et næsten mesterværk

Jeg har siddet lidt fast i en mindre række af trestjernede filmoplevelser på det sidste og ville se en fra samlingen, der med garanti fik mig op og køre. Valget faldt på James Camerons cirka-debutfilm Terminator (det er vist diskutabelt, om Vampyrfiskene tæller med i Camerons mageløse cv), der har fulgt mig siden jeg var lille. Min far optog Terminator fra en dansk tv-kanal, så min storebror og mig slap heldigvis for den tyske censurerede udgave og fik i stedet Camerons rene vision, der gjorde et uudsletteligt indtryk hos mig. Et gensyn har derfor en smag af nostalgi over sig, men objektivt set er Camerons film stadig en enestående og indtryksrig film, der er forbandet tæt på at være et mesterværk. Hvor fortsættelsen var et bombastisk actionbrag, er Terminator mere en fortættet horrorfilm med actionelementer og en dybt overbevisende og opslugende mytologi. Jeg har lidt svært ved at strukturere mine superlativer til filmen i stadig begejstring, så i rablende rækkefølge har jeg lyst til at celebrere den fremragende opbygning, den tykke stemning, der eksisterer i alt i Terminator, Camerons intelligente manuskript, der for hvert gensyn afslører en ny detalje (de afbrændte øjenbryn og hunde som detektor for fjenden var det nye for mig i denne omgang), Arnold Schwarzeneggers ikoniske præstation, der i ledtog med Camerons instruktion skaber en af filmhistoriens mest modbydelige karakterer, en ustoppelig og følelseskold dræbermaskine, der stadig kan hjemsøge mig. Cameron leverer generelt på næsten alle fronter, hvor kun nogle halvkiksede effekter, et par bøvede scener og en lidt for tung 80´er stil trækker ned. Af al min ros og begejstring for Terminator, så tilhører min genuine kærlighed i voksenlivet dog historien mellem Linda Hamilton og Michael Biehn, der begge spiller med en smuk og indfølt skrøbelighed og giver filmen dens hjerte. For under al action, al mytologi og neglebidende spænding, der er Terminator rent faktisk en smuk lille kærlighedshistorie, og herigennem viser James Cameron hvorfor han er en af filmhistoriens største genreinstruktører, da der altid ligger noget personligt og oftest rørende bag det fantastiske ydre. For dette, og fordi filmen efter alle disse år stadig formår at leve videre i mig efter hvert syn, giver jeg filmen den sjette stjerne.