kan: Trylle med filmmediet - og han bliver ved med at gøre det! Hans store nøjagtig har resulteret i en film, nogen kalder kedelig, men finder man "Lincoln" kedelig, har man ikke kigget ordentligt efter. Hver eneste billede viser Spielbergs enorme æstetiske intelligens og hver eneste bevægelse i Day Lewis', (eller skulle jeg sige Lincolns) ansigt fortæller en hel historie. Samtidig er det urkampen for mange af de værdier, karakterne i Spielbergs andre film kæmper for og den runger stadig som et ekko over hans efterfølgende produktioner. Tiden vil vise, om det en dag lykkes ham at overgå dette mesterværk. Uanset hvad har han en central plads i filmhistorien og på ingen måde tabt pusten i det nye årtusinde.
18/01-2019
