EN HJERTEVARM REJSE
6.0
Den italiensk-amerikanske film-tradition med værker som ”Min fætter Vinny” og ”Godfather” møder udforskningen af den racisme og undertrykkelse, sorte mennesker blev udsat for selv i USA’s nyere historie, hvor film som ”Niceville” og ”Chauffør for Miss Daisy” på lignende vis har forsøgt at gengive det dybt kritisk men med formildende humor. Sidstnævnte er god til at forklare ”Green Book”, hvor etniciteterne altså er byttet rundt og den distingverede sorte stjernepianist Doktor Don Shirley (Ali) sidder på bagsædet og sukker over sin brovtende chauffør Tony Lip (Mortensen), der kommer fra gangstermiljøet i New York. Sammen er de på en rejse fra det nordlige trestatsområde ned gennem USA, hvor geografien danner en perfekt narrativ ramme, der tager publikum og vores to hovedpersoner på stadigt større prøvelser, mens de nærmer sig racismens hjerte i de såkaldte sydstater.
Hvad der kunne have været en meget alvorlig og måske kedelig film, bliver vendt på hovedet af en af vor tids største komedieinstruktører, Peter Farrelly (”Vild med Mary”), der her præsenterer sin mest seriøse film siden ”The Perfect Catch”, hvor Drew Barrymore bliver kærester med en baseball-fan. Filmen har en lethed, der gennemsyrer den fra de kulørte, sprøde billeder, den harmoniske musik til sin vilje til at slippe de mere ubehagelige scener, så snart seeren har forstået problemet. Det hele står og falder dog med de to hovedrolleindehavere og her har man altså ligesom Doktor Shirley selv fundet de rette mænd til jobbet. Mahershala Ali har allerede en Oscar på kaminen derhjemme og kongen vender i sandhed tilbage, når Viggo Mortensen indtager lærredet. Han er som trådt ud af ”Goodfellas” i en af Hollywoods største forvandlinger til dato, hvor det på mirakuløs vis lykkes en mand med dansk islæt at inkarnere en ægte italiener. Man kan simpelthen dufte ham gennem skærmen – en duft præget af al den lækre mad, han på morsom vis får indtaget i løbet af filmen og som også har sat sit fysiske præg, idet Viggo Mortensen er tydeligt overvægtig. Alt i alt to meget imponerende præstationer, hvor deres dynamik er et studie for sig, der konstant skifter frem og tilbage og gør filmen seværdig i sig selv. I en sigende scene sidder makkerparret på en restaurant og diskuterer gastronomi, hvor de sammenligner billige virkemidler (salt) overfor godt håndværk (smag) - En kæk kommentar til sig selv som værk, men man må bare konstatere, de har noget at have det i.
”Green Book” vandt prisen for Årets Film til Oscar-uddelingen i år og det var fortjent. Nogen skyder Oscar i skoen at favorisere politisk korrekte film om emner som racisme og homoseksualitet. Andre kritiserer Farrelly for som hvid mand at påtage sig opgaven at fortælle om sortes undertrykkelse – Det burde de selv gøre, forlyder det. Denne anmelder forestiller sig kort en verden, hvor Spielberg havde afstået fra at lave ”Farven Lilla”. Så havde samme kor ganske givet beklaget sig over, at ingen hvide instruktører beskæftigede sig med racisme i deres film. Manuskriptforfatteren Nick Vallelonga er faktisk virkelighedens Tony Lips søn og således hæves historien op på et højere plan, hvor form og indhold går hånd i hånd, der også bliver ganske rørende. Det er dog ikke kun en film om forholdet mellem sorte og hvide amerikanere: Den sigter højere end det og forsøger at indkapsle sit lands ånd gennem en lang række modsætninger, der mødes i løbet af filmen: Forskellige intelligenser, seksualiteter og køn tematiseres også.
Doktor Shirley og Tony Lip er med et trylleslag en af de klassiske komiske duoer og man kunne sagtens forestille sig en ”Green Book 2”, hvor de eksempelvis tager på endnu en turné rundt i USA eller måske til Europa? Alternativt kunne de også blive i New York og løse andre problemer der. Publikum vil i hvert fald gerne have mere af dem! "Green Book" er en hjertevarm rejse ind i den amerikanske racisme og ud igen og den modtager seks stjerner.
Hvad der kunne have været en meget alvorlig og måske kedelig film, bliver vendt på hovedet af en af vor tids største komedieinstruktører, Peter Farrelly (”Vild med Mary”), der her præsenterer sin mest seriøse film siden ”The Perfect Catch”, hvor Drew Barrymore bliver kærester med en baseball-fan. Filmen har en lethed, der gennemsyrer den fra de kulørte, sprøde billeder, den harmoniske musik til sin vilje til at slippe de mere ubehagelige scener, så snart seeren har forstået problemet. Det hele står og falder dog med de to hovedrolleindehavere og her har man altså ligesom Doktor Shirley selv fundet de rette mænd til jobbet. Mahershala Ali har allerede en Oscar på kaminen derhjemme og kongen vender i sandhed tilbage, når Viggo Mortensen indtager lærredet. Han er som trådt ud af ”Goodfellas” i en af Hollywoods største forvandlinger til dato, hvor det på mirakuløs vis lykkes en mand med dansk islæt at inkarnere en ægte italiener. Man kan simpelthen dufte ham gennem skærmen – en duft præget af al den lækre mad, han på morsom vis får indtaget i løbet af filmen og som også har sat sit fysiske præg, idet Viggo Mortensen er tydeligt overvægtig. Alt i alt to meget imponerende præstationer, hvor deres dynamik er et studie for sig, der konstant skifter frem og tilbage og gør filmen seværdig i sig selv. I en sigende scene sidder makkerparret på en restaurant og diskuterer gastronomi, hvor de sammenligner billige virkemidler (salt) overfor godt håndværk (smag) - En kæk kommentar til sig selv som værk, men man må bare konstatere, de har noget at have det i.
”Green Book” vandt prisen for Årets Film til Oscar-uddelingen i år og det var fortjent. Nogen skyder Oscar i skoen at favorisere politisk korrekte film om emner som racisme og homoseksualitet. Andre kritiserer Farrelly for som hvid mand at påtage sig opgaven at fortælle om sortes undertrykkelse – Det burde de selv gøre, forlyder det. Denne anmelder forestiller sig kort en verden, hvor Spielberg havde afstået fra at lave ”Farven Lilla”. Så havde samme kor ganske givet beklaget sig over, at ingen hvide instruktører beskæftigede sig med racisme i deres film. Manuskriptforfatteren Nick Vallelonga er faktisk virkelighedens Tony Lips søn og således hæves historien op på et højere plan, hvor form og indhold går hånd i hånd, der også bliver ganske rørende. Det er dog ikke kun en film om forholdet mellem sorte og hvide amerikanere: Den sigter højere end det og forsøger at indkapsle sit lands ånd gennem en lang række modsætninger, der mødes i løbet af filmen: Forskellige intelligenser, seksualiteter og køn tematiseres også.
Doktor Shirley og Tony Lip er med et trylleslag en af de klassiske komiske duoer og man kunne sagtens forestille sig en ”Green Book 2”, hvor de eksempelvis tager på endnu en turné rundt i USA eller måske til Europa? Alternativt kunne de også blive i New York og løse andre problemer der. Publikum vil i hvert fald gerne have mere af dem! "Green Book" er en hjertevarm rejse ind i den amerikanske racisme og ud igen og den modtager seks stjerner.
07/03-2019
