Kan du se, hvad de ser?
3.0
Det er et spørgsmål, man må stille sig selv efter at have set Nuri Bilge Ceylans ”3 Monkeys”: Er man som seer i stand til at udrede, hvad der foregår inde bag pandelapperne på de svedende, tyrkiske familiemedlemmer, der hver især stirrer, som dagen er lang og varm?
Ceylan lader sit kamera dvæle, og det er normalt noget af det, han er bedst til. I mesterværkerne ”Uzak”, ”Climates” og ”Vintersøvn” skiller han sine karakterer fra hinanden og samler dem på ny for øjnene af os, men han gør det så omhyggeligt, at det næsten ikke kan ses. Det kan bare mærkes. Som en mangeårig aldringsproces kogt ind til to, tre eller fire kraftige timer af intens filmkunst. Alle tre værker er hardcore-karakterstudier og i mine øjne nogle af de bedste, man kan opdrive af den slags. Filmelskere: Take note!
Samme liga tilhører Cannes-vinderen ”3 Monkeys” ikke. Tværtimod er den Nuri Bilge Ceylans svageste film, en tålmodighedskrævende og underligt ufarlig og irriterende symboltung fortælling om løgne, utroskab og miskommunikation i en tyrkisk familie. En dreng, hans fortvivlede mor og forbistrede far tænker, føler og kigger, mens mesterinstruktørens kamera ufravigeligt ser med.
Som altid er det godt spillet og fabelagtigt filmet, men for første gang når man et punkt af mæthed og ugidelighed, når melankolien forsøges implementeret gennem stilstand og grublerier. For første gang i en film af Nuri Bilge Ceylan føler jeg, at jeg kigger uden at se.
Ceylan lader sit kamera dvæle, og det er normalt noget af det, han er bedst til. I mesterværkerne ”Uzak”, ”Climates” og ”Vintersøvn” skiller han sine karakterer fra hinanden og samler dem på ny for øjnene af os, men han gør det så omhyggeligt, at det næsten ikke kan ses. Det kan bare mærkes. Som en mangeårig aldringsproces kogt ind til to, tre eller fire kraftige timer af intens filmkunst. Alle tre værker er hardcore-karakterstudier og i mine øjne nogle af de bedste, man kan opdrive af den slags. Filmelskere: Take note!
Samme liga tilhører Cannes-vinderen ”3 Monkeys” ikke. Tværtimod er den Nuri Bilge Ceylans svageste film, en tålmodighedskrævende og underligt ufarlig og irriterende symboltung fortælling om løgne, utroskab og miskommunikation i en tyrkisk familie. En dreng, hans fortvivlede mor og forbistrede far tænker, føler og kigger, mens mesterinstruktørens kamera ufravigeligt ser med.
Som altid er det godt spillet og fabelagtigt filmet, men for første gang når man et punkt af mæthed og ugidelighed, når melankolien forsøges implementeret gennem stilstand og grublerier. For første gang i en film af Nuri Bilge Ceylan føler jeg, at jeg kigger uden at se.
16/03-2019
