FRI FOR SPINDELVÆV
6.0
Mens Disney og Warner Brothers synes utrættelige i deres produktion af populære superheltefilm, har Sony haft lidt sværere ved at følge med. De ejer rettighederne til både De Fantastisk Fire og Spider-Man og selvom deres indsats har været med tydelige kvaliteter, er filmene forblevet ikke andet trædesten for den store superhelteindustri, vi ser i dag. Således har Spider-Man og hans alter-ego Peter Parker nu været gestaltet i fire versioner på det hvide lærred over de sidste 12 år. Dette synes at være selve udgangspunktet for dette animerede eventyr af instruktør-trioen, de herrer Persichetti, Ramsay og Rotham. Historien gentager sig selv som en græsk tragedie, da den akavede dreng Miles (Moore) bliver bidt af en radioaktiv edderkop bedst som den Peter Parker (Pine), vi kender og elsker, ikke længere er i stand til at beskytte New York.
Miles er dog ikke alene ret længe, da der på mystisk vis dukker fem andre Spider-individer op i hans verden. De er forskellige aspekter og fortolkninger af Spider-Man-myten og repræsenter en diversitet, der vil glæde alle fra den politisk korrekte skare til indædte tegneseriefans. Sammen skal de stoppe det farverige galleri af fjender i en plan, der på samme tid i tegneseriens verden er det største selvfølge, mens den også yder tematisk dybde til den samlede fortælling. Man omgår de mange klichéer med respekt, humor og en behændighed svarende til Spider-Mans, når han svinger sig fra skyskraber til skyskraber. Alt dette resulterer i en form for post-superheltegenre, der fri af narrative lænker transcenderer sig selv og fokuserer på sit mål: At underholde og fortælle en historie om ikke bare Spider-Man, men helten i os alle - At turde være den, man er. Paradoksalt nok taber man som seer aldrig tråden, hvilket mange superheltefilm desværre ikke kan prale af.
Formsiden spejler den modige tilgang perfekt. Æstetisk er filmen i alle retninger, hvor der veksles ubekymret mellem alverdens animationsstile. Meget af den er faktisk ikke særlig pænt lavet i forhold til det, publikum vil være vandt til, men også her er der altså lagt vægt på det, der bedst kan fortælle historien. De ofte simple, tegneserielignende billeder er renset for støj, der kunne fjerne seerens opmærksomhed fra det centrale. Musikken kan ganske givet være svær at sluge for nogen, da det er meget hård rap-musik, der ofte lægger toner til begivenhederne, men det bidrager til at understrege den friskhed, man forsøger at introducere det nye Spider-univers med. Det gør det velkendte en smule fremmed og visse segmenter af publikum vil uden tvivl rocke med. Vi bliver dog heller ikke snydt for en række rørende øjeblikke, hvor man meget fornuftigt går over til mere traditionel strygermusik.
“Spider-Man: Into the Spider-Verse” blæser på det hele samtidig med at den har stor kærlighed til sit eget forlag. Det er en original film med nogen sjove idéer og grundet denne tilgang er der sikret evig fremdrift, så man undgår de mere stillestående scener, man vil finde i en konventionel film, der er forpligtet til et dramaturgisk regelsæt. Jeg tildeler seks ud af seks edderkopper til denne film.
Miles er dog ikke alene ret længe, da der på mystisk vis dukker fem andre Spider-individer op i hans verden. De er forskellige aspekter og fortolkninger af Spider-Man-myten og repræsenter en diversitet, der vil glæde alle fra den politisk korrekte skare til indædte tegneseriefans. Sammen skal de stoppe det farverige galleri af fjender i en plan, der på samme tid i tegneseriens verden er det største selvfølge, mens den også yder tematisk dybde til den samlede fortælling. Man omgår de mange klichéer med respekt, humor og en behændighed svarende til Spider-Mans, når han svinger sig fra skyskraber til skyskraber. Alt dette resulterer i en form for post-superheltegenre, der fri af narrative lænker transcenderer sig selv og fokuserer på sit mål: At underholde og fortælle en historie om ikke bare Spider-Man, men helten i os alle - At turde være den, man er. Paradoksalt nok taber man som seer aldrig tråden, hvilket mange superheltefilm desværre ikke kan prale af.
Formsiden spejler den modige tilgang perfekt. Æstetisk er filmen i alle retninger, hvor der veksles ubekymret mellem alverdens animationsstile. Meget af den er faktisk ikke særlig pænt lavet i forhold til det, publikum vil være vandt til, men også her er der altså lagt vægt på det, der bedst kan fortælle historien. De ofte simple, tegneserielignende billeder er renset for støj, der kunne fjerne seerens opmærksomhed fra det centrale. Musikken kan ganske givet være svær at sluge for nogen, da det er meget hård rap-musik, der ofte lægger toner til begivenhederne, men det bidrager til at understrege den friskhed, man forsøger at introducere det nye Spider-univers med. Det gør det velkendte en smule fremmed og visse segmenter af publikum vil uden tvivl rocke med. Vi bliver dog heller ikke snydt for en række rørende øjeblikke, hvor man meget fornuftigt går over til mere traditionel strygermusik.
“Spider-Man: Into the Spider-Verse” blæser på det hele samtidig med at den har stor kærlighed til sit eget forlag. Det er en original film med nogen sjove idéer og grundet denne tilgang er der sikret evig fremdrift, så man undgår de mere stillestående scener, man vil finde i en konventionel film, der er forpligtet til et dramaturgisk regelsæt. Jeg tildeler seks ud af seks edderkopper til denne film.
02/03-2019
