ankomst

Den celebrerede Denis Villeneuve er utvivlsomt en dygtig instruktør, der dog er voldsomt afhængigt af et godt manuskript og gode forfattere, hvilket man for mit vedkommende så både med Prisoners og Sicaro. Med den afdæmpede sci-fi film Arrival får Villeneuve netop dette, i hvert fald et godt stykke hen af vejen, fra manusforfatter Eric Heisserer, der adapterer en historie af Ted Chiang. Arrival er en intelligent og fornemt opbygget film, der i sin første halvdel er fascinerende i dens skildring af verdenens møde med en fremmed race. Fortællertonen her er dragende, de naturlige historier spændende, og så er fokus på sprog og videnskab som kommunikationsmiddel enormt fængende. Generelt er tematikken om kommunikation i Arrival et rigtig velfungerende element, og i filmens første halvdel var jeg aldeles opslugt. Men så udfolder der sig i filmens anden halvdel et andet element om tid som en flydende størrelse, et element der hænger sammen med den velspillende Amy Adams’ karakters indre, og et element, som Heisserer og Villeneuve tydeligvis gerne vil have er filmens emotionelle forankring. Desværre følte jeg mig ikke specielt rørt eller ramt af trækket, og sammen med lige lovlig megen ydre drama (det er vildt befriende og besættende, at de fremmede kommer for at hjælpe menneskeheden og ikke destruere dem) i anden halvdel, gjorde dette, at Arrival gik fra at være en fremragende film for mig til at være en god en af slagsen.