det onde

Som så mange andre i min generation, så gav mini-serien Det Onde i sin tid uhelbredelige ar på sjælen. Dette skyldtes nogle vanvittigt skrækindjagende scener (der ved gensyn stadig har sin kraft, om end mini-serien i sin helhed er langt mere bøvet nu end dengang), en fortættet tone, og ikke mindst Pennywise-klovnen som skabning, der ramte rent i et barns (og til stadig) uhyrefantasi. Tim Currys version af Det Onde er legendarisk, og det første jeg mødte denne nye filmatisering af Stephen Kings roman med, var både en frygt og en forhåbning om, at klovnen ikke ville være ligeså uhyggelig. Heldigvis (eller ikke) er Bill Skarsgårds præstation dog fremragende og skræmmende, hans klovn er et frådende og manipulerende monster, hvis uhygge kun trækkes ned af nogle unødvendige computereffekter omkring. Som film i sig selv er It ujævn fortalt med problematiske elementer, men ultimativt også ganske tilfredsstillende. Instruktør Andy Muschietti går efter det bombastiske gys, falder nogle steder i nogle klichéfyldte fælder, men rammer ofte også rent, ikke mindst i stemningen. Fornuftigt nok falder filmens fokus dog på gruppen af børn, der gradvist finder et sammenhold og tryghed, og heri et våben mod klovnen, der lever af børns frygt. Børnegruppen er velcastet og har en dejlig kemi, og man nyder at være i deres selskab, hvilket ved slutning er en af filmens helt store styrker. Nu er det anden gang, at jeg ser It, og der er noget over den, noget humant i gyset, barndomsfortællingen mod den brutale uhygge, som er mig ret spændende og som gør filmen til noget særligt, dens problemer til trods. Fire store stjerner, og så glæder jeg mig meget til kapitel to.