Jordslået og glitrende

Nu har jeg næsten lige set den, så det siger måske ikke alverden. Men jeg kan ikke få ”Dogman” ud af hovedet.

Jeg kan ikke glemme en scene, hvor en rubinrød, spritny Ducati-motorcykel jerner frem og tilbage på en lige strækning i en beskidt og forfalden italiensk kystby, imens en anden mand – hundesalonejeren Marcello – forsøger at råbe køreren op. Konteksten skal ikke spoleres her, men den er tilspidset. Og scenen er simpel, suspensefuld og visuelt henførende i en grad, der kendetegner hele Matteo Garrones film.

Jeg kan ikke glemme, hvordan Garrone i ”Dogman” udlægger en universel, næsten banal allegori om en fysisk underlegen mand (førnævnte Marcello) og et stort, uregerligt muskelbundt (Ducati-føreren) – en klassisk David og Goliath-historie om det lille gode og det store onde – og sætter det i en forfriskende original kontekst, der opruller den urklassiske historie, så det næsten er som første gang, man får den fortalt.

Det trick kan Garrone kun lave, fordi han har skuespilleren Marcello Fonte til sin rådighed – et naturtalent, der nærmest er trådt ind fra gaden, og som (forhåbentlig) sparker døren ind til en kometkarriere. Fonte er en samlet pakke af store oplevelser i ”Dogman”: Han er en fysisk komiker, en brændende dramatiker, en indadvendt ekspressionist. Et slet og ret uforglemmeligt bekendtskab og et ansigt hvis lige man sjældent har set mage til.

Næsten lige så enestående er Edoardo Pesce som muskelbundet Simone, der konstant fucker op. Hans præstation vækker minder om Matthias Schoenaerts’ gennembrudsrolle i den belgiske perle ”Bullhead”, en film der i øvrigt på flere måder virker blodbeslægtet med ”Dogman”.

Jeg kan slet ikke komme mig over den timing, den sitrende ro og ikke mindst den visuelle fantasi, ”Dogman” er fortalt med. Simones motorcykel, der glitrer og fræser gennem den jordslåede by, tålmodige hunde der får pudset kløer i Marcellos salon, den lokale stripklubs dunkende eskapisme. Det hele er filmet og forløst akkurat lige så smukt og kontrastrigt, som det er tænkt. Det må det være.

Og så kan jeg slet ikke glemme det faktum, at ”Dogman” åbenbart er et skrivebordsprojekt, som Matteo Garrone fandt tid til at lave grundet en forsinket produktion af sin kommende ”Pinocchio”-filmatisering. Det er næsten ubegribeligt, men også ret fantastisk og nærmest logisk, fordi ”Dogman” virkelig føles som en kreativ kraftudladning skrevet og skabt på intuition og brusende hjerteblod. Det er en mesterlig film, der er tæt på den sjette stjerne.